« Tilbage til søgeresultaterne
Sandhedens Ret
Sandhedens Ret.*)
II.
Dersom Hovedspørgsmaalet var det, om den ugifte Moder i ethvert Tilfælde kan og bør tvinges til at vedgaa, hvem der er Fader til hendes Barn, da var der ikke meget at forhandle om; thi det maa indrømmes, at Tvang her vanskelig lader sig gennemføre. En Kvinde kan jo altid bide sin Tunge af, før hun aabenbarer, hvad hun ikke vil ud med. Men Tyngdepunktet ligger i denne Sag formentlig paa et andet Sted. I Følge det Forslag, Castberg for nogle Aar siden indbragte i det norske Storting, og det, Emil Jürgensen i 1885 fremsatte her paa Dansk Kvindesamfunds Vegne, skal Retten til Faderens Navn følges af Arveret. Det, disse Forslag tager Sigte paa, er særlig Faderens Forhold til Barnet; det, de vil hævde er, at dette Forhold ikke passende kan være afsluttet med et større eller mindre Pengebidrag under Barnets Mindreaarighed.
Men Arveretten, spørger vor idealistiske Modpart, Fru Plum, er den egentlige noget Gode? Eller har ikke snarere den de største Chancer for at blive til noget dygtigt, som ved, at han maa stole paa sig selv? Dette Spørgsmaal kan maaske vanskelig besvares af dem, der „nie sein Brod mit Thränen asz”**). Saa meget synes dog indlysende og antydes ogsaa af Fru Plum, at er Arveretten ikke noget Gode, da bør den ophæves for alle. Saa længe dette ikke sker, vil den formueløse være Proletar. Ofte er hans eneste Arv en Natur, der gør ham lige saa misfornøjet med sine Omgivelser som ude af Stand til at hæve sig over dem.
Og Navnet, spørger ogsaa Fru Plum, kan ikke Moderens være lige saa godt? Nej ikke saa længe det betyder, at Barnet er som lidt velkomment i denne Verden, at dets eget Ophav ikke vil være det bekendt. Det kan være pinligt bemærker Fru Plum, for Moderen at give Barnet Faderens Navn, naar han har forladt hende. - Men intet Navn og ingen Hemmeligholdelse kan ophæve den Kendsgerning, at hun i Barnet har et Stykke ikke blot af sit eget Kød og Blod, men ogsaa af Faderens.
At der er et Forhold ogsaa mellem Faderen og Barnet, Erkendelsen heraf, mener jeg, vi skylder Kulturen; og det forekommer mig at være en Raahed, en Levning af Fortidens Barbari, naar Loven gør dette Forhold afhængigt af, om Barnet er kommet til Verden indenfor Ægteskabets lunende Hegn. Skal maaske Faderen gaa forbi sit Barn og lade, som om han ikke kender det? Skal han maaske vide, at det synker fra Trin til Trin, uden at han kan tage det i sine Arme og søge at holde det oppe? Skal han selv undvære den Glæde og Støtte et velopdragent Barn kunde være for hans ældre Aar? Og hvorfor? For at opretholde et Skin af Anstændighed, der som oftest ikke narrer nogen, det skulde da være den, der er mest interesseret i at eje Mandens milde Fortrolighed, hans Hustru. Sandheden har dog altid den Fordel frem for „Hemmeligheder” og „Fortielser”, at den giver den naturlige Følelse større Raaderum, og er dog ikke dette meget værd?
Dersom der ikke er noget Blodsbaand mellem Fader og Barn, da er Ægteskabet uhjælpelig dømt. Men dette ønsker Fru Plum ikke at forhandle med os. Lad mig da slutte med at tiltræde hendes egne Ord: Det gaar ikke an at gavne en Del af Menneskeheden ved at skade og forurette en anden; jeg vil blot tilføje: selv om denne er i Mindretal og paa Forhaand den, der er svagest udrustet i Kampen for Tilværelsen.
K. F.
*) Forsinket af Mangel paa Plads.
**) Den der aldrig spiste sit Brød med Taarer.
