« Tilbage til søgeresultaterne
Er Kvindesagen en Kamp imellem Kønnene?
Kvindernes Blad er, som man ved, Følgeblad til Nationaltidende og har som saadant megen Udbredelse i de borgerlig konservative Lag i Befolkningen. Dette har man kun kunnet glæde sig over, saa længe Bladet som hidtil har ført Kvindernes Sag i god Samklang med os andre, til Trods for, at det derved ofte er kommet i aabenbar Modsætning til Hovedbladet. Det er derfor med ublandet Forundring man læser Artiklen „Kvinder” af Karen Hessel i nævnte Blad af 13. August; thi denne Artikel synes nærmest beregnet paa at kaste Sten for Foden af dem, der arbejder paa at samle alle Kvinder til enig Samvirken. Det, Forf. gaar ud paa, er helt igennem at vise, at Arbejderkvindernes Interesser forbyder dem at være med i Kampen for Kvindens Ligestilling med Manden; og for at naa dette Maal betænker hun sig ikke paa at fremsætte Følgeslutninger, der er ligesaa ulogiske, som hendes Forudsætninger er falske. Vi skal søge at imødegaa hende i al Korthed.
Kvindesagen er, siger hun, en Kamp imellem Kønnene, Arbejdersagen derimod en Klassekamp, altsaa kan der ikke være noget Fællesskab dem imellem. Som om ikke - Forudsætningens Rigtighed forudsat - netop den ene undertrykte bedst forstaar at føle for den anden; som om det ikke netop var Kvindesagskvinderne i Amerika, der mere end nogen medvirkede til Negernes Frigørelse - fordi de selv længtes efter at frigøres.
Kvindesagen har sit Udspring i Mellemklassen, hedder det derpaa, og dens Princip er den fri Konkurrences, Socialismens derimod er Indskrænkning i den enkeltes Arbejdsfrihed i Samfundets, i Helhedens Interesse. Kvindesagen svarer vi, som den føres i vore Dage, som et socialt Spørgsmaal, er skudt frem af selv samme Grund som Socialismen, nemlig af den franske Revolutions blodige Jordbund, og den blev der rejst af Kvinder af Folket. Forøvrigt var den til allerede i den graa Oldtid, længe før der var Tale enten om Mellemstand eller fri Konkurrence. Den er jo ingenlunde blot et økonomisk Spørgsmaal.
Mellemstandens Kvinder, mener igen Fru Hessel, har Interesse i at udvikle deres personlige, individuelle Dygtighed og igennem den skabe sig en Stilling. Arbejderkvinderne derimod er kun „Supplement til en eller anden Maskine, hvor Maskinens Arbejde er Hovedsagen, deres en Biting, som ikke kræver nogen individuel Dygtighed, og som derfor heller ikke lønnes derefter.”
For den Sags Skyld er Telefonen og Telegrafen, hvor Middelstandens Kvinder arbejder, jo ogsaa en Maskine, ja, selv Kommuneskolen kan gøres dertil. Og vi vidste rigtignok ikke bedre, end at Socialismens Maal ingenlunde blot var Indskrænkning i Frihed, men ogsaa det at højne Arbejderstanden aandeligt - som dens Virkning da ogsaa allerede mange Steder har været - og at hævde Samhørighedens Ide, ikke blot for Medlemmer af Fagforeningerne, men for alle Mennesker, baade dem, der stikker dybt i „Klassekamp” og dem, der er optaget af „Kamp mellem Kønnene.”
Mest forbløffende er det dog, naar Forf. skænder paa Kvindesagsdamerne ved Kristianiamødet - og dem er det egentlig, hun er efter - fordi de har opmuntret Arbejderkvinderne til at udvikle deres faglige Organisationer til større Selvstændighed. Lad bare være med det, siger hun, det kan dog ikke blive til noget, før de faar politisk Stemmeret. Og saa til Arbejdskvinderne: Hold jer fra de Kvindesagsdamer (= Stemmeretskvinder); thi jert Arbejde for de faglige Organisationer skal have Lov at foregaa uforstyrret af Kvindesagsagitationen (= Arbejde for Stemmeretten), ligesom det dog nærmest maa kaldes vildt, naar hun, skræmmer med, at „Kvindekonkurrencen” skal føre til et voksende Antal uægte Børn!
Kendsgerningerne taler nu ogsaa imod denne snævre og ængstelige Fordelen af Kvinderne i „Stænder” og af Menneskene i fjendtlige og konkurrerende Kønsvæsener. Det er jo Mænd - og det af de bedste - som paa mange Steder har ført og fører Kvindesagen frem. Det er jo Socialisterne, som først har sat Kvindesagen paa deres Program, om de end lige saa vel som andre Partipolitikere undertiden svigter af opportunistiske Grunde. Og Kærligheden til „Sagen” baade Kvindernes og Arbejdernes trives udmærket ikke blot indenfor samme Kreds, men ogsaa ofte hos samme Person; - vi kan i Øjeblikket henvise til saa fremtrædende Eksempler som Lily Braun *) i Tyskland og den nylig afdøde Formand for Stavangers Kvindesagsforening, Anna Backe, som „Socialdemokraten” forleden mindedes i venlige Ord. Ogsaa vi andre vil virkelig have Lov til at være Mennesker foruden Kvindesagsdamer, Venner baade af saamange ærede samtidige blandt Mændene, som synes os værdige dertil, og af Kvinder af Arbejderklassen, som vi slet ikke føler os saa mile-fjærnt fra i „Opdragelse, Uddannelse, Arbejde og Interesser”, som Fru Hessel vil, vi skal være det.
K F.
*) Forf. af die „Frauenfrage“ m. m.