« Tilbage til søgeresultaterne

Nordisk Kvindesagsmøde i Kristiania

« Se emneord

Kristiania  d. 5. Juli 1902.

Nordisk Kvindesagsmøde i Kristiania.

(Korrespondance til „Kvinden og Samfundet”.)

Torsdag d. 3. Juli K1. 10 ½ aabnedes Mødet højtideligt i Universi­tetets Festsal, der baade den og alle følgende Dage er stillet til Raadighed for Nordens Kvinder, - et Tidens Tegn, der vel er værd at lægge Mærke til. Selv Bureauet har Plads i „disse hellige Haller.”

Mødet (der tæller circa 400 Del­tagere) aabnedes og indlededes af Fru Marie Qvam, Statsminister Qvams Hustru, der siden 1898 er Formand for „Norsk Kvindeforening”, og en værdigere Præsidentinde kunde næppe findes.         

Efter et varmt Velkommen udtalte Frue Qvam, at det ikke kunde være andet, end at det maatte være mange­artede Følelser, som i denne Stund rørte sig i norske Kvinders Sind. Man saa tilbage paa saa mange Kampe, saa mange Mistydninger og Sorger, men ogsaa paa Sejre og Glæder. Og en Sejr og Glæde var det, „ at vi, der for knapt to De­cennier siden begyndte saa smaat, under Spot og Latter fra de mange, nu kan byde vore Gæster fra hele Norden Velkommen i selve Alma Maters Hal!”- - -  For en over­fladisk Betragtning kunde det da synes, som vi staar Maalet nær, men meget tungt ligger endnu at løfte, - før den statsborgerlige Stemmeret er naaet, kan vi ikke føle os helt ud som fribaarne Borgere i vort Land”. En Række Reformer var naaet, fortsatte Taleren, men den Fremsynte kunde dog under Humanitetens Kaabe skimte „Bøjgen”, den altid tilbagevendende Reaktion. Derfor Sammenslutning, Vagttjeneste!

En derefter afsungen Kantate „Nytaarsgry” af Gina Krog og Agathe Backer Grøndahl (Nylænde Jan. 1901) bidrog baade ved Tekst og Toner til yderligere at forhøje Stemningen hos den festligklædte Forsamling, og Frk. Gina Krog, der er saa vel kendt i Danmark, talte neppe for døve Øren, naar hun i sit paa­følgende Foredrag i veltalende Ord skildrede Nødvendigheden af, at Norge i Lighed med saa mange andre Lande i den civiliserede Verden, nu ogsaa dannede sit nationale Kvinderaad, der, som Led i det store internationationale Kvinderaad dels kunde bringe den norske Kvindebevægelse Impulser udefra, dels ogsaa gennem sine delegerede paa de store inter­nationale Møder kunde skaffe Ørenlyd for egne Ideer. Taleren imødegik den altid paa ny opdukkende Paastand  om, at Deltagelse i det offentlige Sam­fundsarbejde ikke var naturligt for Kvinden, og da navnlig ikke for den gifte. Tvertimod! Hjem og Samfund er paa det nøjeste sammenknyttede, og er der skillende Mure, saa maa og skal de falde! Kvinden maa og skal stedse mere komme til at føle sig medskyldig, meddelagtig og medansvarlig i alle Samfundsanliggender, og disse kan desuden ikke rettelig løses uden hendes Medvirkning. Denne Følelse er vaagen hos mang­foldige hele Verden over; den er det, der ved et Møde i Washington 1888 har ledet til Grundlæggelsen af det „Internationale Kvinderaad”, videre udviklet ved Kongressen under Ver­densudstillingen i Chikago 1893 og i London 1899 - dette Raad, hvis de­legerede i disse Dage under Ledelse af dets Præsident, Mrs. Sewall, har sat hverandre Stevne i København. Det gælder om Kvindernes Sammen­slutning og Samarbejde paa Fri­hedens Grund til Fordel for Slægten, men ikke om en Udviskning af na­tionale Ejendommeligheder: gennem det universelle uddybes det nationale, og omvendt bærer hvert Fremskridt i eget Land Frugt for andre Lande.

