« Tilbage til søgeresultaterne

Dansk Kvindesamfunds Fællesmøde

« Se emneord

Den 20. og 21. Maj 1902.

Fra alle Sider stævnede man 2. Pinsedags Eftermiddag mod Ringkøbing. Flest kom vel med Hurtigtoget fra Syd, nogle dog ogsaa Nord fra, og andre kom sneglende hen ad Midtjyllands Hede. En ejendommelig Tur denne, hvor man bevæger sig bort fra Østjyllands dejlige Bakkedrag ind over de flade Egne, hvis triste Præg bliver bestandig stærkere, indtil det naar sit Højdepunkt paa den store Troldhede. Sort staar Lyngen mod den staalgraa Himmel, færre og fattigere bliver de lave, lyngtækte Huse, vaadere de vandoversvømmede Moser. Man overraskes dog over det Liv, der rører sig paa de smaa Stationer. Disse Mennesker, som maa have vandret lange Veje i den strømmende Regn, kommer oprømte og levende tilbage fra deres Forsamlinger, enten det nu er et Missionsmøde, eller det er en grundtvigsk Præst, de har hørt, eller Pastor Anton Jensen, som hverken er Grundtvigianer eller „missionsk”. En­delig naar man Rejsens Maal og her venter en Overraskelse af anden Art. Byen er omgiven af smaa Plantninger, der midt i Regnen straaler i den ly­seste Foraarspragt. Bøgen er fuldt udsprungen ved Ringkøbing, og man hører her for første Gang Gøgen.

Allerede under Vejs har gamle Kendinge og Venner hilst paa hinanden; ved Ringkøbing Station møder Værterne og opsøger deres til Dels ukendte Gæster: „Hvor er Sorø?”

-   ,,Her kommer Aalborg!” -  „Har vi ingen Bornholm?” - indtil enhver drager af Sted med sin Prise, der for nogles Vedkommende omfatter, et ret betydeligt Antal Personer - Alle nyde de i de paafølgende Dage en mageløs Gæstfrihed. Det er, som gjorde man hele Byen en stor Glæde, en Glæde, der blandt andet lagde sig for Dagen ved, at alle Flag vajede over den fra Ankomsten, indtil den sidste fremmede var rejst.                            

Mødet led noget under en af de Fejl, der kan snige sig ind ved Ord­ningen næsten uformærket og dog kan have slemme Følger. Hovedstyrel­sens Medlemmer kommer jo ligesom Tillidsmændene fra forskellige Kanter; de maatte allerførst forhandle med hverandre, og trods al anvendt Flid

-  den  første Aften blev straks op­tagen af Fordelingen af det Andræske Legat - kunde man ikke samles med Tillidsmændene før den 20. ved To­tiden. Til Kl. 4 var der ansat et of­fentligt  Foredragsmøde, og Tillids­mændenes Forhandlinger, der vel burde være Mødets Tyngdepunkt, maatte derfor haspes af paa utilbørlig kort Tid.  Saa udførlig, som Pladsen tillader, skal vi gengive det vigtigste af hvad der her kom frem.

 

Tillidsmændenes Møde.

Formanden, Fru Jutta Møller aabnede Mødet med en varm Hilsen til Ringkøbing. Man arbejdede her under Stampes Mærke; Foreningen burde kaldes Stampes Minde; thi det var Henrik Stampe, som i sin Tid havde hindret, at Kvinden blev stavns­bunden.                                        

Til Leder af Forhandlingerne valg­tes Pastor Konradsen.

Mellem 30 à 40 Tillidsmænd var mødte - andre stemte ved Fuld­mægtig - saa at der kunde afgives 41 Stemmer; maaske staar det ikke klart for alle, at dette kan gøres, og vi nævner det her for en anden Gangs Skyld.

 

Formanden aflægger Beretning.

Skoven blev jo ikke helt grøn og Vejret ikke helt godt.; men „skidt Vejr bedre end it Vejr”, som Folk der paa Egnen sagde. Sejren har vi jo ikke faaet hjem, Stemmeretten; men lige­som vi jo nok faar Sommeren ovenpaa dette Foraar, saaledes faar vi jo sik­kert Stemmeretten inden næste Aarsmøde. Vi har da heller ikke ligget paa den lade Side. Sammen med Formanden for Valgretsudvalget havde Fru Møller været hos Alberti, som raadede dem til at forlange Stemmeret for alle Kvinder. De skulde blot tage Munden fuld. I Aar havde Rigsdagen nok at gøre, men næste Aar skulde Sagen komme op sammen med For­slaget om almindelig kommunal Valg­ret. Fru Møller var bange for, at den skulde dø sammen med denne Sag; men Ministeren fraraadede bestemt, at indgive særskilt Forslag om Kvindens Valgret. Ogsaa Enevold Sø­rensen udtalte, at Kvinders kommu­nale Stemmeret var en Frugt, der nu var fuldt moden.

Man havde ogsaa medvirket ved Arbejdet for at skaffe Barselkvinder Understøttelse. Denne Sag bliver nu ført frem af dansk Kvinderaad og vil sikkert finde en heldig Afslutning.

Telegrafistinderne var blevet meget skuffede over et Forslag til en ny Lønningslov, der ikke tog dem med. De vilde derved blive udelukkede fra at stige til Overtelegrafister, og fra at faa samme Uddannelse som Mænd. Man var med denne Sag gaaet til Tingene, hvor man blev godt mod­taget, og til Trafikminister Hage, hvor man fik at vide, at det var med velberaad Hu, at Kvinderne var udelukkede, da en Kvinde ikke kunde føre Tilsyn med Mænd. Man havde mindet ham om Ministeriets velvillige Stemning overfor kvindelig Stemme­ret; men han svarede hertil blot, at han paa ingen Maade havde sat Kvin­dens Stemmeret paa sit Program.

Alligevel var der gode Udsigter for Kvinderne, thi Folketingets Udvalg havde i Lovens § 3 indsat følgende: Kvinder har lige Adgang med Mænd til at oplæres og ansættes i Statens Tjeneste ved Telegrafvæsenet; og der var ingen Grund til at tro, at Lands­tinget skulde slette denne Ændring.

