Paris, de stærke Stemningers By

De glimrende Fester, der i Marts Maaned fandt Sted i Paris i An­ledning af Victor Hugos hundredaarige Fødselsdag, har levende mindet mig om den store Digters Død og Be­gravelse, om hvilken sidst en fransk Forfatter i „Politiken” ytrede, at den vakte en hellig Begejstring i hele Frankrig. Intet glemmes ellers saa hurtigt som en Begravelse - den være nok saa storartet, og at blot En mindes den, enda 20 Aar efter den fandt Sted, er et Særsyn, der viser, hvilket dybt Greb, den i det Øjeblik tog i Folket. Fristet heraf har jeg ikke kunnet modstaa Lysten til at drage nogle Scener frem af dette store Pariserbillede, saa meget mere, som Publikums Interesse for den store Digter ogsaa hos os har været vakt.

Men tilbage til V. H., som mærkelig nok boede i Avenuen af samme Navn. Ikke som hos os var denne opkaldt længe efter Mandens Død men - mere fornøjeligt - medens han levede, hvilket unægtelig giver en saadan Gade mere Betydning ): simpelt hen lægger Mindernes Glans over den.

- - - Længe havde han været syg den gamle, og med den største Pietet omfattede Befolkningen hans Befindende. Som Beboer af samme Kvarter saa jeg, hvorledes Arbejdsfolk i blaa Bluser belejrede Kafeerne, blot for at holde Øje med Begivenhedernes Gang. Victor Hugos Hus kunde næsten være nok til at vække Interesse for dets berømte Beboer. Det bestod af to landlige Pavilloner, dannede efter Ejerens ejen­dommelige Personlighed. Populært gik den lille Dør lige i Flugt med Gaden uden et eneste Trappetrin, men aristo­kratisk formede sig nogle enkelte store Vinduer til en kraftig Opfanger af Lys og Luft, og malerisk livfuldt brød en Balkondør hele Symmetrien. Man kunde ikke se den uden at tænke sig munter Samtale bagved, disse Samtaler, der faldt saa fyrige og indholdsrige, at Hugo bestemt frabad sig at have For­tepiano i sit Hus; de menneskelige Stemmer var ham det kæreste. Og hvilken udvalgt Kreds bag denne Balkon! Man tænkte sig der en vis bred Hygge, og dog en kølig Højhed, noget, der var beslægtet med de mægtige Lindetræer, der ligesom svøbte Huset ind i fornem Skygge og dybe, lønlige Toner. - I Sygdommens Dage var Døren slaaet til Side, og under det lille fremspringende Glastag sad V. H.s Husbestyrerinde. Ofte havde jeg set hende bag Køkkendøren va­skende den friske, grønne Salat, naar Digteren ventede sine Middagsgæster. Et hyggeligere Interiør kunde man ikke tænke sig. Nu bredte hun sig højtide­ligt bag et stort, hvidt Forklæde med en sort Protokol ved Siden, hvori deltagende spørgende skrev deres Nav­ne. Det var øjensynligt, at dette gamle Menneske følte sig i Rapport med hele Paris, og lige lidt forundrede sig over den bluseklædte Arbejder og den spidse Turnure, naar de samtidig gled ind ad Døren.

Saa en Morgen hed det sig endelig, at han var bedre. Oldingen, om hvem de sanddru meldte, at han lignede „Mumiemasken af en Gud, der har overlevet sig selv”, han havde altsaa dog overvundet Døden.

Op ad Dagen begyndte den fornemme Verden sine sædvanlige Køreture, men denne Gang saa ustandseligt, at det var som om de mørke Katakomber, der strække sig under Paris fik Lyst til at tale med, som hørte man deres hule Ekko. Medlidende tænkte jeg paa den syge Digter. Maaske var han dog døende, og dette var muligt Dandyverdenens sidste, brutale Hilsen! Utaalmodig lukkede jeg Vinduet op, og til min Forundring saa jeg Gaden propfuld af Mennesker, der alle bar en Papirslap med V. H.’s Billede i Sørgerand. Han var altsaa død! - - Og hele det Mylr, det var Paris, det var hans el­skede, som - med Lynets Fart un­derrettet om hans Død - ilede til for med fransk Konveniens at aflægge Kort. Det lille Hus var pludseligt som uddød, og Skodderne sluttede for hvert Vindue. Enhver Vogn vendte sagte uden for denne tyste Bolig. Lydløst blev et Navn skrevet, et Kort lagt af, underlige, storladne Fysionomier viste sig glimtvis ud og ind af en Vogn, maaske Forfattere til de Bøger man beundrede højst, - man vidste intet uden det, at noget stort var forbi. -