Resten af Formiddagen helligedes de nationale Raad, og Beretning afgaves baade fra Sverige og Danmark. „Vort Land” anses paa dette Om­raade af alle heroppe for aldeles for­trinlig repræsenteret af Frøken Eline Hansen, der baade livligt og med stor Klarhed aflagde Beretning om den Virksomhed, som udgik fra „Dansk Kvinderaad”, af hvilket Frk. Kirstine Frederiksen maatte betragtes som Grundlægger*). men som nu ledes af Frk. Henni Forchhammer som Præsident og Fru Charl. Norrie som Sekretær. En stor Del af denne Virksomhed er allerede Bladets Læ­sere bekendt, og af Hensyn til Tid og Plads skal jeg derfor ikke i Dag dvæle herved; men om ønskes senere levere et udførligt Referat af det udmærkede og interessante Foredrag.

Sveriges Præsident var forhindret i personligt at komme til Stede og maatte lade sin Beretning oplæse af en anden. Her et Uddrag:

„Svensk Nationalraad”  stiftedes  i 1896  og  sluttede sig i 1898 til det internationale Kvinderaad,   der nu i alt tæller 16 Nationalforbund.

Sverigs eget Kvinderaad omfatter 16 Foreninger med 12000 Medlemmer.  Virksomheden er dels   af ydre dels af indre Art og tager stærkt til for hvert Aar. Ved den Kongres, der afholdtes 1899 i  London, var Sverige godt og alsidigt repræsenteret; saaledes at der i de fleste af Kongressens  forskellige  Sektioner  kunde være svenske Foredragsholdere. Det samme var Tilfældet under den inter­nationale Kvindekongres i Paris 1900 under Verdensudstillingen: som et Vidnesbyrd om,   hvad det svenske Kvinderaad havde virket til Styrkelse af Solidaritetsfølelsen mellem de for­skellige Nationers Kvinder, noget man i høj Grad tilstræber, nævnedes Udsen­delsen  af svenske Kvinder til  Krigs­skuepladsen i Grækenland, ligesom at Raadet ved en af det foranstaltet Ind­samling havde den Glæde at kunne oversende 2321 Kr. I 1897 afholdtes en „nordisk” Kvindekongres  i Stock­holm med 233 svenske, 11 norske, 5 danske og  23 finske Delegerede. Af Forbundets indre Virkefelter nævnedes Omsorgen for saavel de studerende som de arbejdende Kvinders Interesser; saaledes havde det taget Initiativet til Ansættelse af  kvindelige Fabriksin­spektører.                             

Her arbejdes strengt: Møder For­middag og Eftermiddag for fuldt Audi­torium, og 3 Foredrag

(ofte m. Diskussion) hver Gang. Interessen er stor og Deltagelse ude fra mangler ikke. Jævnlig oplæses Telegrammer baade fra Ind- og Udland, deriblandt allerede første Dag fra Statsminister Qvam i Stockholm. I det Hele er de højeste Samfundskredse rigt repræsenterede, og man føler overalt her Forstaaelsen af, at „Kvindesag er Samfundssag”. Hele Pressen er stærkt interesseret og alle Hovedstadsblade bringer udførlige Referater. Om det saa er Sporvejsselskaberne viser de Sagen den Op­mærksomhed at udlevere gratis Tegn til Deltagerne. Paa Mandag gives en Fest for alle Deltagere paa Holmenkollen, og første Mødedag var alle Delegerede af Stemmeretsforeningen indbudte til The i St. Hans Haugen, hvor Aftenen sluttede med en yderst morsom Præsentation af de forskellige Landes Repræsentanter, ledsaget af de respektive Nationalsange. Søndag Form. er der Modtagelse hos Statsminister Blehrs Frue, og fra General­konsul og Fru Buttenschøn foreligger Indbydelse til Aftenselskab med musi­kalske Præstationer paa deres Villa udenfor Byen. - Man ser altsaa, at Norge ypperlig forstaar at forene Alvor og Gammen, og at det her ikke skorter paa Gæstfrihed lige over for de nor­diske Kvinder.

