« Tilbage til søgeresultaterne
Ved en Jernbanestation
Et Telegram fra Fukuoka meldte i Gaar, at en stor Forbryder var bleven greben der og skulde sendes med Eftermiddagstoget i Dag til Kumamoto for at faa sin Dom. En Betjent fra Kumamoto var rejst til Fukuoka for at tage Fangen i Forvaring.
En Nat for fire Aar siden var en Tyv trængt ind i et Hus paa Brottargaden, havde skræmmet Beboerne omtrent fra Sans og Samling, bagbundet dem og slæbt en Mængde værdifulde Sager bort. Politiet, som med stor Dygtighed forfulgte hans Spor, fik fat paa ham inden 24 Timer og inden han havde naaet at skille sig af med sit Rov. Men da han blev ført til Politistationen, saa han Lejlighed til at slide sine Baand af sig, rev Opsynsmandens Sværd fra ham, dræbte ham - og undslap. Lige til sidste Uge hørte man saa ikke det ringeste til ham.
Saa skete det, at en Betjent fra Kumamoto, som besøgte Fængslet i Fukuoka, blandt Fangerne lagde Mærke til et Ansigt, som for fire Aar siden havde brændt sig ind i hans Erindring.
„Hvem er den Mand der,” spurgte han Opsynsmanden, „En Tyv,” svarede denne, „indskreven under Navnet Kusabie”. Betjenten gik lige hen til Fangen og sagde: „I hedder ikke Kusabi. Det var jer, der i Kumamoto myrdede en Opsynsmand.”
Saa tilstod han alt.
Sammen med en Mængde andre gik jeg hen til Stationen for at se ham komme. Jeg ventede at høre og se Udbrud af Forbitrelse og frygtede endog Voldsomheder. Den Myrdede havde været meget afholdt, hans Slægtninge var sikkert blandt Tilskuerne; og en Folkemasse i Kumamoto er just ikke videre civiliseret. Jeg havde ogsaa troet, at der var en Mængde Politi paa Benene. Men jeg fik ikke Ret i mine Formodninger. - Da Toget kom, blev der den sædvanlige Støjen og Ilen frem og tilbage og Trampen af alle de Rejsende, som skyndte sig forbi hverandre. Drenge, som raabende falbød Aviser og Kumamoto-Limonade.
Næsten fem Minutter stod vi og ventede - saa saa vi Fangen, han blev halvt slæbt gennem Døren af en Betjent. - Det var en stor Fyr med et vildt Udseende, han holdt Hovedet bøjet og hans Arme var bundne fast paa Ryggen. Baade Fangen og Vagten stansede foran Porten og Folk pressede paa for at se - men der hørtes ikke en Lyd. - Saa raabte Vagten: „Sugihara San! Sugihara o Kibi! Er hun til Stede?”
En spinkel lille Kvinde, som stod i Nærheden af mig og bar et lille Barn paa Ryggen, svarede: Hai, og trængte sig frem gennem Mængden.
Det var den myrdede Mands Enke og Barnet var hans Søn. Paa et Tegn af Vagten trak Folk sig lidt tilbage, saa der blev et tomt Rum omkring Fangen og hans Ledsagere. Her stod Kvinden med Barnet og saa Morderen. Der var dødsstille, saa begyndte Betjenten at tale, - ikke til Kvinden, men til Barnet - ganske sagte, men saa tydeligt at jeg kunde opfatte hver Stavelse:
„Lille Barn, dette er den Mand, som som for fire Aar siden dræbte din Fader. Da var Du endnu ikke født - Du laa i din Moders Skød. At Du ikke har nogen Fader, som elsker Dig, det er denne Mand Skyld i. Se paa ham - her greb Betjenten om Fangens Hage og tvang ham til at løfte Øjnene - se rigtig paa ham, min lille Dreng Vær ikke bange, det er pinligt, men det er Din Pligt. Se paa ham!”
Drengen kiggede forskrækket med store forundrede Øjne over Moderens Skulder, Han begyndte at snøfte og saa kom Taarerne - men lydig saa han og blev ved at se ind i Fangens Ansigt.
Det var som glemte Folk at trække Vejret. Jeg saa Fangens Træk fordreje sig - jeg saa ham - trods sine Baand - kaste sig paa Knæ og slaa sit Ansigt mod Jorden - og saa skreg han med en Røst saa hæs af hans voldsomme Sjælekamp, saa den fik éns Hjærte til at skælve:
„Tilgiv mig, tilgiv mig. Hvad jeg har gjort, gjorde jeg i Had, i vanvittig Frygt, blot med det Ønske: at slippe væk. Meget, meget slet har jeg været og uudsigelig stor Uret har jeg forvoldt Dig. Men nu skal jeg bøde for min Synd. Jeg ønsker selv at dø, ja, jeg er glad derfor. Derfor lille Barn, forbarm Dig over mig og tilgiv mig.
Barnet vedblev at græde ganske stille. Betjenten rejste Morderen op - han rystede over hele Kroppen - og Mængden delte sig for at lade dem passere. Og pludselig begyndte hele Skaren at hulke. Og da Betjenten gik forbi mig, saa jeg noget, jeg aldrig hverken før eller senere har set, og -rimeligvis heller aldrig faar at se - jeg saa den japanesiske Betjent græde.
Folk trak bort og lod mig blive ene tilbage, i det jeg i Tankerne gennemgik, hvad der nys var sket. Jeg var bleven Vidne til en Retsfølelse, saa usigelig stræng - og dog saa fuld af Medynk. Jeg var bleven Vidne til den frygteligste Samvittighedskval hos et Menneske, som inden Døden kun attraaede ét: Tilgivelse; og til en Pøbel, som - som, hvis den tirres er den farligste i Kejserriget - men som nu, rørt over hvad der foregik, alene tilfredsstilledes ved Forbryderens
Bodfærdighed og Skam - en Pøbel, ikke opfyldt af Had, men kun bedrøvet over Synderen, begrundet i et enkelt og dybt Kendskab til Livet, som er saa svært at leve og til den menneskelige Natur, som er saa svag. Men det mest ejendommelige og det mest orientalske ved det Hele var, at der appelleredes til Forbryderens Samvittighed gennem Faderfølelsen - den mægtige Følelse, som indtager saa stor en Plads i hvert japanesisk Hjerte.
