« Tilbage til søgeresultaterne
Dronning Elisabeth
(Ved S. Br.) - Fortsat.
Til Trods for, at Stemningen mod Christian den anden - navnlig paa Grund af Rygterne om Kongens Forhold til Dyveke - ikke var saa god, som da Vielsen fandt Sted - bestemtes det dog, at Elisabeth Aaret efter i Sommeren 1515 skulde drage fra sit Hjem, ledsaget af et dansk Gesandtskab med Erik Valkendorff i Spidsen, for at sejle til Danmark.
Her gjordes store Anstrængelser for at Bryllupsfestlighederne kunde blive den mægtige danske Konge og hans fornemme Gæster værdig.
Rhinskvin og franske Vine, Mumme, Emsøl og Krydderier i store Mængder forskreves. Brokade og Gyldenstykke, guldvirkede Tæpper og et kønt Smykke fra en af Florentz kunstfærdige Mestre skaffedes tilveje.
Kongelige Lensmænd og Bisper, Rigets Adel med Fruer og Jomfruer, fulgte af prægtigt udstafferede Svende med vælige Turnerhingste, stævnede til Hovedstaden.
At Enkedronning Christine var til Stede er en Selvfølge. Ogsaa Kongens Farbroder Hertug Frederik af Gottorp (den. senere Frederik den første) og Kongens elskede Søster, Elisabeth, gift med Kurfyrsten af Brandenborg var blandt Gæsterne; hun kom senere til at lide saa haardt for sin Trofasthed mod den lutherske Lære, men 1515 var hun endnu en lykkelig Hustru, der med Glæde greb denne Lejlighed til at møde sin Moder og Broder, som hun ikke i Aarevis havde set
Desuden var en Del udenlandske Fyrster stævnede til Danmark, saa det var store Skarer, der ventede Dronningens Ankomst.
Men Tiden løb, flere af de Fremmede blev utaalmodige og rejste bort. Dronningen kom stadig ikke.
Erik Valkendorff skrev til Kongen: „Eders Naade er hende stor Ære pligtig, thi havde hun ikke været, saa havde denne Sag aldrig faaet Fremgang: de havde her gerne forhalet dette Bryllup et helt Aar.”
Efter at adskillige, hvasse Paamindelser med Hensyn til Dyveke var udgaaet fra det burgundiske Hof til Christian den anden, afsejlede Elisabeth omsider.
„Hun elsker Eders Naade af alt sit Hjerte” skrev Valkendorff.
Mange fornemme, højt ansete burgundiske Herrer og en Mængde Fruer og Jomfruer ledsagede hende.
Den stakkels unge Dronning, der var opfyldt af Kummer over de Rygter om Dyveke, der havde naaet hende, var Døden nær af Søsyge.
Forgæves bad hun om at maatte komme i Land paa Skagens Kyst. Hun maatte udholde Rejsen til Helsingør. Da havde hun i 10 Dage været udsat for stærke Storme, medens hendes Uro og Spænding stadig tiltog, hun troede selv, at hun skulde dø og ønskede kun at se Kongen, før hun døde.
„Hun holder af Eders Naade over alt det, Gud haver skabt, det kan jeg mærke i mange Maader. Og derfor holder jeg ogsaa af hende; i alle de burgundiske Lande ved man at tale om den Kærlighed og Stadighed, hun haver haft til Eders Naade, under de store Anfægtelser, hun har maattet lide af nogle ved Hoffet,” skriver den utrættelige Valkendorff.
Imidlertid bedredes hendes Tilstand, og efter Bestemmelsen skulde Indtoget finde Sted ved Hvidøre, nord for København hvor store Skove, der gik helt hed til Bugten, afløstes af en lille Slette med en Landsby og et kongeligt Slot.
Fra Byen kom Kongen med hele sit store Følge, Rigets Raad og Bisper, 300 kostbart klædte Ryttere paa prægtige Heste, Enkedronningen, Kurfyrstinde Elisabeth, adelige Fruer og Jomfruer i forgyldte, firspændige Karme, fulgt af Løbere, og endelig de udenlandske Gæster med 200 Ryttere.