Eftermiddagsmødet i Torsdags be­gyndte med et interessant og vel holdt Foredrag om „Kvindelige Læger” af Dr., Frk. Ellen Sandelin fra Stock­holm.                                      

Doktoren fremhævede, at skønt Læge­virksomheden allerede i gamle Dage hovedsagelig havde ligget i Kvindehaand, havde Kvinden dog i vore Dage maattet føre en haard Kamp for at anerkendes berettiget til at virke paa dette Felt, hvor hun i Følge sin Natur og sit hele Væsen absolut hørte hjemme. Det vilde blive altfor vidtløftigt her at gøre Rede for, hvor­ledes Kvinden Skridt for Skridt havde kæmpet sig frem til sin oprindelige Ret; ja, denne var jo ikke engang naaet endnu, eftersom hun langtfra i alle Lande anerkendtes som berettiget til at indtage offentlige Stillinger sideordnet med Mændene. Dog, ogsaa dette begynder saa smaat: I Amerika er der saaledes to kv. Universitetslærere, og flere andre offentlige Stillinger er aabnet for de kv. Læger; saaledes skal der være en kv. Læge ved enhver Sindssygeanstalt, ligesom Kvinder ogsaa anvendes som Sundhedsinspektør. Mens Porten endnu er stængt i Eng­land, er der i Paris en kvindelig Lærer i Fysiologi og i Rom en kv. Prosektor.

I Bosnien og Herzegowina ansættes kv. Distriktslæger og i Rusland eksiste­rer en Forordning, hvorefter Kvinder kan ansættes som Læger med samme Rettigheder som Mænd, ligesaa i Bulgarien. I Norden er man ikke naaet saa vidt. De kvindelige Lægers An­dragende paa dette Punkt lader til at være havnet i Regeringens Papirkurv, skønt man mundtlig har erklæret, at det kun befandtes retfærdigt.

Men det er nødvendigt, at Kvin­den bliver sideordnet med Manden, fordi hun udadtil kun gennem denne Anerkendelse faar den rette Autoritet som Læge.

Taleren gik derefter over til Omtalen af de Opgaver, en kv. Læge har blandt sit eget Køn; baade som tilsynshavende Skolelæger og som Lærere i Anatomi, Fysiologi og Hygieine er de uundværlige, thi kun en Kvinde kan paa rette Maade lære en Kvinde det, hun bør vide paa dette Felt. Den mere indgaaende Undervisning om d. m. Legeme bør dog først finde Sted i det sidste Skoleaar; men Skolen skal ikke være ene om Arbejdet; Mødrene maa tage deres Del, thi det nuværende Tavshedssystem er uforsvarligt, og det be­vares kun af falsk Blyhed eller af Uvidenhed.

Taleren dvælede sluttelig ved, at det Sædelighedsbegreb man indplan­tede de unge ikke maatte være hentet fra Læren om Dobbeltmoralen, men være grundet paa den Sandhed, at Moralen er den samme for Mand som for Kvinde, hvad jo saa mange endnu ikke vil anerkende,  men hvad dog nu og da offentlig og med stor Virkning doceres af mandlige Læger. Saaledes fremhævede Tal.,  hvorledes der efter et Foredrag af Prof. Hein i Zurich stiftedes en Forening af unge Mænd, som forpligtede sig til at føre deres Liv i Kyskhed, og  en lignende er senere bleven stiftet i Berlin. Videnskaben lærer, at enhver uden Skade  kan  leve  et rent Liv;  men  i den Grad har en slap Moral fordærvet Sindene, at man i Tyskland har set sig i den Nødvendighed at maatte rette indtrængende Opraab til Studen­terne med Advarsel om veneriske Sygdomme, der ikke alene forgifter Legemet, men ogsaa Sind og Hjertelag. Taleren kunde ikke noksom paalægge Kvinderne at tage sig af denne Sag - meget beror paa Hjemmet og Op­fattelsen der. - Stærk og langvarigt Bifald.

Næste Taler var Frk. Dorthea Schioldager, der med stor Varme fremstillede Nødvendigheden af et kvindeligt Politi.