Man havde faaet dannet en ny Kreds i Ry, hvilket var gaaet med glædelig Lethed; Samfundet tæller nu i 11 Kredse 1350 Medlemmer imod 1100 ifjor.

I Hjørring, havde ogsaa alt været forberedt til Dannelsen af en Kreds, da uheldigvis den, der var Sjælen i Arbejdet, maatte forlade Egnen, fordi hendes Mand var forflyttet til Lolland.

Til litterær Virksomhed havde Samfundet faaet 500 Kr. paa Finans­loven ligesom i Fjor.

Det Andræske Legat var blevet delt imellem 7, medens man havde maattet skuffe 87 (se bag i Bladet).

 

Beretning om Kvinden og Samfundet.

Formanden for Bladudvalget, Frk. K. Frederiksen, maatte beklage, at Holderne var færre end i Fjor; hun søgte Grunden hertil dels deri, at Bladet i det forløbne Aar havde havt 3 forskellige Redaktører, dels i, at det nu kun korn hver 14. Dag. Der var i det sidste Aar agiteret for Bladet paa forskellige Maader. Hvergang var Holdernes Tal steget, men kun for snart igen at falde. Man Havde mi­stet Troen paa slig, løs Agitation, men haabede, at Bladet langsomt kunde udvide Kredsen af de virkeligt interesserede Holdere. Udgifterne var nu nedsat, saa at Bladet til Nød kunde bære sig ved Hjælp af Statens Til­skud, og Bladudvalget havde overtaget Redaktionen med Taleren som an­svarlig Redaktør. Hun opfordrede Medlemmerne til at læse Bladet, tale om det i deres Kreds og skrive i det. Smaa Meddelelser om, hvad der foregik i de forskellige Egne af Landet, vedrørende Kvindesagen var velkomne og kunde fra „Kvinden og Samfundet” gennem det nationale Kvinderaads Presseudvalg flyde sam­men med hele den levende Strøm, som det var dette Udvalgs Opgave at skabe mellem Sagens Venner i alle Lande. En yderligere Nedsættelse i Udgifter kunde kun tænkes ved, at man inddrog Tillæget, og Taleren opfordrede Medlemmerne til at ytre sig om, hvorvidt dette var hensigts­mæssigt.

Fru Stampe Feddersen, Frk. Anne Bruun og Fru Schou hævdede, at Tillægets Indhold laa ganske udenfor Kvindesagens Formaal; den sidste ci­terede endog i den Anledning Lovene, hvori det hedder, at Kvindesamfun­dets Formaal er at forbedre Kvindens Stilling i Familien, Samfundet og Staten. Sagfører Christensen, Aar­hus, hævdede derimod, at Bladet maatte skrives for den store Mængde. Saa længe dette ikke skete, maatte det betragtes som et dødfødt Fore­tagende.

Anne Bruun: Et Foretagende, som har levet i 17 Aar, kan vel ikke kaldes dødfødt; ogsaa hun ønskede, at Bladet skulde skrives populært; men det skulde holde sig til de store Spørgs­maal i Kvindesagen. Man vilde over­lade til Redaktøren at ordne denne Sag.

 

Beretning om Husmødreforeningen.

Denne Forening og dens Forhold, mente Anna Hjort man saa nogen­lunde kendte gennem Bladet. Den havde 1. Aar udsendt 15 Lærlinge, 2. Aar 12, 3. Aar 18, og nu 1. Maj 21. Den opretholdes ved aarlige Bi­drag paa 2 Kr. Da enkelte af de oprindelige Medlemmer er døde, og enkelte andre udtraadte, saa paa­skønner jeg meget hver Gang et nyt Medlem melder sig. Planen for Ud­gifterne er for Øjeblikket, at der bruges omtrent 300 Kr. aarlig. Det er nu heldigt, at de ydre Forhold er lidt rolige, thi i de indre Forhold er der brusende Bølger. Men dette Kampliv er jo det interessanteste, naar man har Troen paa, at der virkelig kan udrettes noget ved at tage Kampen op. Man kan møde en utrolig Fordringsfuldhed hos Bør­nenes Forældre, en Mistillid, skønt de dog frivillig har søgt den Vej til Oplærelse for deres Børn, en Lethed til at bryde Aftaler, saa snart et forkælet Barn taber Taalmodigheden. Saadanne forkælende Forældre har gjort de største Vanskeligheder baade paa Lærepladser, hvor Husmoderen med Taalmodighed har stridt med Lærlingen, og jo værst paa de enkelte Steder, hvor Hus­moderen har ligesom tabt Taalmodig­heden og har sat som det vigtigste, at hun fik Nytte af Barnet.

Men der har været Fremgang til Forstaaelse i de 4 forløbne Aar - Tillid til Foreningen kommer mere frem under vore Samtaler - Tonen bliver mindre krigerisk i de Breve, jeg modtager - hvert Aar skriver jeg mindst 150 Breve til Skoler, Hjem og Lærepladser og faar vel halvt saa mange igen - og de forkælende Forældre, der bryder Aftaler, synes at blive færre hvert Aar. Mange af dem forstaar efterhaanden, at det ikke er nedvær­digende, at deres Barn lærer at malke en Ko, samtidig med at det nyder det styrkende Landliv - og Lærepladserne gaar ogsaa ind paa at opmuntre det lærvillige Barn med en lille Løn - 1ste Maaned Prøvemaaned, 2den Md. l Kr. i Løn, saa 2 Kr., saa 3, saa 4, saa 5 Kr. maanedlig o. s. fr. Aaret ud, saa at Lærlingen faar 15 Kr. for Som­meren og 30 Kr. - naar hun er bleven flinkere - for Vinteren til at holde sit Tøj i Orden med.

Mig er det mere og mere klart, at naar vi har fundet paalidelige Hus­mødre, saa maa vi betro dem frit at ordne Lærlingens Arbejde, skønt For­ældrene af og til anklager mig for Uretfærdighed, fordi mine Pladser ikke er ens. Husmødrene har som sagt den Ære, at Foreningen er opkaldt efter dem.