Fra raa Kulde var Atmosfæren skif­tet om til mild Luft, og skønt Skyerne endnu hang lave og graa, var det, som om de med blød Haand trykkede Duften ud af hvert Træ, hver Busk, og en

sommerbebudende Vellugt, som kun Paris ejer den, ombølgede nu dette Hjem for svunden Storhed. - - Han var død for to Timer siden. Mængden rørte sig ikke af Stedet, men diskuterede sagte og ivrigt Klokkeslettet, da Døden var indtraadt. Aa - et Kvarter mere eller mindre, sagde en tyk Kone resolut, hvad gør det til Sagen, naar man har naaet de tre og firs ? - Det lindede lidt op i de nærmeste Grupper. Kun en ung Mand med et forsultent, aandfuldt Gringoireansigt stirrede stadigt paa Huset. Det var, som en Maler havde stillet ham op for at vise Kløften mellem bitter Sorg og det, man kunde kalde Mængdens Grebethed eller Sensation, den der ofte slog Vej paa Steder, hvor vi Danske havde vanskeligt ved af følge med. Det var ikke det, at Bevægelsen steg fra Dag til Dag, at Mængden stod maabende foran dette lille Hus, som om de døde Vinduesskodder havde en hypnotiserende Virkning, eller som om en magnetisk Strøm sivede gen­nem disse Mure til Byens fjerneste Kroge, beslaglæggende hver Tanke, men det mærkeligste var snarere, at hvad der var hans Livssyn i dette Øjeblik blev hele Parises. Man vidste klart, at han ikke havde været kirke­ligsindet, og saa greb man hans Sym­bol Evighedsblomsten, den frie Tankes Kendetegn, og den ellers ret klerikale By bøjede sig hyldende derunder. Havde man fra en Luftballon kunnet se den, havde det kun været gennem en gylden Regn af disse Blomster, der paa Place de la Concorde dannede sig til Vandfald af gule Farver. Stats­kirkelig Begravelse var under denne Stemning umulig, og det endskønt den afdøde nærmest blev anset som reli­giøs. Den frie Tanke har aldrig været underlagt en saa skøn og ædel Be­tydning, saa lidt antireligiøs som muligt! Dette var Tyngdepunktet, der greb enhver Fremmed. Stemningen, der ned til de laveste Lag satte alt i Bevægelse, var ikke Sorg, - selvfølgelig heller ikke Glæde. Det var det forunderlige Gæringsstof, der ligger i den franske Nation, der ved denne Lejlighed formede sig til den omtalte „hellige Begejstring.” Det var, som om Digterens store Hjærte i disse Dage meddelte sig til hans Folk og skabte en Sørgefest om til en Apotheose for Menneskeligheden.

 

Majvejret, der - som sagt - dette Aar havde en fænomenal Karakter af Vinter, skiftede pludselig om til dejlig Sommer. Det var, som om Naturen, den store Pan ved at tage Digteren i sit Skød pludselig blev mild og kærlig. Træerne gav straks Skygge, Blomsterne duftede, saa man næsten kunde faa Hovedpine deraf, og Maanen, - som naar alt kom til alt maaske mere end Evighedsblomsten kunde kaldes for V. H.s Sindbillede, den spillede en fremragende Rolle! Hver Aften havde den vist sig over Hugos Hus. Paa den regnfulde Himmel havde den tegnet sig som en skælvende Taare paa en vaad Kind, der helst vil skjule sig, men stadigt bliver større. Nu, efter at det store Vendepunkt var indtraadt, steg den i klare, gyldne Omrids som en Fuldmaane med spansk Romantisme over sig. Den ikke stod, men hang over Kæmpebyen som en lysende, løs­sluppen Klode, ombølget af en sydlandsk Himmels grønlige Æter. Hele sin tabte Magt fra en svunden Tid erobrede den i disse Aftner tilbage. Den gav Gæsteroller i stor Stil, og under dens Trylleri blev atter Donna Sol og Hernani til levende Væsner!

(Sluttes).