« Tilbage til søgeresultaterne
Hvordan sidder vi i det?
Hamburger-Skisse
af Ilse Frapan.
Gade ved Gade, Hus ved Hus, Butik ved Butik og i hver af dem brede, spejlblanke Vinduer, fulde af Varer, straalende Dekorationer, blændende Lys. Saa at sige hele Byen illumineret hver Aften, hver eneste Aften.
Hvem kan straale klarest? Hvem kan skrige højst? Det er en hed, en fortvivlet Kamp denne Farvernes og Lysenes Væddekamp.
Straal klarere, mine Lamper, overstraal Naboen, Konkurrenten, Fjenden! skrig som Trompetstød, min gyldengule Silke, mit blodrøde Brokade, mine græsgrønne Sløjfer, min uægte skinnende Flitter, overdøv Naboen, Konkurrenten, Fjenden! Han som vil trække Kunderne til sig, som vil lokke deres Penge til sig, Pengene, Pengene, som jeg trænger saa bitterlig haardt til for at kunne leve, jeg, min Kone og mine Børn! I maa overstraale ham, tilintetgøre ham, thi hans Undergang er min Lykke, I skal slaa ham til Jorden, I, mine snedige Paafund, I maa redde mig fra Sulten, mig og min Kone og mine Børn, I, mine Kneb og Kunster og uudtømmelige Paafund.
Der staar han bag Disken, bleg, med matte Øjne, Hans lyse Moustache skinner af Brillantine, hans Skjortebryst af Stivelse og fransk Strygning. Han er vokset og pudset og parfumeret som til Bal. Og ulastelig er hans Holdning over for Køberne, skønt af og til nervøse Trækninger spores i hans Ansigt, hans Hænder, omkring hans Øjne.
„Fruen synes ikke om denne Farve? Aa, jeg har, - vi har alle mulige Nuancer, stort Udvalg! Dersom jeg maatte have den Ære at forlægge Dem hele mit Lager, skulde vi sagtens - Tør jeg spørge, hvorledes har Fruen tænkt sig ? –” Og hans rødkantede Øjne flakker med et angstfuldt Blik fra Sted til Sted, indtil de bliver hængende ved de øverste Hylder af den lange, dagklart oplyste Butik, paa de talløse Pakker deroppe, som er fyldte med - Papirstrimler! Han blinker og vender Blikket bort, det dirrer om hans Øjne. „Der er altsaa intet, som den naadige Frue ønsker i Dag ? - Ganske som De behager. - Aa, jeg beder lad kun Døren staa aaben - Laasen er maaske lidt trang. Jeg skal straks i Morgen lade den efterse - Maaske jeg tør bede Fruen huske paa mig en anden Gang.”-
Nu er han alene, og sender et forpint Øjekast efter den vægelsindede Dame.
Saa er det igen de øverste Hylder med deres elegant indpakkede, lige store, med pralende Paaskrifter forsynede Indhold, som fanges af hans Blik. Dørklokken ringer heftig, Postbudet kaster tre Breve ind paa Disken, ogsaa han er dødtræt, altfor udmattet til at sige et eneste Ord.
Hurtig tager Købmanden Brevene til sig, medens hans Ansigt bliver endnu blegere, han aabner dem ikke, for han ved, hvad de indeholder. Ovenpaa, i sin Privatbolig, har han en hel Skuffe fuld af saadanne Skrivelser. Med Møje holder han sig staaende, rank og stiv, det forekommer ham, at han maa falde helt sammen, dersom han et Øjeblik sætter sig ned paa Stolen der.
Og Farverne gløder og Lamperne straaler, som ved en stum broget Offerfest. Han staar og stirrer paa Døren, som ingen mere kommer ind ad, og paa det store Vindu med de røde, gule, grønne Plakater: „Udsalg!” „Enormt reducerede Priser!” - Og der udenfor, Gade op, og Gade ned, Hus ved Hus og Butik ved Butik de samme røde, gule og grønne Plakater, paa langs og paa tværs og paa skraa, de samme Indskrifter: „Udsalg! Til halv Pris! Saa godt som for intet! Næsten til Foræring!” - Et jammerligt, løgnagtigt, gennemsigtigt, ødelæggende Praleri af Mennesker, som vil værge sig mod Sulten og som alle, de arme Stakler, har faaet samme Idé.
En Bagdør aabnes varsomt, og en ung Kone, hans Hustru, titter ængstelig ind i Butiken. „Naa Gustav?” Han trækker paa Skuldrene: „Ingenting i Aften! Ikke det allermindste!” - Hun kommer nærmere og griber hans. Hænder: „Hvad skal man finde paa da?”
Pludselig, som opfyldte af den samme Tanke, ser begge til de øverste Hylder, hvor de Pakker ligger, som aldrig lukkes op. De store Varebeholdninger - Papirspakkerne! For hende har han ingen Forretningshemmeligheder. De har siddet oppe sammen Nætter igennem og lavet disse Pakker. Hun har fundet paa det, hun har ogsaa skrevet Svar paa de værste. Breve, saadanne Breve, som han lige nu har faaet tre af. Hun har meget mere Mod end han.
Hun husker netop nu paa, hvordan hun om Natten, naar Fingrene var altfor trætte og hovne af den store Saks, tog sig en lille Rast og spejdede forsigtig i alle Kroge, gjorde Jagt paa Papirstumperne, for Pigens Skyld. Man maa jo være paa sin Post. Bare hun selv turde gøre Arbejdet og undvære Tjenestepigen! Men det gaar ikke an for Naboerne; det skader Krediten. Man er jo omgiven af Fjender, og hvem der ikke er Fjende er dog Iagttager. Men dette Paafund løb forresten godt af.