Men ved Siden af det nedtrykkende, der kan være af og til ved dette Ar­bejde, saa er lykkeligvis dog det løf­tende det fremherskende ved denne Gerning, og De vil maaske bedst kunne forstaa mine Glæder, naar de hører Brud­stykker af de Breve, jeg modtager:- og de Brevstumper, hvormed Frk. Hjort ledsagede sin Beretning, var da ogsaa godt egnede til at belyse baade Sagens Vanskeligheder og dens mange for­træffelige Sider.

Fru Strandbygaard ønskede, at Pi­gerne kunde blive paa deres Læresteder i flere Aar. Dette kunde lade sig gøre, oplyste Frk. Hjort, og hun saa det gerne, endskønt hendes eget Arbejde derved forøgedes.

 

Husmoderskolen..

Fru Birgitte Berg Nielsen, der er Moder til Husmoderskolen, var forhin­dret fra at møde, men havde sendt en Redegørelse, hvoraf vi gengiver følgende:

Kultusminister Christensen havde henvist Sagen til Landbrugsministeren, da han mente, at en Skole for Husøkonomi naturligst hørte hjemme paa Landbohøjskolen. Her var man ogsaa stærkt interesseret i Sagen. Ved Finans­lovens første Behandling havde Blem opfordret Landbrugsministeren til at fremkomme med Forslag til Spørgsmaalets Løsning, Ministeren fandt dog ikke Anledning til at fremme Sagen. Der maatte da tages fat for fra. Jeg skrev et Andragende til Folketinget om Oprettelse af en Statsskole for Husøkonomi. Det fik Finansudvalgets enstemmige Anbefaling og blev nu igen af Tinget henvist til Landbrugsministeren.

Skolen er dyr; den vil kræve en Byggekapital af 50,000 Kr. og 15-20,000 til den aarlige Drift. Men Sparsommelighed vil i denne Sag - som Blem sagde i Tinget - være at spare paa Skillingen og lade Daleren løbe. Det er en Folkeoplysningssag af højeste Vigtighed, at der bliver uddannet Lærerinder til de mange Kursus i Husøkonomi, som allerede er oprettet ved privat Initiativ.

I Aar er 3 unge Kvinder gaaede ind paa Landbohøjskolen for at uddanne sig i Hus­økonomi samtidig med, at de arbejder paa den suhrske Husmoderskole. Ogsaa paa „Statens Kursus” undervises der i Fag. Alt dette peger henimod en selvstændig Institution, der kan give Uddannelsen i det vigtige Fag helt og fuldt.

Fru B. N. takker de Medlemmer, som har sendt hende deres Husholdningsregnskab og beder endnu flere gøre dette.

Dernæst fulgte de Beretninger, som skulde afgives af Dsk. Kvsfds. Repræ­sentanter i andre Foreninger. Man naaede ikke helt igennem før næste Dag, men vi skal dog her følge Pro­grammet. Det meste af hvad der meddeltes er ikke nyt for vore Læsere, og vi kan derfor tage det nogenlunde let med Gengivelsen.

Eline Hansen fortalte om Dansk Kvinderaad. Raadet tæller 17 For­eninger og 18 Enkeltmedlemmer. Lo­vene byder, at den ene Forening ikke maa øve Tvang overfor den anden. Dette fortolker man her saaledes, at man har Ret til at optage Arbejdet for en Sag, naar ingen Forening ned­lægger Indsigelse derimod. Det An­dragende om Barselhjælp, man havde indgivet, var saaledes undertegnet af 12 Foreninger indenfor og 30 udenfor Kvinderaadet.

Man havde gjort et ret betydeligt Arbejde for Spørgsmaalet om vanartede, vanrøgtede og forsømte Børn (Frk. Blom, Fru Nørlund og Fru Svendsen) og havde overbragt Justitsministeren et Andragende om, at Omsorgen for disse maa formes saaledes, at den kan virke mere forbedrende end straffende, samt at der maa optages Kvinder saavel som Mænd i de eventuelle kommunale Raad, der maatte faa med denne Sag at gøre.                               

Et Udvalg havde undersøgt et For­slag om, at der skulde startes en Andelsforretning for Kjolesyning, Overstykker og Drengedragter, men var kommen til den Overbevisning, at det foreliggende Forslag ikke vilde være gennemførligt.

Til det internationale Udvalg for Kvindens familieretslige Stilling var der af Fru Berg Nielsen udarbejdet en Oversigt over danske Forhold, som paa Tysk var tilstillet Frau Stritt.*)

*) Dette Arbejde vil om kort Tid blive op­taget i Kv. o. S.s Tillæg.

En Beretning om Valgretsforholdene i Danmark var ved Fru Norrie sendt til Stemmeretskongressen i Washington.

I Øjeblikket var det mest interes­sante det Møde, som skal holdes her i Danmark af hele det internationale Raads Forretningsudvalg. Man vil give alle de under Dsk. Kvinderaad hørende Foreningers Medlemmer Lejlighed til at komme sammen med de udenlandske Damer, og indbyder dem til at møde 9. Juli Aften i den engelske Klub. De vil her møde Raadets Formand May Whrigt Sewall og foruden hende andre bekendte Kvindesagsvenner fra forskellige Lande. Sagtens ogsaa svenske, norske og maaske finske Venner.

