« Tilbage til søgeresultaterne
Fra Aviserne
Jeg havde for et Arbejdes Skyld begravet mig ude paa Heden, havde i tre Maaneder ikke læst Aviser, brevvekslet med nogen eller paa anden Maade hørt fra Verden udenom mig. Saa var mit Arbejde endt; jeg gravede mig atter ud af Heden og kom til en lille Provinsby. Paa Vej dertil - gennem Skov - nød jeg med en Nyskabnings friske Glæde for første Gang i Aar Synet af et rigtigt Træ, - nej, af mange kraftige og bredkronede Bøgetræer. Og i selve Byen, ved Fjord og mellem Haver, og bygget paa Bakker og i Dale, kom jeg til at bo lige over for Byens eneste Kirke. Jeg frydede mig ved om Middagen Klokken tolv at høre den gamle, kendte Lyd af Kirkeklokken, der kalder det arbejdende Folk til en Times Hvile, og om Aftenen, det var Lørdag, nød, jeg det dæmpede Orgelspil inde fra Kirken. En anden og rigere Skønhed end den, jeg var vant til - et fyldigere, mere ordnet Liv - Civilisation. Den, man flygter fra, og som man ikke kan leve foruden. Men saa fik jeg fat i nogle Aviser - Provinsaviser var det. Der Stod omtalt Hjortshøjmordet, hvorom jeg intet havde vidst. Fordi en Kvinde - om dette nu er rigtigt - havde svigtet sin gamle Kæreste var hun af ham bleven lokket ind i en Hulvej og myrdet. Det var jo skrækkeligt og oprørende syntes jeg. Men hvad kan ikke forsvares eller undskyldes. Værtinden i det Højskolehjem, hvor jeg for Ferien har slaaet mig ned, sagde hovedrystende og dæmpet til mig, - der sad nogle Herrer i Værelset ved Siden af -: „Ja, men hun har vist ogsaa været meget løs paa Traaden. Naar hun er forlovet, saa at forlove sig med en anden. Man kan ikke undres over, at han er bleven vred.” Jeg tav, ikke fordi jeg samtykkede, og ønskede, at det ikke var en Kvinde, som havde sagt det.
„Derefter stødte jeg paa en Historie om Voldtægt. - - - Hvorfor møder man oftest vantro Smil, naar man taler om Grunden til sin Frygt for at færdes ene paa Steder, hvor der ikke netop er Menneskemylder - taler om, at man, gammel eller ung, styg eller smuk er bange for at blive voldtaget? Fra jeg var Barn har de mangfoldige, mere eller mindre uhyggelige Voldtægtshistorier, jeg har hørt og læst om, staaet for mig som Rædslernes Rædsel, som noget, der alligevel ingen Hjælp var for, fordi man ignorerer det, lader, som man ikke rigtig tror paa det, undses ved at nævne det, neddysser det, kommer med Snak om, at man jo ikke behøver at gaa alene paa Steder, hvor sligt kan hænde. Sandheden er jo, at Voldtægt, aabenlys og skjult, hører til Dagens Regel, at den finder Sted hvor som helst og naar som helst.: - Ikke alene ved Avislæsning - det uhyggelige maa ikke springes over, - faar man Øjnene op for dette, men mere ved hyppig Samtale med Kvinder af Almuen og lidt højere op. Talrige er de Historier, som de, rødmende og halvt forbitrede, halvt flove, har at fortælle. Historier, hvori de selv eller deres, kvindelige bekendte spillede en Rolle. Om mislykkede Forsøg rigtignok ofte. Men alene det. Alene det. Er det ikke tilstrækkeligt. Maa der ikke gøres noget? Som Forholdene har udviklet sig maa Kvinder færdes alle Vegne, til alle Tider. Og selv om Nødvendigheden ikke lige frem byder det, hvor utaaleligt er det saa ikke, af Frygt for Mænd at maatte holde sig inde, i en oplyst, human Tid, i et civiliseret Samfund, at maatte nægte sig selv den selvfølgeligste personlige Frihed?
