« Tilbage til søgeresultaterne
Der var engang
Der var engang
en Generaldirektør, som ikke kunde sove.
Det var ham selv en Gaade, for der var ikke noget i Vejen med hans Seng og heller ikke med hans Mave eller med hans Samvittighed. Men saa snart han havde lagt sig, var hele hans Kammer fuldt af smaa, tynde Børn med graa Ansigter og sultne Øjne. Det nyttede ikke, han slukkede Lyset og vendte Hovedet om mod Væggen. De puslede om ham og pinte ham, satte sig paa hans gode Seng og paa hans gode Mave og paa hans gode Samvittighed.
Tilsidst kunde han ikke længer holde det ud, og da han var en from Mand, gik han lige op til Vorherre for at klage sin Nød. Og som han stod foran ham med sin trekantede Hat i Haanden og fortalte, nikkede Vorherre deltagende til ham.
„Jeg kender godt dit Tilfælde”, sagde han. „Der er mange fornemme Folk, som lider af det nu om Dage. I Gaar stod her en og fortalte, at hver Gang han sad ved sit Middagsbord og tog Laaget af Fadet, laa der en gammel sulten Kone i det. Og næppe var han ude af Døren, før der kom en anden, som jamrede, fordi der sprællede en fordrukken Sjover i hans Glas Bourgogne, saa saare han løftede det mod sin Mund”.
„Hos mig er det nu Børn,” sagde Generaldirektøren sørgmodig. „Ækle tynde Børn med graa Ansigter og sultne Øjne.”
„ Og du vilde kunne sove, om de havde røde Kinder og var tykke,” sagde Vorherre.
„Ih ja, det kunde jeg rigtignok,” svarede Generaldirektøren.
„Hvad er dit Embede?”
„Jeg er Generaldirektør for alle Jernbanerne.”
Da lyste Vorherres Ansigt i Sol, saa den fattigste Rude i Verden blinkede.
„Saa kan jeg hjælpe dig,” sagde han. „Sæt alle de tynde Børn med de graa Ansigter paa dine Jernbaner og kør dem ud i mit grønne Land, hvor der er Sol og Mælk og godt at være. Jeg lover dig, at du skal faa dem tykke hjem og med røde Kinder.”
Vorherre vendte sig til den næste.
Men Generaldirektøren mistede Maal og Mæle, saa nemt det var. Saa for han ned til Jorden, hurtigere end noget af hans Lokomotiver kunde trække ham, og tabte sin trekantede Hat paa Vejen.
Carl Ewald i „Politiken”.