 

Kvindernes Bygnings Repræsentant, Caro­line Hansen Herding, var ikke mødt selv; man savnede hendes muntre Stemme og gode Haandslag Hun meddeler:

Med „Kvindernes Bygning” staar det lige­som i Fjor. I Aarets Løb har der været Spørgsmaal om at købe en gammel Ejendom og et Forslag om at bygge en ny, men begge Dele har vist sig ved nøjere Beregning, at overstige vore Kræfter, idet vi jo ikke kan købe som private Folk og udnytte Ejendom­men paa alle mulige Maader, men maa have de kvindelige Foreninger for Øje og særligt det at holde en stor Sal, og det er vi kommet paa det Rene med, at en Etage med en stor Sal, kan ikke betale sig, selv om den lejes ud hver Aften; .... derfor staar det os klart, at „Kvindernes Bygning” maa eje en Kapital for at bære en Del af Udgifterne, i det mindste for Salens Vedkommende. . . . Men vi ved­bliver at søge og haaber ogsaa, at det skal lykkes os at faa en central beliggende Byg­ning eller Grund. Saa stort som vi havde tænkt os at gøre det, naar vi havde samlet 300 Tusinde Kroner, kan det jo ikke blive, men da vi nu kun har samlet 1/4 af den tænkte Kapital, saa falder det jo temmelig rimeligt, at vi ogsaa kun kan faa 1/4 af den tænkte Bygning, og da det jo først og frem­mest er Foreningslokaler og et Par Foredrags­sale, som vi trænger til, saa er det vor Tanke at begynde med dette, saasnart vi kan finde noget, der passer os.

Til Bestyrelse valgtes Fru Nanna Liebmann, Fru Josephine Nyrop, Fru Krarup Schmidt, Frøken Thora Davidsen, Frk. Soffi Christensen og Frk. Marie Madsen, Holstebro.

Fru Louise Nørlund meddeler - des­værre ogsaa kun skriftlig - paa Valgrets­udvalgets Vegne, at man paa alle Maader har søgt at paavirke Ministeriets Medlemmer og - som bekendt - ogsaa fundet aabent Øre hos saavel Ministeriets Chef som flere af de andre Ministre. Endvidere er der afholdt 2 offentlige Møder i Vinterens Løb. Et med Frk. Gina Krog fra Kristiania som Taler, et i Rømersgade med Folketingsmand A. C. Meyer, Frk. Andrea Nielsen og Louise Nørlund som Taler. Til begge Møder var Rigsdagens Med­lemmer indbudte og ikke faa var mødt. Vi ser ingen anden Vej, end den bestan­dig at minde Regering og Rigsdag om vore Krav - indtil man hører os. Og saa, mens vi venter, dygtiggøre os selv - ikke til at blive et enigt Vælgerkorps, som uforstaaende Sjæle mener, vi skal være, men til et Vælgerkorps, der har Forstaaelse af og om Kommunens Anliggender, hver ud fra den rent menneskelige Opfattelse, vi har af disse Spørgsmaal, en Opfattelse, der naturligvis, naar vi er Personligheder, vil være lige saa forskellig som blandt Mændene.

 

Det offentlige Møde.

Salen, der vel kunde rumme indtil 300 Mennesker, var mere end fyldt af en stærkt interesseret Tilhørerkreds. Man sang „En Stormvind gaar over Jorden” med Benyttelse af en lille Sangbog, lavet til Kredsen, som vist let kan erhverves ogsaa af andre af Dansk Kvindesamfunds Kredse. Der­næst holdt Eline Begtrup et Fore­drag om Ilia Fibiger, der er vanske­ligt at gengive, men ogsaa interessant nok til at vi vil forsøge det. Det var I. F., der havde aabnet Adgangen til Sygepleje for dannede Kvinder her i Landet, ligesom det ogsaa var hende, der havde begyndt det første Børne­hjem. Her kunde kun gives en flygtig Skitse af hendes Liv. Hendes Fader stammede paa mødrene Side fra Tordenskjolds Peder Grib, af ham lærte Børnene Fædrelandskærlighed, fra ham havde Ilia sit Heltemod. Fra Moderen, som var af norsk Herkomst, arvede hun sin tungsindige, lidenskabe­lige Natur.

Forældrene var overmaade forskel­lige. I et harmonisk Ægteskab kan dette være lykkeligt for Børnene, i hvem Forældrene da elsker hinandens Ejendommeligheder. Men naar der er

Uoverensstemmelse mellem Forældrene, og disse møder de uforenelige Mod­sætninger igen i Børnene, da gaar det sædvanlig haardt ud over disse. Fibigers havde allerede som Forlovede følt, at de ikke passede sammen.. Efter 31 Aars Ægteskab skiltes de.

Dog elskede Børnene deres Hjem, dette Hjem, saa ,,fejlfuldt og saa skønt, at Mindet om det straaler som et Julelys”.

De højt begavede Børn var stærkt knyttede til hinanden, de beundrede hinanden. Den yngre, Mathilde F., kendt under Forfatternavnet Clara Rafael, har været meget paavirket af Ilia. Denne voksede op til en slank Skønhed med Øjne, der, skønt nær­synede, dog var klare som Stjerner. Ved Aaret 1834 kom der til dem som Brødrenes Ven den unge Osvald Marstrand; da var Ilia 17 Aar og han 22. Og det blev ham, hun bandt sit Hjerte til for hele Livet. Han var af de Mænd, som Kirkegaard betegner som den „byronske Type”, fuld af Vid og bitter Selvironi, der synes at dække over et Hjerte, bærende al Verdens Smerte. Dette Ideal har altid en dragende Magt over unge Piger; for Ilia blev det en Kærlighed, der varede til hendes Død. Han for­lovede og giftede sig aldrig. „For mig er død den eneste Kæreste, jeg nogensinde har haft”, skal han have sagt ved sin Moders Død. I 1849 var han med ved Eckernførde og sprang i Luften med Kristian den 8de.

Et Vidnesbyrd om, hvor trofast hun bevarede hans Minde er det, at hun indviede sin første Bog til ham, og et udøbt Pigebarn, hun tog til sig, kaldte hun Oswalde Adolfe efter sin Ven og sin kæreste Broder.

Hendes Forældre skiltes 1843, Aaret efter døde Moderen. Ilia havde været hendes et og alt, og i den sidste Tid havde hun været som en Moder for sine yngre Søskende; overfor dem viste hun sig, trods al den Sorg og Bekymring, der tyngede hende, som Clara Rafael beskriver hende, som det rolige, livsfriske, glade om end ikke muntre Menneske, der var sine nærmeste til saa megen Støtte.

Johannes Fibiger siger derimod om hende: Jeg har set hende med Tung­sindet over sig uden at finde Rede for sine Tanker, Maal for sit Liv; og i sine Vers henvender hun „sit vold­somme Hjerte aldrig paa Jorden forstaaet” til Gud.

I Digtningen kunde hun give sine Følelser Luft, „selv om hun kunde blive 17 Aar for det og have al Livets Herlighed i Vente vilde hun dog ikke ødelægge sine digteriske Arbejder, hun var sig selv ved dem. Og hun er saa sand i dem, saa helt sig selv. „Jeg er kvindestolt som faa, deri lig­ger min Digterstyrke”. Men andet­steds siger hun aabenhjertig: „Jeg er vis paa, at en Kvinde ikke kan digte”; og hun klager senere: „Jeg som er skabt til at være mig selv, jeg maa nøjes med at digte”.

Hun læste Søren Kierkegaards Skrif­ter, og i Begyndelsen oprørtes hun over hans stærke Krav. Men efter­haanden som hun fordybede sig i ham, blev hun hans Discipel, maaske har han aldrig haft nogen bedre. Hun førte Søren Kierkegaards Lære ud i Livet. Hun havde af Naturen en stærk Skønhedstrang. Men hun lærte at kun personlig Sandhed i Længden fører til personlig Skønhed, og at „Skønhed med et lille Knæk i Sandheden dur ikke”. Hun levede sig fra Æstetiker til den handlende Etiker og sluttelig til oprigtig Kristen.

Da København i 1853 hjemsøgtes af Kolera, meldte hun sig en Aften ved Alm. Hospital, og da hun kunde und­væres der, gik hun lige saa stille og ubemærket, som hun var kommen. Nogen Tid efter gjorde man hende til Overvaagekone ved Frederiks Hospital, og som saadan virkede hun i en Række Aar. Men saa kom der en Tid, da hun følte, at hun ikke her kunde være sig selv, ikke leve for sin inderste Trang, da grundede hun det første Børnehjem, og her levede hun som den fattigste Kvinde mellem sine 9 Plejebørn. Det ejendommelige ved hende er ogsaa det, at hun synes at have ment med sit Livs Arbejde, at det ikke alene var for hende selv, men ogsaa for den elskede, hun levede. Hun glemte ham jo aldrig. Han som døde saa tidlig, som fik saa lidt udrettet, ham ligesom bar hun med i sit Arbejde. Hun søgte længe, uden at sige hvorfor, om et udøbt Barn, indtil hun fandt Oswalde. Dagen før hun døde, nævnede man den elskedes Navn for hende, og hun blev stærkt bevæget derved. Naar man spurgte hende om, hvad hun mente om Kvindesagen, sagde hun: Det var aldrig min Udvikling som Kvinde, men som Mennesket Ilia Fibiger, som laa mig paa Sinde. De skulde komme til mig med Deres Kvindelighed! Jeg lever og jeg er. Det er ikke mig, der skal staa Prøve for deres Teorier, men deres Teorier for mig! Den hellige Tilværelses Ret kan ikke underkendes for nogen Domstol paa Jorden. Hun siger ogsaa; Er vor Opgave at skabe et Samfund, vi kan leve i, saa kan enhver have Ret til at kræve, det han kan leve af. Det er Livet, der har Ret. Hvad et Menneske kræver for at leve af, skal det kræve af Samfundet. Som Verden ikke skab­tes paa en Gang men i 6 Dage, saaledes skal Samfundet ogsaa efterhaanden udvikle sig, til at enhver i det kan finde, hvad der er nødvendigt for ham.

Ilia Fibigers Betydning for os bliver vel især den, at hun sætter Livet ind for at leve i fuld Sandhed overfor sig selv.

Derefter talte Svend Høgsbro. Hans Løsen var: Lige Ret for Mand og Kvinde. Der var sket store Fremskridt, navnlig m. H. t. Kvindernes Undervis­ning og Adgang til Erhverv. Men Statens Embeder forholder man dem endnu. Heller ikke kan de gøre deres Mening gældende i det politiske og det borgerlige Liv. Ogsaa retslig er de paa mange Maader tilsidesatte. Dette træder især frem, naar der er Tale om Myndighed over Børnene.

Foredraget blev modtaget med megen Interesse og kunde vistnok have givet Anledning til Forhandling, dersom der ikke uheldigvis var givet Tegn til Op­brud, for at de tilstedeværende Landboere kunde naa Toget.

Desuden var det nu ogsaa snart Tid at indfinde sig ved Festmaaltidet, der samlede henved 150 Mænd og Kvin­der til et muntert Samvær.

Forsædet ved Bordet førtes af Stiftsfysikus Holst, som i en à to Menneskealdere der paa Stedet har taget Ordet for Kvindernes Frigørelse. Fru Møller talte for Ringkøbing By. Hun havde hørt sige, at jo længere man fjernede sig fra København, des bedre udfoldede det aandelige Liv sig, og hvad hun her saa, talte unægteligt derfor.  Senere for Fru Stampe Fed­dersen, der øjensynlig havde sat sig fast  i Befolkningens Hjerter og  forstaaet at meddele sin Interesse for Kvindesagen til andre. Anne Bruun, selv Vestjyde, talte for Vestkystens Natur, der drager de store Linier i Sindet. Sagfører Christensen bragte Byen en verificeret Hilsen. Der blev talt for Manden og for Kvinden i Almindelighed saa vel som for enkelte Mænd og Kvinder af  Fru Stampe Feddersen, Pastor   Konradsen, Fru Strandbygaard, Frk. Luplau, Sagfører Krarup m. fl. Overbanemester Trap mindedes den mageløse Gæstfrihed, han som ung Løjtnant i 1870  havde  mødt i Sejling Præstegaard hos Fru   Jutta Møller.  Borg­mester Ekeroth hentede sine Billeder fra Havet. Vi elsker, sagde han, det  vi. kalder „slet Hav”, den stille, solbeskinnede Havflade. Maaske er der nogen Magelighad med i Spillet, naar vi ogsaa hos Kvinden har sat det stille Væsen saa højt. Det stærke, bølgende Hav, som vi kalder „Havrending”, har noget meget styr­kende for den, der kan taale det. Vi Mænd maa vel have Ryg nok til at taale en Havrending hos Kvinderne, og saa kan vist ogsaa det virke   forfriskende og oplivende.

