« Tilbage til søgeresultaterne

Kvindernes politiske Stemmeret i den svenske Rigsdag

« Se emneord

Der er i Vinter i den svenske Rigsdag faldet Ord, som har vakt glade Forventninger hos Kvindesagens Venner. Efter at den bekendte frisindede Rigsdagsmand F. T. Borg i 1884 havde ført Sagen frem, hvilede denne, som „Dagny” bemærker, maaske i de fleste Rigsdagsmænds Tanker for stedse. I 1899 indsendte Frederika-Bremer-Førbundet en Henstilling til Regeringen i Sagen, men hertil toges der intet Hensyn, da Regeringen i Vinter indbragte Forslag om udvidet - ikke almindelig - Stem­meret for Mænd. Maaske dog noget; thi Forslaget indeholdt den mærkelige Sætning, at Mænd, der var eller havde været gifte, skulde stemme dobbelt! Forbundet indbragte da gennem Hr. Carl Lindhagen i 2. Kammer det For­slag, at man skulde opfordre Rege­ringen til en særlig Stemmeretsreform til Fordel for Kvinderne. Den faldt, men fik dog 64 Stemmer for sig, 111 imod.

Og under Forhandlingerne, i begge Kamre om den mandlige Stemmeretsreform blev ogsaa Kvindens Stemmeret behandlet med en Alvor og Interesse, der lover godt for Fremtiden. Man undgik ganske vist ikke de evige Ind­vendinger, at Kvinden er for god til at drages ind i politiske Intriger, og at Følgen kun vilde blive, at Manden maatte sidde hjemme og røre Vuggen; men disse slidte Fraser blev tilbagevist med skyldig Foragt, og mer end en anset Rigsdagsmand førte Kvindernes Sag med Overbevisning og Varme.

Mest Opsigt vakte dog Statsminister v. Otters Udtalelser. Regeringsforslaget blev som bekendt forkastet, i det man forlangte, at Reformen skulde grund­lægges, ikke som dette Forslag gjorde, paa kommunal men paa den alminde­lige Stemmerets Principer. Blev dette Tilfældet, ytrede Ministeren, og vilde man altsaa give enhver ikke diskvali­ficeret Mand Stemmeret, da kunde han kun anse det for uretfærdigt, om man ikke tog Kvinderne med. En ren og klar Udtalelse, der saa simpel og indlysende den er, dog virker overraskende fra „højere Steder”.

Opmuntrende har den ogsaa virket paa vore svenske Søstre. Paa et Møde holdt af „Forbundet” dannedes der et Udvalg til at virke for Stemmeret for Kvinder paa samme Betingelser som for Mænd, i hvilket hvilket bl. a. indvalgtes „Dagny ”s Redaktør Lotten Dahlgren og Hulda Lundin. Senere er der i „Folkets Hus” holdt 2 store Møder, som ligeledes har kaldt en Stemmeretsforening til Live; fornuftigvis arbejdes der nu paa en Sammen­slutning af de to Organisationer. Ven­telig vil der snart igen blive forelagt Forslag om en mandlig Stemmeretsreform, og Kvindernes Krav maa da ogsaa komme frem. Umuligt er det da maaske ikke, at Sverig vil blive den første evropæiske Stat, der tager dette afgørende Skridt henimod „lige Ret for Mand og Kvinde”.

« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner