Brev fra Island

Vi kom til Vestmanöerne i det skøn­neste Solskin, saa disse høje lidt græsbegroede Klipper, besat med Maager i Tusindvis, derfra tog vi med en min­dre Damper til Sydlandet. De store snedækkede Jøkler var synlige -, alvorlige, iskolde, majestætiske. Af le­vende Væsner saas kun flyvende og svømmende Søfugle, over Atlanterhavet var der udbredt en Stilhed og ophøjet Ro. Ved Midnat kom vi i Land, saa allerede den dejlige Morgenrøde bag de blaa Fjælde - ganske vidunderlig skønt! Beskrive de dejlige Farver og Stemninger som her veksler saa mærke­ligt hurtigt, det kan min Pen ikke, jeg kan kun sige, at jeg endnu ikke har savnet Træer eller længtes efter Sko­vene, saa dejligt har jeg fundet Atlan­terhavet og Fjældene med Moser og Elve omkring. „Jøklerne og selve Hekla” er ualmindeligt stærkt dækkede af Sne og mindst tænker man at Hekla kan blive hed i Hovedet, dog havde vi en Aften et ganske lille Jordskælv.

Der er ved Islænderne, som ved an­dre Naturfolk noget, der indtager En. Man faar det Indtryk, at de egentlig er tilfredse med deres Kaar, selv om de vel nok kan ønske dem noget bedre. Særlig Kvinderne er glade ved deres Arbejde, har altid nok at tale om og le af. Flittige og hurtige er de og udfører til Tider ret strængt Arbejde, da Mændenes Virksomhed jo ofte holder dem borte, hvad enten det er Fisketid eller Handelstid, hvor de bytter deres Produkter med andre Fornødenheder og derfor drager med Hestekaravanerne mange Mile bort. Fiskens Behandling kræver et stort og omhyggeligt Arbejde, og Kvinden besørger den større Del deraf og oppebærer en pæn Dagløn. Hun bærer Tørven hjem fra Mosen, sopper ud og henter Køerne hjem om Aftenen, naar de fortaber sig i det vaade Mosegræs og hun luger Kartof­lerne. Letfodet er hun paa de hjemmesyede Sko - hun bruger ikke andre og syr vel ogsaa dem, som Mand og Børn benytter. Flere islandske Damer syr selv deres Festdragt med et smukke Sølvbroderi paa Livet og kulørte brede Border paa Nederdelen, og jeg kan spore, at der især tidligere har været anvendt syede Dekorationer paa Hestedæknerne, man ser endnu gamle Dækner med særdeles kønt tegnede og syede Hjør­ner. Tjenestepigen elsker at vadske, det gøres hver Uge, hun er aldrig gladere, end naar hun har „rigtig meget at bestille” - hun tager sig moderligt af Kalvene, malker Køerne og glæder sig til Høhøsten, da hun i 3 Uger skal ligge ude i Telt paa Myren, hvor hun ligesaa gerne bruger Leen som Riven. Saadanne Kvinder behøver Island -, gid de altid maa vedblive at være saa­ledes. Hestene forstaar Kvinderne og­saa at omgaas. Ganske smaa Piger rider, bundne til Sadlen, gamle Koner med Lasthesten efter sig. Nogle af de unge Piger er hele Amazoner, de rider deres raske Ganger med Skiftehesten i Line ved Siden, lægger selv Sadlen paa - her findes ingen Gaardskarle, man sætter Hesten, hvor man har noget at besørge, tager sit Rideskørt af og i Regn Sydvesten og ombytter den med Huen med Kvasten - Skørtet kastes over Sadlen, og saa gøres Visiter og Indkøb, mens Hesten venter taalmodigt i Timevis. Musiken er Islændernes Opmuntring, de siges gennemgaaende at være musikalske. Jeg har hørt Kvartetsang  i Kirken, rigtig kønt. De unge Mennesker blæser Horn, med saadan Underholdning fordrives de lange Vinteraftner. Kvinderne gaar foran i Velgørenhedssagen og Afholdssagen, Good Templarne har udrettet en Del paa flere Egne. Embedsstanden er meget daarligt lønnet og maa helst have smaa Bierhverv. Postvæsnet er højst mangelfuldt, Telegraf, Telefon og Jærnbane findes ikke, derfor er der naturlig­vis ingen Trang til Kvindernes Hjælp paa de Omraader; Kun i Undervis­ningsarbejdet tager Kvinderne nogen Del, særlig i Musikundervisningen. Den lange Sommerferie - 3 Maaneder mindst - kan ikke være særlig udvik­lende for Aanden, men maaske desto mere for Legemet da de mandlige Elever tager Arbejde paa Landet og Børnene af de fattige Klasser maa vogte Kreaturerne. Man skulde tro, at Vin­terens Læsning blev glemt om Sommeren og en Begrænsning i Interesser lader sig ogsaa let spore. Ved at gøre en Rejse til Hest ind i Landet har jeg faaet det Indtryk yderligere bestyrket, at Kvinderne er næsten udelukkende optagne af Husmoderpligterne; enten man kommer til en elskværdig Læge eller Præstefamilie - er det den lille Frue, som sørger for Beværtningen og ej engang sætter sig med til Bordet for at nyde de kogte Foreller eller Kaffe og Chocolade. En Bondekone saa jeg som med sit kønne og meget energiske Ydre var en prægtig Type, hun havde 10 Børn fra 18 til 2 Aar og var selv lige saa rask og bevægelig som den ældste Datter. En ældre Bondekone havde aldrig i sit Liv været borte fra Hjemmet - ej engang i Reykiavik. Det er stille Eksistenser.

Før jeg kom til Island betragtede jeg dens Beboere som mine Landsmænd, trods de forskellige Sprog. - Efter at have været her et Par Maaneder har jeg det Indtryk, at Islændernes slet ikke betragter os som Landsmænd; og deres Sympati for København kommer vist nærmest af, at de finder, det er et Sted hvor man „morer sig”.

Hvad jeg savner hos Befolkningen er Tiltro til os Danske - Venskab for os - jeg forlanger ikke engang Kær­lighed. Allevegne hedder det: hun er „Udlænske” hun er fra Danmark, - ja jeg synes at Englænderne bliver be­tragtet mere som Venner end vi Dan­ske, og det hænder ikke saa sjældent, at Bønderne siger „jæs” - „very god” -   uagtet  de ved,  man er dansk og nok  kan forudsættes at forstaa deres „jao”.  Endnu skal Befolkningens Lyst til at udvandre til Amerika være ret almindelig.

Har man Raad, Tid, Kræfter og er søstærk, vil jeg meget anbefale at rejse herop; men helst maa man have so­lidt og kendt Følgeskab, da man ikke kan give sig tilfældige Førere i Vold og ikke just bliver skaanet af Befolk­ningen. Saaledes at tilbringe Dage paa Hesteryg, det kan man kalde „at rejse”. Jeg var i Følge med to unge Piger fra Island, vi havde en Følgemand, en Kufferthest med Proviant, en Taskehest med Regntøjet, og en Skiftehest - 7 Heste ialt og saa imellem en ekstra Ledsager paa vanskelige Steder. Saa­ledes har jeg mest i godt Vejr og dej­lige Belysninger passeret Skalholdt Geyser, den dejlige Gullfoss og Thingvalla til Reykiavik. En Dag red vi i 12 Timer - en anden Dag i 11 meget anstrængende Veje og fik en Storm paa det vanskeligste Stykke Vej op over øde Fjælde; men alt gaar godt paa de ufortrødne - aldrig forkælede - smaa Heste. Om Livet i Reykiavik vil jeg ikke faa Tid og Mulighed til at danne mig nogen Mening.