« Tilbage til søgeresultaterne
„Vi som Kvinder”
Naar Pastor Vilh. Beck paastaar, at der er et Helvede, medens Pastor Jensen, Harboøre fastholder, at Helvede ikke eksisterer, da forbliver den endelig Sandhed om Helvedes Bestaaen eller Ikkebestaaen ganske upaavirket af de Herres Paastaaelighed.
Ganske paa samme Maade gaar det med Sandheden om Kvindens Væsen, naar Fru Aggersborg bestemt hævder, at vi som Kvinder i særlig Grad er Repræsentanter for „det etiske, det gode og sædelige”, medens andre tillader sig at tro, at det almenmenneskelige er fremherskende hos Kvinden, saavel som hos Manden, og atter andre igen gaar svanger med hemmelighedsfulde Anelser om noget ganske særdeles, noch-nie-da-gewesenes, som ved Kvindernes Frigørelse skal fremkomme og opstaa til Menneskeslægtens Frelse -: Enten vi tror saa eller saa, gaar Udviklingen sin rolige Gang og bringer til Slut Sandheden for Dagen!
Er det da ikke ufornuftigt af os, der alle vil have Rettigheder og alle mener, at vi fortjener den, at strides om denne Sag?
Hermed kunde jeg have sluttet, dersom ikke den Idé, for hvilken Fru Aggersborg er Repræsentant, forekom mig farlig for selve Kvindesagen i dens Kamp mod Aarhundreders Fordomme, Aarhundreders Tyranni.
Fru A. skriver: „Dersom Manden ikke besad Evner fremfor os, da kendte vi hverken Damp eller Elektricitet, hverken Stjærnernes Baner eller overhovedet Naturlovene”. - Dette er paa den uforstandigste Maade at lægge en Slumrepude under den Kvindens aandelige Dovenskab, som er erhvervet under de langvarige Trællekaar, og hvilken som en indre Fjende er og bliver langt farligere for os end de just ikke ubetydelige ydre Magter, vi har at overvinde, førend vi naar frem til Menneskerettighederne.
Dersom vi vil fastslaa Mandens overlegne Dygtighed som en urokkelig Kendsgerning og dog kræve fuld Ligeret paa alle Punkter - kun i Kraft af vor etiske Overlegenhed - da vil vi visselig aldrig naa frem; thi Manden er desværre saa „usædelig”, at han ingen Respekt har for al vor Sædelighed, førend han ser os træde frem som hans Jærnbyrdige paa hans egne Omraader.
Paa den Kvinde, der har gaaet i Fællesskole og aldrig følt mindste Vanskelighed ved at optage Kappestriden med Drengene, gør Fru Aggersborgs Beundring for den mandlige Overlegenhed kun ringe Indtryk. Kvinder som Sonja Kovalewski og Clemence Royer (den sidste nylig omtalt i Kv. og Smf.) beviser tilstrækkelig, at kvindelig Begavelse kan bryde sig Vej trods alle Skranker og naa frem til at sætte et stolt Mindesmærke for kvindelig Intelligens.
Naar Fru A. paastaar, at Kvindens sædelige Overlegenhed kan bevises statistik ved Forbryderantallet, da belyser denne Paastand kun Uægtheden af Paastanden om Mandens Overlegenhed i Intelligens: Kvinden har været bastet og bunden, saa at hverken hendes gode eller daarlige Anlæg har kunnet udfolde sig; paa alle Omraader er hendes Energi bleven lammet af den stadige Løben Panden imod Murene.
Fru Aggersborg lever i det lykkelige Haab, at det rette Syn paa Kønnene vil komme, „naar Videnskaben anviser en selvstændig Kvindelighed sin Plads i Tilværelsen ved Siden af Mandligheden”. En saadan Tro paa Videnskabens Almagt findes næppe iblandt dens mest lidenskabelige Dyrkere!! - Overfor en historisk Udvikling - og under en saadan befinder Kvindesjælen sig nu - bliver Videnskabens Opgave kun den rent refererende, at konstatere og dokumentere de forskellige Facer, eftersom de viser sig.
Lad os derfor roligt give os Udviklingen i Vold; og lad os ophøre med at opstille vore Anskuelser om „det evig kvindelige” som faste Dogmer. Ungdommen holder ikke af Dogmer nu for Tiden; og Ungdommen maa vi have med, ellers er det snart ude med os.
