« Tilbage til søgeresultaterne
Sandhedens Ret
Efter Hansine Thaarups dygtige Begrundelse af Barnets Ret kan jeg indskrænke mig til nogle faa Bemærkninger, særlig rettede mod Fru Plums Artikel om Fortielsens Ret i Nr. 6 af dette Blad. Denne Artikel har, tror jeg, vundet Tilslutning hos ikke faa Kvinder, vel sagtens noget, fordi Fortielsen tiltaler Blufærdigheden, maaske dog ogsaa fordi Forf. holder paa de bestaaende Former og mener, at det blot gælder om at forandre Sindelaget, Tankemaaden. Hermed mener jeg dog ikke vi kan slaa os til Ro.
Den berømte amerikanske Roman, Forf. anbefaler som Forbillede, „The Scarlet Letter”
(det blodrøde Bogstav) fremstiller et Tilfælde, foregaaet blandt Puritanere i Ny England for flere hundrede Aar siden. Her lykkedes det den unge Kvinde til en Tid ved Fortielse at frelse sin elskede, en Præst, fra at miste sit Embede og sin Menigheds Agtelse. Men selv henlever hun sit Liv brændemærket, udstødt af Samfundet, og hendes Barn, en dejlig, begavet lille Pige maa fra sin spædeste Alder se Skændselsmærket, det blodrøde Bogstav, lue paa Moderens Bryst, mens Faderens Liv er et rent Helvede. Den Moral, Forf. selv uddrager af sin Fortælling lyder saaledes: Vær sand! vær sand! vær sand! Betænk dig ikke paa at vise Verden om just ikke din værste Side, saa dog et eller andet Tegn, hvorfra man kan slutte til den. Fru Plum omtaler en Forhandling i Dansk Kvindesamfund en Del Aar tilbage, hvor den Ytring kom frem: „Ja, skal det være nødvendigt, saa maa Ægteskabet falde”. Synderen var nok mig! Jeg vedkender mig Ytringen og skal kortelig forklare min Stilling til denne Sag. For saa vidt Ægteskabet betyder den hellige Treenighed: Mand, Kvinde og Barn, da tror jeg forvist, at dette er den lykkeligste Form paa menneskeligt Samliv og tillige den naturligste Maade, hvorved den ældre og yngre Slægt kan blive knyttet sammen og komme til at paavirke hinanden. For saa vidt en Grundpille for Samfundet. Men ellers mener jeg jo rigtignok, at Ægteskabet som enhver Samfundsindretning er til for Menneskenes Skyld og ikke omvendt. Denne Betragtning ligger jo dog ogsaa til Grund for den moderne Skilsmisselovgivning. Det kunde vel tænkes, at der kunde gaas videre ad denne
Vej, uden at Sædeligheden i dybere Forstand vilde blive brøstholden derved. Ægteskabets Formaal er at værne om Børnene under deres Opvækst. Naar man nu ser, at et stedse voksende Mindretal af disse bliver ladt udenfor i Mørke, kan man dog ikke nægte, at der maa være noget galt, som der bør rettes paa. Ingen foreslaar, at Ægteskabet skal ophæves og Familielivet forstyrres, kun at de faktiske Forhold skal aabent vedgaas, saa de Børn, der maa undvære dets Velsignelse, dog maa faa Del i den Beskyttelse, som Faderens Navn og Formue giver. Loven, der skal være selve Retfærdigheden, har en dobbelt Hensigt: først at beskytte de svage; her er det, man finder den utilstrækkelig. Dernæst at opstille et Forbillede for de skrøbelige Menneskebørn. Denne Side af Sagen fæster Fru Plum sig især ved. Men et Forbillede, der maa holdes oppe ved Hykleri, en Fred og Lykke, som hviler paa Fortielse og Skjulthed i Livets inderligste Forhold, derved er der dog virkelig noget ormstukket. Lad mig anføre et jævnt Ord af en jævn Mand, Negerpædagogen Booker Washington: „Jeg har stor Tro til Kendsgerningernes Magt og Indflydelse. Det er sjældent, at man vinder noget varigt Gode ved at holde en Kendsgerning nede.” Mon ikke de fleste af os kunde uddrage en lignende Lære af vort Liv ? Lad saa ogsaa, som Pastor Birkedal nævner Eksempler paa, det enkelte, øjeblikkelige Tilfælde vise, at Sandheden kan virke forstyrrende, eller at der kan indsnige sig Misbrug ved Brugen af det rette. Loven, som skal være Retfærdigheden, bør dog ikke derfor bøjes bort fra den lige Vej. Hvorledes en Ændring i den antydede Retning vil virke, det kan der være forskellige Meninger om. En yngre Forfatter mener i Modsætning til Fru Plum, at „som Forholdet nu er, hvor Faderen lettes paa enhver Maade, hvor Kuldlysningen af et Barn født udenfor Ægteskabet er frivillig, hvor endog dette Skridt ikke medfører fuld Arveret, ikke Overførelse af Adel og Navn, virker Staten ligefrem agiterende for de løse Forbindelser” (Samlivet og dets Love af Severin Christensen). Her staar Mening imod Mening. Men at Aabenhed og Ærlighed i alle Forhold virker velgørende paa Samfundsudviklingen, kan der i Grunden være to Meninger herom ?
Fra dette Standpunkt tog Dansk Kvindesamfund Sagen op i 1885; og det var ikke, som man maaske kunde tænke gamle Jomfruer eller upraktiske Samfundsreformatorer, som den Gang stillede Fordringer om, at Barnet skulde have Navn og Arveret efter Faderen.
Jeg kan derfor ikke gøre bedre end at henvise enhver, som har Interesse for Sagen, til det lille Skrift, som dengang udkom - „Det uægte Barns og dets Moders Retsstilling af Byfoged Emil Jürgensen” - og som endnu kan faas ved Henvendelse til Dsk. Kvsfd. Kontor.