Den unge Kone blinker ikke ved at se op til de øverste Hylder. Hun har endogsaa Mod til at pege paa dem og hviske: „Tager sig virkelig hel flot ud. Fylder saa dejligt. Og koster ingen Penge, som alt det andet gør.” Manden hænger med Hovedet.
„Bare ikke lade sig forbløffe! Gaa nu op og faa dig en Bid Mad, Gustav, saa bliver jeg her imens.” Og da han tøver: „Jo vist saa, Gustav! Du kan dog ikke hekse Kunder frem ved at titte ud ad Døren, Gaa op, det staar alt paa Bordet.”
Endelig gaar han med et Suk. Men i Døren vender han sig hurtig om, „Er Børnene i Seng?” „Nej du, de leger endnu udenfor, de har lavet en Glidebane, ved du.” Han ryster paa Hovedet: „I den skarpe ,Østenvind? Kald dem hellere ind, Martha, Klokken gaar til syv.”
Men hendes runde, barnlige Ansigt bliver alvorligt: „Aa, Gustav lad dem have endnu en halv Time. Jeg tænker som saa; Gud ske Lov, at de endnu er Børn og ikke ved af noget. Jeg har hørt dem ordentlig juble; for lidt siden lød det helt op til mig! Saa tænkte jeg: Aa Gud ske Lov, at I endnu er Børn, er det ikke sandt, min Ven?”
Han nikker: „Ja ja da. En halv Time. Sælg nu ikke altfor meget, medens jeg er borte - sælg ikke hele Butiken ud, hører du,” tilføjer han med et ynkeligt Forsøg paa at spøge.
Hustruen sætter sig og læner sig tilbage. Foreløbig kan man jo tage sig det en Smule mageligt.
Alt er saa stille, at hun igen tydelig kan høre Børnene. Nu synger de, det vil sige nogle af dem; hendes Olga og Else er ikke derimellem.
„Jeg blander Vin og jeg brygger Mjød, min Datter ligger paa Baaren død.”
Det er dog underligt, hvor de kan finde paa at synge saadan noget. Og deres Kammerater bemærker dertil! „Baarendød, hvad er det, du?” „Der er slet ikke noget, der hedder baarendød; men der er noget, der hedder skindød, det ved jeg, siger Olga. Moderen smiler: „Din lille kloge Høne, du ved altid saa meget.” „Skindød, det har jeg ogsaa en Gang været,” bemærker nu Else i en belærende Tone. Hvert Ord høres saa tydelig inde i den stille Butik. „Her kan man ordentlig sidde og more sig over Børnene,” nikker Moderen. Aa, nu kommer Olga igen: „Og min Mo’er har været skindød.” - „Hvad for noget, du!” raaber en anden. Olga bliver ivrigere. „Det er vist og sandt, er det, hun havde saadan voldsom Tandpine om Natten, og saa gik jeg hen til Sengen, og følte paa hende, og saa var hun næsten ganske kold - bare en lille bitte Smule varm endnu.” „Hvad for noget, du?” raabes der igen. Moderen morer sig ordentlig ved at høre paa dem: ,,Saadan Børnesnak!”
Nu er Else der igen. „Men ved I hvad, min Fa’er har været helt, rigtig død! Da havde han otte og fyrretyye Graders Feber.” „Hvad for noget, otte og fyrre - sikken en Bunke!”
„Æh, tro det bare ikke, de Tøse er altid saa vigtige,” raaber en Drengestemme.
Moderen rynker Panden; det maa være den hæslige Dreng, Fuhrhopp juniors - Fuhrhopps, som et Par Huse derfra har ganske den samme Slags Forretning som hendes Mand, rigtig afskyelige Folk.
Æh, hør bare, hvor de Tøse gør sig vigtige,” gentager han i en endnu mere udfordrende Tone. - Den ækle Knægt, nu henter jeg dem ind, tænker Moderen og rejser sig hurtig, som om hendes smaa Piger var truede af en eller anden Fare. Da hun aabner Døren, hører hun heftig Trætte og den samme haanlige Stemme, skarp som en Kniv: Æh, æh, naa, saa det ved I ikke? Det ved I ikke engang?” Og saa et mangestemmigt, hjærteløst: Æh, Olga og Else! Det ved I ikke engang! Gør sig altid saa vigtige og ved ikke engang det! Prøv bare at spørge jeres Mo’er. Se, der er hun! Naa spørg saa!”
„Mo’er, Mo’er!” Grædende og helt ude af sig selv over de Spottegloser, som har haglet ned over dem, styrter de to smaa Piger deres Moder i Møde : „Mo’er Mo’er, hvordan sidder vi i det? Sig os det, Mo’er; Louis Fuhrhopp siger, at vi ved ikke engang, hvordan vi sidder i det, og det ved vi virkelig heller ikke. Vi skal bare spørge dig, siger han, og saa ler de alle sammen og vrænger ad os! Aa, Mo’er, hvordan sidder vi dog i det?”
Moderen har ikke engang lukket Døren; hun staar der, med den ene Fod paa Trappetrinet, staar som fortumlet af et frygteligt Slag, halv bevidstløs.
Og sagte og forknyt klynker de smaa, atter og atter gentagende det samme Spørgsmaal, som de slet ikke forstaar, medens den samme grusomme Haanlatter lyder derude. Endelig tager hun sig sammen, slaar Døren til og tager Børnene i sine Arme: „Ikke græde mine smaa Piger, ikke græde!” Med fortvivlet Ømhed trykker hun dem til sig, medens hendes egne Taarer falder som Regn paa de to runde Børnehoveder.
,,Gud se i Naade til os!”