Der var Sange, muntre og alvorlige Vi gengiver nogle Strofer af en af de sidste:

 

Ej mænd vi er med den stolte flugt

ej heller den brede ryg;

men føler med hver en nerve,

hvor ukrudtet vokser styg.

Og majen er lys - det våres i Danmark.

Da pinseklokkerne lød ifjor.

stod Norges kvinde som fri;

de ringed’ den sorte skygge bort

af hedenskabs tyranni.

Men majen er lys - det våres i Danmark.

  

End Danmarks kvinde har ufri kår

trods al vor høje Kultur.

Vi vente om ikke det nye råd            

får sprængt den kinesiske mur.

Og majen er lys - det våres i Danmark.

 

Så pinseklokkerne næste år

kan ringe lydt over land:

Nu frihedssolen stod op ved gry

og lyser for kvinde som mand.

Og majen er lys - og vår er i Danmark.

M. B.

 

Der kom flere telegrafiske og skrift­lige Hilsener til Mødet, deriblandt fra et gammelt, trofast Medlem af Dansk Kvindesamfund H. A. Hansen, Hoven, og fra et nyt og ivrigt, Larsen-Ledet, f. T. Paris.

 

Beretninger fra Kredsene*)

Disse gengives i det væsentlige, som de bleve aflagte.

 

*) Aalborgkredsens Beretning er ikke endnu kommen Redaktionen i Hænde, men vil forhaabentlig findes i næste Nr. tillige­med Sorø- og Svendborgkredsen, der maatte udgaa af Mangel paa Plads.

 

Aarhuskredsen.

Vor Kreds har faaet en Del ny Medlemmer i det sidste Aar, men nogle andre er udmeldte eller bortrejste, saa Medlemstallet er ikke naaet højere end til 92. Et af vore Kreds­medlemmer, Charlotte Skive, er død i Aar. Hun var en i alle Maader tro­fast Medarbejder.

Den største Begivenhed i vor Kreds var naturligvis Delegeretmødet sidste Sommer, hvor vi havde den Glæde, at se en talrig Kreds af Delegerede fra hele Landet, og hvor vi havde nogle livlige Møder. Ellers har vi ar­bejdet paa sædvanlig Vis, har holdt en Del Møder, mest i Form af selskabelige Sammenkomster, hvor for­skellige har talt eller læst, og hvor der har været Lejlighed til Forhand­ling og Samtale. Af Talerne skal nævnes Frøken Henni Forchhammer, Pastor Jacob Knudsen og Fru Norrie. Efter sidstnævntes Foredrag kom en livlig Forhandling i Gang, blandt andet om Salget af de vestindiske Øer. Vort Fæstekontor gaar godt og giver os et Overskud hvert Aar, som vi kan bruge i forskellige Øjemed. Vi har hidtil støttet Læseforeningen, men den gaar godt frem, saa der er Ud­sigt til, at den snart kan staa paa egne Ben. Medlemstallet stiger, men vore Lokaler blev for smaa, og vi er derfor i Foraaret flyttede ind i ny større Lokaler, hvor vi har to Læseværelser, og to gode Selskabsværelser, som vi mene ogsaa kunne benyttes af Dansk Kvindesamfund til Sammenkomster.

Bestyrelsen har, siden „Kvindelig Læseforening” blev oprettet, bestaaet af 9 Medlemmer; disse er følgende:

Sagfører V. Christensen, Fruerne Fønss, Bondesen, Høgsberg, Kornerup, og Laursen samt Frøknerne Thilker, Bjerre og Alling. Fra næste aarlige Fællesmøde vil den Forandring ind­træde, at der kun bliver som før 7 Styrelsesmedlemmer for Dansk Kvinde­samfund, og der vil blive valgt 2 af Læseforeningens Medlemmer, der sam­men med 3 af D. K.’s Styrelse, vil danne Læseforeningens Styrelse.

 

Horsenskredsen.

Kredsen har 120 Medlemmer. Med­lemsbidraget er l Kr. og paa Grund af det lille Medlemsbidrag, har vi ikke mange Midler at virke med.

Siden Fællesmødet i Fjor er der holdt en del Foredrag, saaledes af Frk. Krog i December. Hun talte i Hor­sens By. Der var ikke mødt saa mange Tilhørere, som ønskeligt, da der samme Aften blev holdt et andet større Møde i Byen; dog havde Mødet sin Betydning, idet samtlige Byens Blade leverede et velvilligt udførligt Referat af det interessante Foredrag.

I Februar talte Frk. Karen Mor­tensen i 6 Kredse. I Aale, Hvirrinig, Vestbirk, Elbæk, Brund og Horsens By. Karen Mortensen talte om „De lavere stillede Samfundsklasser og deres Ungdom.” Til hendes Foredrag var der, et enkelt Sted undtaget, mødt mange, og alle Steder var man glad og interesseret ved de Tanker, som hun førte frem.

I Marts talte Fru Norrie i Horsens By om „Kvindebevægelsen”; der kunde ogsaa denne Gang være mødt flere Tilhørere til Foredraget; af andre Ting, som Kredsen arbejder med, er Aftenundervisningen for unge Piger i Horsens By. Arbejdet er ogsaa fort­sat i Vinter og som sædvanlig gaaet godt. Der var omtrent 50 Elever og undervistes de 5 første Vintermaaneder 2 Gange ugentlig fra 8-10 i Sundhedslære, Dansk, Literatur, Fy­sik, Sang og Haandarbejde gratis. Byen giver fri Lokale med Lys og Varme, og Amtet et større aarligt Tilskud. Der arbejdedes med megen Flid og Interesse. I enkelte af Kred­sene holdes der maanedlige Medlemsmøder, og der er gjort den Er­faring, at disse Møder styrker Sam­menholdet i Foreningen og trækker nye Medlemmer til.