Jeg kendte en Præst, om hvem en Dame fortalte mig: Han gaar ofte om Natten lange Ture i Skoven. Gudbevares, hvor jeg misundte ham. Tænk, - uden Angst, i fuld Nydelse af den rige Ensomhed, en mild Sommernat at kunne gaa dybt inde en Skov - i de lyse Nætters Tid, hvor Mørket blot er Dæmring, eller Maaneskin gør Natten til et Æventyr, at forlade den brede Kørevej og ad bugtede Stier komme ud paa Engen, hvor over Taagernes Hemmelighed hviler, - saa til et enligt sovende Hus med Fred, Fred over og selv i Fred, - tænk, hvor det vilde være dejligt. Men saaledes er det jo ikke. Saaledes er det jo ikke. Medens den ene Halvdel af Mændene kan berige deres Liv ved bl. a. frit at færdes, naar og hvor det skal være, maa vi, Kvinderne, hvis vi da ikke vil gaa i Flok og selv da - hvor upassende! - staa bag Ruden og stirre os blinde af Længsel og Udve, smukt blive hjemme, fordi vi frygter Mændene, den anden Halvdel af dem, Dyrene, som skulde slaas ned, men som ikke bliver det. Ja, netop, slaas ned, straks og Ubetinget - alene for Forsøg paa Voldtægt. Bagefter er det for sent. Hvad kan Straf nytte - den forholdsvis altfor milde Straf, der er for Forbrydelsen. Og har man Ret til at straffe? Voldtægtsmanden bliver jo desuden løsladt igen og kan begynde, hvor han slap. Derimod er det naturligt og selvfølgeligt, at man, hvis man kan, slaar det vilde Dyr ned, der vil gøre en Fortræd.
Kvinder burde altid gaa gaa bevæbnede. En Revolver - ogsaa en ladt - kan man uden Fare føre med sig, hvor man gaar. Og den er jo ikke dyr. Dernæst en Kvinde, der dræber en Mand, som vil øve Vold imod hende, burde altid gaa fri for Straf.
Saa læste jeg om en „unaturlig Moder” - formodentlig en stakkels fattig, Ugift Kvinde, som - til videre Besørgelse - har henlagt sit lille Barn i en Stue i Aalborg. (Hvor er den unaturlige Fader?) Indsvøbt i et Sjal har hun lagt Glutten der, for at gode Mennesker skulde tage sig af det. Er det saa unaturligt? Forstaaeligt er det i hvert Fald. Man maa jo antage, hun er alene, forladt, har daarligt Raad til at sørge for Barnet, med denne Tilgift ingen Tjeneste kan faa. Hvorledes dømmer Mennesker ikke et saadant „Fejltrin” ? Det er deres egen Skyld, naar Fejlen søges gjort god ved en ny Fejl.
Endelig traf jeg mellem det stygge og oprørende, jeg havde læst, paa noget fornøjeligt. Der er ved Odense St. Hans Landdistrikts Skolevæsen et fast Lærerindeembede paa 600 Kr. ledigt for en eksamineret Lærerinde, For den Have, der ikke er, faar hun 25 Kr. Det er meget flot og langt at foretrække for en Have, et udyrket, ugravet Stykke Jord uden Hegn om. Boligen bestaar af hele to Værelser og et helt Køkken, og der er 4 Favne Bøgebrænde til Skolens og eget Brug. Det er jo meget yndigt altsammen. En eller anden, f. Eks. min Veninde Frk. Madsen, søger Embedet og er saa vidunderlig heldig at faa det. Med de straalende Fremtidsudsigter for Øje rejser hun ned og indretter sig, saa godt hun kan, i de to Værelser og i Køkkenet. De 25 Kr. sætter hun paa Rente. Men, „naar en Fjerdelærer (hvorfor ikke en Femte-, Sjette eller Syvendelærer?) maatte blive ansat, gives i Stedet for Boligen en Godtgørelse af 120 Kr. aarlig og i Stedet for 2 Favne Brænde, 60 Kr. aarlig.” Altsaa, kommer en saadan Herre til Stedet, maa den eksaminerede Lærerinde ud af sin Lejlighed, (der staar ikke hvor hurtigt) og undvære sit Brændsel. Det bliver jo et betrygget Hjem, hun paa denne Maade faar, med altid en Fjerdelærer hængende over Hovedet paa sig. Det bliver i høj Grad Indtil videre.
