Paris, de stærke Stemningers By

(Sluttet.)

V. H.’s Lig skulde først udstilles en Dag under l’arc de Triomphe (Tri­umfbuen). Man vidste, hvilken Nat det skulde flyttes, men Klokkeslettet holdtes hemmeligt af Frygt for Træng­sel. Man hjalp sig dog ud af denne Forlegenhed ved fra den tidlige Aften at belejre Gaden. Hvilken evig Susen og Brummen, der tonede gennem den, synkende og stigende. Som Be­boer af Gaden, fik man kun enkelte Stød af Søvn, afbrudt af nervøs Opfaren eller sløv Forventning. Faldt man „lidt hen” , saa troede man sig imellem sværmende Bier. Drømmene førte mig feberhidsende til Hjemmets Haver, hvor Bikuberne lunt solede sig imellem røde Stokroser og gule Sol­sikker, der nikkede hemmelighedsfuldt med hule Dødningeøjne. Den gamle Gartner stod der med en Sæk over Hovedet, flyttede Sværmene og var lige i Færd med at forklare Dyrenes Liv, - da jeg pludselig for op ved en Dunken paa Døren, ledsaget af Port­nerens Stentorstemme, der først brølte mit Navn , og derefter: C’est Victor Hugo, qui passe! (Det er Victor Hugo, som føres forbi) - Mere eftertrykke­ligt kunde man ikke vente at blive vækket. Efter en kort Kamp med Skodderne, strømmede det fine, dæm­pede Morgenlys mig i Møde, og ud over den nu tavse Gade laa alt graat i graat. Tomt, fugtigdunkelt, forvent­ningsfuldt, som en Negativplade hos en Fotograf, før Billedet bliver synligt. Men Billedet kom! . . .

Først nogle baglængsgaaende Poli­tikonstabler, der ved Miner og Haandbevægelser røbede, at nu gjaldt det, - saa de fattiges Ligvogn, som han selv havde forlangt, trukken af de sædvanlige gamle Heste; paa dens firkantede Brædt stod den simple Kiste toppet op med hvide Evighedsblomster. Lige bagefter to tilslørede sorte Kvinde­skikkelser, og saa - hele Nattens summende Bisværm, hans„misérables”*) dem, vi foragteligt kalde Pøbel. Stille og ærbødig gik de med blottede Hoveder, i deres lurvede Brogethed dannende en rørende Kontrast til de to sortes Fornemhed. Nogle Svaler strøg med jublende Morgenhilsen hen over Baaren, - og saa lukkede Boule­vardens Træer sig over Toget, som over en Morgendrøm, der dyb og kort, hurtig brydes, men længe mindes.

 

*) „Les misérables” et af hans berømteste Værker.

 

Om Aftenen stod Fuldmaanen over Triumfbuen om skabende hele Scene­riet til en Victor Hugosk Illustration, ingen menneskelig Pensel kunde have naaet. De sorte Draperier forvand­lede Sejrens Gudinde - selv for en nøgtern Fantasi - til en Kæmpe­flagermus, hvis bløde Vinger indfiltret hang fast i det uhyre Dødningeapparat. Det dunkle Klæde, der om Dagen var hængt op med fransk Koketteri, blev i Maaneskinnet til spøgelseagtige Striber, der dannede en Galge, et middelalderligt Rettersted, som forvandlede Maanens Smil til et uhygge­ligt Grin. Og Vognenes fabelagtige Strøm med de tusinde Lygter, kred­sede om dette Billede i stille Bugt­ninger. Fra den yderste Ende af Rivoligaden gennem de elysæiske Marker, omkring Triumfbuen og ud til Boulogneskoven. Aldrig har Paris haft en mere overvældende Storhed, end denne fantastiske Aften. I hver nedslaaet Kalesche et beblomstret, kvin­deligt Hoved, -  men, hvis man - som Alexandre Dumas, fik morderiske Lyster til at flække disse lokkede Pander, blot for at se, hvad de inde­holdt, vilde man snart skuffes meget, hvis man troede at finde V. H.’s Navn derinde! Hver drømte sin Drøm, og man snurrede rundt, fordi man nu en Gang i Paris snurrer rundt der, hvor Begivenhedens Pendul svin­ger. - -  Anderledes omme i Smaagaderne. Der kaldte Stemningen et forsvundet Folkeliv frem, forbundet med en Kultus af helgenfestlig Ka­rakter. Som Madonnabilleder blev Digterens Billede klistret op paa frem­springende Hjørner, smaa Lys tændtes foran, og - uskyldigt nok – blev de smaa Evighedsblomster sat som Ramme. Paa Gaden - som skudt op af Brostenene - Sangere eller Deklamatorer, der fremsagde den af­dødes Digte halvt syngende, og alle de omstaaende gjentog som besatte Omkvædet. I Timevis stod disse Grupper. Vognene maatte køre uden om, og Politiet lod dem i Fred. Ka­féerne slog under alt dette ikke til. Smaa Komfurer blev sat ud paa Ga­den og dejlige , hvidklædte Kokke bagte Pandekager, crepes, fede og glin­sende som de selv. Flammerne lo og spruttede fornøjet i den lune Aften­vind, Gassen kastede sit magiske Skær op i de grønne Trækroner, mellem hvis Grene Stjernerne dirrede som Guldperler. Paa V. H.’s Plads, stod Kastanjetræerne fuldt udsprungne. En bred Strøm af Forstaaelse sammen­smeltede alle Indtryk. Hedenskab og Kristendom, Liv og Død, rakte denne Aften hinanden Haanden , medens Springvandet slyngede sine Vandperler op og ned, som efter en usynlig Mu­sik, og alle Farver smeltede sammen i dybe, bløde Masser, optagne i Na­turens store Aftenhymne!