Af Ting, som vi tænke paa at sætte i Gang i den kommende Vinter, er ogsaa en Aftenundervisning i Mad­lavning i Lighed med, hvad der alle­rede flere Vintre har været i Gang paa Sjælland.

Kirsten Laursen, p. T. Formand.

 

Københavnskredsen.

For denne Kreds’ Vedkommende har vort Blad saa flittigt meddelt, hvad der gik for sig, at det kun vilde være Gentagelse, at optage Be­retningen, som den paa Fællesmødet afgaves af Kredsens Formand, Frk. Anne Bruun. Vi skal her give en Oversigt over de Møder, der er holdt. Foruden et offentligt Møde følgende Klubmøder:

Valgretten, indledet af Fru Nørlund.

Husøkonomi, indledet af Fru Berg-Nielsen,

Sydafrikanske Forhold, Foredrag af Fru Norrie,

Kvindesagen, historisk, Foredrag af U. Birkedal.

Wergeland, Foredrag af Frk. Elna Jakobsen.

Forsømte Børn, indledet af Fru Nør­lund.

Andelsindkøb, indledet af Fru Berg-Nielsen.

Arbejderspørgsmaal, indledet af Frk. Karen Mortensen.

Prostitutionen af Frk. Anne Bruun.

Henry Georges Tanker af Hr. Gods­forvalter Berthelsen.

Oplæsning af Fru Fanny Tuxen.

 

Desuden har Københavnskredsen samarbejdet med Dansk Kvinderaad, Valgretsudvalget, Kvindernes Bygning og Folkeuniversitetet.

Fæstekontoret har arbejdet som sædvanligt. Det har faaet to Konkurrenter i de gratis arbejdende Institutioner: Kommunens Arbejdsanvisningskontor og Tjenestepigernes Kontor, som tilsyneladende kunde gøre det overflødigt; det menes dog, at der vilde opstaa et Savn, om Kontoret skulde lukkes; saa det vil indtil vi­dere, arbejde som før.

Fru Rovsings Mindelegat. (For­mand Frk. Alberti) har i det forløbne Aar understøttet Agnes Fink med 20 Kr. og Bogbinderlærlingen Johanne Müller med 10 Kr. maanedlig og Jo­hanne Lund med 5 Kr. maanedlig.

Fagskolen for Syersker gaar sin jævne, vanlige Gang. Den har i Aarets Løb været besøgt af 40 Elever, af hvilke 21 er afgaaede efter afslut­tet Kursus. Elevernes Flid og øvrige Forhold har været særdeles tilfreds­stillende.

 

Odderkredsen.

I Odder holder vi saa vidt muligt Kredsmøde en Gang maanedligt, hvor vi benytte Tiden til Oplæsning og Samtale. I Marts havde vi et offent­ligt Møde med Fru Charlotte Norrie og Højskoleforstander Helge Hostrup som Talere. Vi har ogsaa i Vinter haft Sammenkomster med unge Piger, hvor vi ved Oplæsning, Sang og Musik samt en Kop Kaffe har søgt at skaffe dem en fornøjelig Aften. Disse Sam­menkomster har været besøgt af om­trent 40 unge Piger, og de har været meget fornøjelige for os alle. For­eningen tæller 56 Medlemmer.

 

Odensekredsen.

Juni: Vor aarlige Generalforsamling.

Juli og August: Intet Møde.

September: Oplæsning af Frk. Sofie

Breum. Oktober: Foredrag af Frk. Gina Krog.

November: Oplæsning af Frk. Schmidt af Fru Ejlersgaards „Sofie”.

December: Forhandlingsmøde.

Januar: Foredrag af Frk. Eline Begtrup.

Februar: Intet Møde.  

Marts: Foredrag af Fru Norrie.

April: Oplæsning af Frk. Schmidt af „En Kvindes Skriftemaal”.

Maj: Forhandlingsmøde.

 

Aftenskolen begyndte 17. Oktober med 107 Elever og sluttede 10. Marts med 78; der blev undervist i Dansk med Literatur, Skrivning og Haandarbejde.

Kredsen tæller 43 Med­lemmer.  

                        

Ringkøbing-kredsen,

Denne Kreds har i Aar ligesom i Fjor ladet afholde et Kursus i Skrædersyning, som var meget vel besøgt. Lærerinden var Frk. Marie Steffensen, og der var 35 Elever, fordelte paa 5 Hold. Af disse var de 8 uformuende, ikke betalende, i det D. Kv. betalte, for 5 og Frk. Steffensen gav de 3 gratis Undervisning. Efter endt Kursus blev Elevernes Arbejder udstillede, og Styrelsen kunde kun glæde sig over det talrige Besøg, denne Udstilling fik.

Kredsen har dernæst i Aar begyndt en anden nyttig Virksomhed, idet et Udvalg af Medlemmerne med Fru Strandbygaard i Spidsen har holdt Aftenskole for unge Piger, mest i tjenende Stillinger. Undervisningsfagene har været: Dansk, Literaturhistorie, Sundhedslære og Gymnastik. Aften­skolen varede fra 1ste November til Paaske med en Aftens ugentlig Under­visning. Der har gennemsnitlig været 23-24 Elever. Byens Borgerskole gav velvillig gratis Lokale med Op­varmning og Belysning; de unge Piger ydede selv et lille maanedligt Vederlag à 25 Øre til Rengøring, og da der heraf blev et lille Overskud, foranstal­tede Udvalget til Slutning en lille for­nøjelig Aftensammenkomst for de unge Piger.                 

Af selskabelige Sammenkomster har vi haft 3: den 22de holdt Frk. Gina Krog et fængslende Foredrag om, hvorledes de norske Kvinder havde faaet kommunal Valgret; den 21de Februar holdt Hr. Nordbek et særdeles livligt og underholdende fysisk Fore­drag, og endelig den 21de Marts slog Fru Norrie, født Harbou, i et udmær­ket dygtigt Foredrag til Lyd for Kvindesagen og rev Forsamlingen med sig.