I 1898 indgav „Norsk Kvindefor­ening” et Andragende om Ansættelsen af kvindelige Sluttere; det bevilgedes og i et Par Aar har nu kvindelige Sluttere med stort Held arbejdet Nat og Dag med de anholdte drukne Kvin­der, og ofte har det lykkedes dem, hvad aldrig er naaet af mandlige Sluttere, at finde Mennesket i disse dybt sunkne Væsener, dette, som de i deres fornedrede Tilstand neppe selv vidste af. - De Overordnede er da ogsaa vel fornøjede med de kvinde­lige Sluttere, og det var Talerens Haab, at man snart vilde indvillige i at ansætte flere til Hjælp; thi at de førstomtalte allerede var ret udslidte, viste ikke, at de ikke duer, men kun hvor haard en Tørn de har taget.

Men ogsaa til anden Politjeneste maatte Kvinden benyttes. Det kvinde­lige Blik, Hjertelag og Takt, kunde udrette ikke lidt, hvor det gælder Undersøgelsen af tarvelige Logihuse, Varieteer, Beværtninger, Legepladser, Gadehjørner, Kælderpladser og Portrum. Og Indvendingen om, at sligt var for haardt eller ikke passende Arbejde for en Kvinde, slog Frk. S. til Jorden med det Ord: „Naar Valget staar imellem en Ungdom, der gaar til Grunde og mellem det, at skaane en voksen Kvinde for et strengt Ar­bejde og uhøvisk Tale, saa siger vi: Tag Kvinden.” Desuden kunde de jo gaa to og to, som Tilfældet er med det ridende Politi.

Fru Randi Blehr opfordrede Kvinderne i alle Lande til at optage Arbejdet for denne Sag, hvortil samt­lige Deltagere sluttede sig ved at rejse sig.

*) En  væsentlig Del af Æren  for „Dansk Kvinderaad”s Stiftelse maa dog tilskrives Fru Norrie og Frk. Falbe-Hansen.

Red.

 

Kristiania, 7-7-02.

Mit Brev af 5te naaede ikke at nævne det Foredrag, hvormed Professorinde Schiøtt glædede Forsam­lingen og afsluttede Foredragsmøderne; Det omhandlede den Kiellandske Slægt og da særlig Alexander K.s Forfattervirksomhed, til Dels med Henblik paa Kvinderne; men det ønskedes ikke refereret.                         

Fredag Form. gjorde Frk. Lotten Dahlgren fra Stockholm i et sær­deles tiltalende Foredrag Rede for Kvindebevægelsen i Sverig. Hertil sluttede sig endnu to særskilte Talere og efterfølgende er et Resumé af alle tre Foredrag.

Det maalbevidste Arbejde kan henføres, til 70-80erne. Principielt har alm. kommunal Stemmeret, ogsaa for Kvinder, været indført siden 1862 ved en kongelig Forordning, Men den samtidig, indførte Stemmeretsskala virkede lammende paa denne tilsyne­ladende saa liberale Bestemmelse - hvad man havde givet med den ene Haand, toges med den anden.

Saa kom endelig den Tid, da Landet gennemstrømmedes af en frisk, reform­venlig Vind;   Myndighederne grebes af en fælles Impuls og aabnede paa vid Væg de hidtil for Kvinder stængte Universiteter og andre højere Lære­anstalter, kommunale Tillidsposter osv. Men for at dette skete, kunde man for en stor Del takke Frederika Bremer-Forbundet. Det har har bestaaet 17 Aar og tæller mellem sine 1000 Medlemmer ikke faa Mænd, skønt det naturligvis i Bund og Grund er  en Kvindeforening, organiseret og ledet af Kvinder. En Dans paa Roser har Arbejdet ikke været, og en Del Aar har været lidet gunstige for Re­former. Af nogle betragtes nemlig Kvindebevægelsen som Radikalisme, mens der rigtignok ogsaa er de utaalmodige Sjæle, der holder den for den mest trangbrystede  Konservatisme.  I det allersidste Aar har imidlertid Rigs­dagen stillet sig velvillig   ligeoverfor dens forskellige forslag, saaledes at Aaret endog spøgefuldt er blevet kaldt „Fruentimmerrigsdagen”. Om Kvin­ders politiske Stemmeret har et Forslag været fremme i 2det Kammer. Som nogle af de Sager „Frederika Bremer-Forbundet” har fremmet, næv­nes    Telegrafistindernes  Avancement, Ansættelse af Fabriksinspektricer, gift Kvindes Valg til Fattigstyre, Forhøjelse af Statsbidrag til den højere Pigeskole, Sædelighedssagen o. m. a.

Til Forbundet slutter sig et Sti­pendiefond, stort 250,000 Kr.; hidtil har man kunnet uddele 32,000 Kr. i Stipendier.

I Udtryk, der udmærkede sig baade ved Klarhed og Humor, holdt derpaa vor danske Eline Hansen et med stor Interesse paahørt Foredrag om den danske Fabrikslov af 1901 og dens Beskyttelse for Kvinder og Børn. Lovens Forhistorie meddeltes, ligesom Behandlingen af de samme Forhold i Udlandet, særlig Portugal, England, Østerrig. Men alt dette er til Dels kendt af Bladets Læsere og skal ikke her refereres. Foredraget vakte overordentligt Bifald og gav Anledning til en livlig Diskussion om norsk Forhold.

Under stærk Haandklap besteg Fru Ragna Nielsen Fredag Eftermiddag Talerstolen for at holde sit Foredrag om Kvindernes Indflydelse, lige udmærket ved Form og Indhold.

Manden havde i Stat og Kommune udført det grundlæggende Arbejde, ganske som det for det private Hjems Vedkommende er ham, der bygger Huset. Men ligesom det i egentlig Forstand ikke bliver et Hjem, før Kvin­den kommer til, og i Kraft af sin Ejendommelighed fylder Ud hvad der  savnes, saaledes kan ikke Manden alene løse de store sociale Opgaver - Kvinden maa med, og hun forlanger at være med og at paatage sig de Pligter, der nu kræves af hende ogsaa uden for det private Hjems Mure. Men for i dette udadvendte Arbejde at blive i Stand til fuldt ud at være paa Højde med Manden, mente Fru N., at det ikke gik an at bebyrde Pigebørnene med Undervisning i Hus­gerning, hvilket Fag hun derfor ikke ønskede knyttet til Skolen. Kvinden maatte i aandelig Henseende altid staa  fuldt rustet, hvis hun ikke skulde synke tilbage i sin tidligere underordnede Stilling i Samfundet - til ikke mindre Skade for dette end for hende selv. Fortsatte man som nu begyndt med at Kvinden frit kunde udvikle sine Evner paa alle Aandsomraader, saa var det kun et Tidsspørgsmaal, naar hun vilde komme til at øve en tilsvarende Ind­flydelse, f. Eks. ved den statsborgerlige Stemmeret.

Ogsaa Fru N. pegede paa de mang­foldige sociale Opgaver, som vi alle er enige om at anbefale, dels til speciel kvindelig Røgt, dels som Arbejde, der bør udføres af Mand og Kvinde i Forening.

Om danske Kvinders sociale Arbejde talte derefter Frk. Anne Bruun, der af alle heroppe regnes for en ualmindelig Kraft, og som hver Gang hun taler modtages med stærkt Bifald, idet man i lige Grad har Øje for vor Landsmandsindes Hjertevarme, Dygtighed og praktiske Sans.

Samfundet har hverken Raad eller Ret til at holde Kvinderne udenfor sit Arbejde. Nogle erkender dette, men mange, baade Mænd og Kvinder, er endnu saa bange for, at den ægte Kvindelighed og Moderfølelse vilde gaa til Grunde, om hun kom helt med - derfor holdes Døren endnu kun paa Klem. Men dette er kun en Miskendelse af hendes Natur og bunder i, at man slet ikke ved, hvor dybt baade Kvinde­ligheden og Moderfølelsen begrundes - i hendes inderste Væsen; som

Forholdene tidligere og tildels endnu er, er der simpelthen sløset med disse dyrebare Evner, og langt rigere og skønnere vil de udvikle sig, naar der bydes dem Opgaver, der stemmer over­ens med deres Natur.

Der paahviler os et vældigt Arbejde i de unge Pigers Opdragelse, i at bi­bringe Mødrene Kundskaber, i Arbejdet for Sædelighed og for sociale Reformer. Skal Samfundet reddes, er det ikke nok, at Kvinderne er optagne af Hjem­mets Opgaver, de maa ud i selve Samfundsarbejdet og vil da erfare, hvor Kræfterne vokser. I Erkendelse heraf er det, at danske Kvindesagsvenner i Øjeblikket lægger al sin Kraft ind i Arbejdet for Opnaaelsen af baade kommunal og politisk Stemmeret.

Frk. Bruun var ikke enig med Fru Ragna N. om Udelukkelse af Husgerning fra Skolerne. Tværtimod, men heller ikke Drenge og unge Mennesker maatte nøjes med alene at uddannes intellektuelt, kan man oplære baade Drenge og Piger til selvhjulpne Mennesker, er meget vundet. Lad os derfor faa lidt færre Timer til Skønskriv­ning og lidt flere anvendt med det andet for Øje!

Visselig vil Taleren ikke være med til at formindske den aandelige Ud­dannelse, men - „nu Fru Ragna Niel­sen - den bedste danske Stil, jeg som Lærerinde har modtaget, den er skrevet af en Pige, som nu i mange Aar har tilhørt Prostitutionen!” - -

Den Dag, den danske Rigsdag skal diskutere om den offentlige Prostitution - og den staar for Døren – den Dag mangler den danske Rigsdag mig, det vil sige en Kvinde!” (Stormende Bifald).

Af de Sager, danske Kvinder har sat i Gang. nævnedes derpaa Fortsættelsesskoler for konfirmeret Ungdom, Indvælgelse af en Kvinde i Skolekom­missionen og en anden i Skoleinspektoratet; Husmødreforeningen, der aarlig sender 20 Piger i 14 Aars Alderen ud i virkelig Lære hos virkelige Husmødre; Stiftelsen af Husholdningsskoler, af Hjem for hjemløse Kvinder; Tilsyn med Plejemødre; Oprettelse af et viden­skabeligt Kursus for Husholdningslærer­inder a. a. m.

Fru Maria Furuhjelm, Helsing­fors, talte dernæst om Kvindernes Op­dragelse til Optagelsen af sine Sam­fundspligter, og fremholdt stærkt Nød­vendigheden af, at denne Opdragelse maatte have en kristelig Grundvold at hvile paa.

Lørdagen bragte interessante Fore­drag om „huslig Uddannelse,” „Anvendt Fysiologi,” „Hjemmets Vel” - alle af Almeninteresse - og desuden andre, der specielt behandlede Skole- og Lærerforhold. Ogsaa om Foredragene i Dag er en Del at berette; men om alt dette maa Meddelelse vente til Bladets næste Nummer.

Søndagen var for saa vidt Hviledag, som den kun bød paa Fest og Fornøje­lighed. Hos Statsminister Blehrs var der officiel Formiddagsmodtagelse i Ministerboligens store og festligt smyk­kede Lokaler. Fru Blehr, der har været en ivrig Deltager i alle Forsam­lingens Møder, viste sig her som gan­ske udmærket Værtinde, der desuden i lige høj Grad havde været betænkt paa at imødekomme sine talrige Gæs­ters materielle og intellektuelle Fornø­denheder; saaledes var der Musikfore­drag og Deklamation af kendte kunst­neriske Kræfter. Baade Minister- og Stortings-Præsidenten var til Stede, og denne sidste udtalte saavel sit eget som Odelstingspræsidentens (telegrafisk tilsendte) Ønske, om Held og Frem­gang for Kvindesagen.” Et Telegram fra Forsamlingen afsendtes til Etatsraad Løvland, der i samme Øjeblik (Kl. 3.) højtideligt aabnede den Tunnel, der fremtidigt vil forbinde Norges Øst-og Vestland.

I Aftes gav Generalkonsul Butenschøn og Frue en straalende Fest paa Skøjen for henved hundrede indbundne. Man glædede sig i lige Maal over Vært og Værtindes indtagende Forekommenhed, det skønne Marmor­hus med den rige og kunstneriske Udstyrelse og den herlige gamle Park, der stod i Sommerens fulde Pragt. Ogsaa der paa Skøjen samledes man en Stund til musikalsk Underholdning - Fru Backer-Grøndahl og Fru Dahl.