Selve den officielle Begravelsesdags Pragt, mindes jeg kun i Enkelthederne. Alt var stort, næsten overmenneske­ligt, svulmende som Lyriken i V. H.’s Digte. Men under hele denne Ekstase, følte man tillige, at der - baade bevidst og ubevidst - laa et stærkt Anstrøg af „Fædrelandet”, at havde Frankrig i Evropas Øjne mistet sin militære Berømmelse, saa stod den aandelige Førsterangsstilling uberørt, og ve den, der vovede at benægte det! - Det var ikke alene en Beundringens Dag, det var en Rejsningens, og ingen Fremmede i Paris - selv den mest intetsigende - skulde være uvidende derom. - Gennem de glim­rende Troppeopstillinger, svingede de lange Stænger med Blomsterkranse, saa vældige, at de ofte naaede op til Husenes Tage. Enhver litterær eller politisk Retning, havde sit Kendetegn i Blomster. En Afdeling segnede næsten Under Stedmodersblomster, en anden bar den beskedne, trofaste Ved­bend, anvendt paa alle Maader, - et orientalsk Blomstersprog, underlagt Vestens Kultur! - Alle Samfundslag fulgte; et Tog af Vajsenhusbørn rørte Hjerterne; en Skare af Marketendersker, hvoraf en ung Kvinde, der særligt havde udmærket sig i Krigen, gik i Spidsen, vakte en begejstret Mumlen. Men dybest mindes jeg, at jeg - efter at have passeret en Afdeling unge, blaat klædte Mænd med lange Palme­grene i Haanden, der mindede om Fiesoles Malerier, hvor de Salige for­ventningsfuldt danne Halvcirkler, - pludselig med en stærk Overgang be­fandt mig inde mellem Klynger af Sortklædte, med højrøde Blomster i Knaphullet, sorte Kranse med højrøde Draperier, alt talende om Ild og Død. Disse Mennesker - der saa taalmodigt ventede, til deres Tur kom, med at slutte sig ind i Følget, og som vakte en vis sympathetisk Respekt hos Mængden, medens Politiet behandlede dem med Høflighed, - var det virke­lig Kommunarder, og det nogle faa Dage efter de blodige Optrin paa Pére Lachaise!*) Var det Ulovlig­heden beskyttet af Lovligheden? Min danske Hjerne følte en pludselig Fortumlethed; men idet jeg træt sænkede Blikket, opfangede det uvilkaarligt den fjerne violette Horisont, hvori Bule­varderne tabte sig, der var saa vid, saa uendelig! - I et Nu kom jeg ind under Løftelsen af det store, det brede i denne alle Anskuelsernes Lige­berettigelse !

Hvad man glemmer i dette Paris med sin evige Gøren Figur, sine over­drevne Moder og traditionelle Teater­stykker, - at Frankrig til alle Tider har været de store Ideers Vugge, - stod pludseligt for mig, som et Stykke Verdenshistorie, trykket med typer af levende Mennesker.

 

*) Paris’ berømte Kirkegaard.