D. Kv. Ringk.-Kreds talte i Fjor ved det aarlige Medlemsmøde 144 Med­lemmer, I Øjeblikket er der 136.

 

Ry Kreds.*)

*) Brev fra Fru Hostrup.

Foreningen stiftedes i Efteraaret, takket være „Vort Flag ”s (Fru Jutta Møllers) Evne til at samle Folk om sig. Vi vare den Gang omtrent 14 Medlemmer og er nu 30.

En Gang om Maaneden har vi haft vore Sammenkomster, hvor vi har talt om, hvad der vedrørte vort For­eningsliv, derefter, Oplæsning.

Frk. Krog og Fru Norrie har ved deres Foredrag sat to Mærkedage i vort korte Levnedsløb.

Igennem Foreningen er sket flere Indsamlinger til gode Formaal.

Vort Levned er kort, og derfor er der saa lidt at berette, men jeg haaber, at vi saa længe vi er de yngste maa faa det mindste Barns Forret, og at Forsamlingen derfor vil sende os en venlig Tanke. Alle gode Ønsker om et rigt Møde sendes af Ry-Kredsens Formand.                

Astrid Hostrup.

 

Efter at Regnskabet var fremlagt og godkendt, bragte Eline Hansen en Indby­delse fra Norsk Kvindesagsforening i Kristiania til Møde 2 - 7. Juli. Vente­lig vilde der blive Nedsættelse i Rejseudgiften. Man opfordrede til at vælge to Medlemmer til at repræsentere Dsk. Kvsfd. ved Mødet. Anne Brunn og Sofie Rasmussen blev valgt.

Man gik derefter over til Valg af Fællesstyrelsen, der i Følge Lovene afgaar hvert Aar, men ogsaa i en lang Aarrække er bleven omvalgt omtrent uforandret. Fru Stampe Feddersen takkede Styrelsen for dens dygtige Arbejde. Var det dog ikke godt at faa nogle friske Kræfter ind? Frk. Hasselbalch foreslaar til næste Aar at indføre den Ændring, at Styrelsen vælges paa to Aar, og at saa vekselvis den ene Halvdel gaar ud. Fru.St. F.: Man kunde maaske ogsaa vælge en Repræsentant for hver Kreds ind. Andre mente, at Kredsene burde i hvert Fald have 50 Medlemmer for at blive repræsenteret. Vi vil tænke herpaa til næste Aar.

De gamle Styrelsesmedlemmer valg­tes i følgende Orden:

Fru Jutta Møller        41 Stemmer.

Pastor Konradsen      38     -

Frida Schmidt            38    -

Eline Hansen             36     -

Frk. Hasselbalch       35     -

Fru Bondegaard        34     -

Fru Laursen               24     -

Derefter fik Fru Strandbygaard 20, Fru Astrid Hostrup 11 og Frk. Kon­stance Schmidt 5.

Til Stedfortræder valgtes Fru Strand­bygaard med 35 Stemmer, Fru Rigmor Smidt med 27 og Fru Blicher Clausen med 24.

Til Tilsynsmænd Frk. Anna Hjort og Fru Louise Høgsbro med 33 Stemmer.

Rønne Kreds var den eneste, som ikke havde sendt sine Tillidsmænd. Derimod forelaa der fra den en Indby­delse til næste Aars Fællesmøde, som man tog imod med Glæde.

Til Eftermiddagen var fastsat en Vesterhavstur. Vejret var ikke længere „skidt” og i straalende Solskin rullede 10 Vogne, svingende fulde af glade Mennesker af Sted ud mod Søndervig. Paa Hotellet drak man Kaffe, og her taltes de sidste Afskeds- og Takkeord, hvorefter man. til Fods drog ud mod Havet. Som et broget Baand snoede Menneskerækken sig ud og ind mellem Klitterne, indtil man naaede den brede Havstok og delte sig i større og min­dre Klynger. Det blæste frisk, og var - ret symbolsk - ikke længere slet Hav. Sprøjte og skvulpe gjorde det, dog ikke kraftigt nok til at kaldes Hav­rending. Netop saaledes er det jo ogsaa for Tiden blandt Kvinderne. Gid den Havrending dog snart maatte komme, god og stærk, og gid den saa maatte virke ligesaa oplivende og forfriskende Landet over som Vesterhavets Bølger kan virke!

Man bød hinanden Farvel med Haandslag og „paa Gensyn til næste Aar!”

Mødet var vistnok i selskabelig Henseende alt, hvad et Møde kan være mellem Venner af en stor Sag, der er dem alle kær. Ogsaa som stedligt Agitationsmøde vil det ventelig gøre fuld Virkning. Kun i een Henseende var det ikke alt, hvad man kunde ønske. Der kunde være frem­draget Spørgsmaal, som i højere Grad satte Tanker i Bevægelse end det her skete. Der er Spørgsmaal nok inden­for eller i Berøring med Kvindesagen, som man ikke er mere enige om end til at fremkalde et frugtbart Ordskifte. Dette kunde maaske ogsaa opnaas, dersom Styrelsen i Tide vilde opfordre Medlemmerne til selv at indgive For­slag til Forhandlingsemner. Vi henstiller i det hele til Styrelsen, at den søger at gøre næste Møde til mere af et Forhandlingsmøde end Tilfældet var med denne Sammenkomst, der jo iøvrigt ganske sikkert vil staa for alle Deltagere som et ualmindeligt lyst og smukt Minde.

 

Da Vejen ved Aftenstid atter gik hjemad over Heden, var Skylaget borte. Aftensolen rødnede Lyngen og gav den Skin af at staa i Blomst. Solen gik ned, og Heden laa tilbage i Tusmørket begsort. Men nu oplystes den hist og her af stærkt flammende Baal, Tegn paa, at Lyngen skal vige for Plant­ninger af forskellig Art. De røde Blus kappedes med Klarheden i Nordvest og med Fuldmaanen, der gled frem mellem lette Skyer, om at give Aftenen et eventyrlig skønt Præg, vidt forskel­ligt fra det Graat i Graat, der rugede over Egnen ved Ankomsten.