Guldkæder og Ædelstene glimrede - Lyset gav Dybde til prægtigt farvet Fløjel og Silke og vajende Fjedre. Men en Stund efter, at det glimrende Tog var draget ud fra Byen, styrtede Regnen ned.
Ved Hvidøre mødtes de med Bruden. Idet Enkedronningen og Kurfyrstinden steg ned af Karmen standsede Regnen. Staaende ved Siden af sin Svigermoder og med Kongen og hans Søster overfor, sig maatte Dronningen høre paa Biskop Lage Urnes latinske Velkomsttale.
Sikkert har hendes Blik strejfet ud over de gamle Skove, det urolige Sund, og hvad hun ellers saa for sig af det ny Fædreland under den skyede Himmel. Hun har vel ogsaa - maaske med halv ængstelig halv ungdommelig Nyfigenhed - set paa den store Kreds af prægtigt klædte Mænd og Kvinder, der omgav hende, set paa de Ansigter, der under Fløjelshuer og vajende Fjedre var vendte mod hende - forskellige i Form og Præg, men sikkert alle ens i Udtryk: Høviskhed og Feststemning har været det fremherskende - - kanske hos en eller anden erfaren Ridderfrue moderlig Deltagelse med den unge svagelige Barnedronning er brudt frem gennem det ærbødige Udtryk. Men at Elisabeths forskende Øje mest har hvilet paa den Mand, hun alt var givet til, men som hun nu saa første Gang, det tør vi vel forudsætte.
Hvad saa hun da?
Christian den anden var langtfra en pageskøn Ynglingsskikkelse. Men han var af en mandig Skønhed som selv en Kender som Albrecht Durer havde beundret, - skøn med faste store Træk og brune Øjne, hvori Udtrykkene skiftede som Stemningerne i hans lidenskabelige, stærke Sind. Kan hænde at Elisabeth har set Spor af den Tungsindets sørgmodige Taage, som kunde være i hans Blik - han elskede jo dengang Dyveke saa højt som nogensinde, - men sikkert er det straks forsvunden, for Kongen var en Mester i at forstille sig. Hans Skikkelse var kraftig og hærdet af Idræt og Vaabenbrug, og hans Holdning kunde være af stor kongelig Værdighed. Helhedsindtrykket kunde samles i de Ord: Kraft, ubrydelig Kraft, en trodsig Energi, men bag ved den Skyggen af den Dobbelthed, Tvivl- og Mistænksomhed, der førte ham ind i de uhæderligste Grusomheder.
Christian den anden var hin Indtogsdag 34 Aar gammel.
Kongen, hvad Indtryk maatte han faa af den Kvinde, som han selv, hans fyrstelige Gæster og Danmarks Riges Adel fejrede med saa stor Pragt som Landets Dronning?
Det var visselig ingen sejerssikker Kvinde, der stod for ham.
Et Brev, hun straks efter Ankomsten havde skrevet til sin moderlige Opdragerinde, Regentinde Margrethe er fuldt af Ømhed og bange Forventning.
Hun var kun 14 Aar, men som Datter af en Spanierinde tidligere udviklet end Nordens Kvinder.
Valkendorff havde skreven: „Alle Eders Folk som have set hende, siger hun er dejlig og yndelig.” Men Sørejsen, Bekymring og Sygdom har sikkert taget paa den unge Dronning.
Hendes Pande var høj og klar, hun skæmmedes noget af Habsburgernes fremstaaende Underlæbe - men hendes Ansigt har allerede da været præget af den Sjælens Trofasthed og Ømhed, som ikke de største Ulykker kunde forvandle.
Et rørende Indtryk maa det have gjort, at den unge Dronning paahørte den sidste Del af den latinske Tale - siddende paa sin Hofmesterindes Skød. Udmattet af Sygdom og Spænding som hun var, kunde hun ikke udholde at staa, derfor havde Hofmesterinden sat sig ned paa Jorden og taget hende paa Skødet. -
- Et Par Dage efter hendes Indtog fandt Vielsen og Dronningens Kroning Sted under fornyede Festligheder.
