« Tilbage til søgeresultaterne
En Dag i St. Petersborg
Brudstykke af Gina Krag i „Nylænde”.
- Jeg ved ikke noget som bringer en i mere Stemning end med det ypperste Rejsefølge at begive sig ind i et Nattog, som næste Dag skal føre En til et nyt Land, som beskæftiger Ens Fantasi i lange Tider - til Landets Hovedstad. Og Stemningen blev ikke mindre da jeg, med det samme Toget stansede i Petersborg, hørte mit Navn nævnt og „velkommen hid” og fik et hjerteligt Haandtryk. Maikki Friberg havde sørget for at sende mit Signalement i Forvejen.
„Nu spiser vi Frokost hos mig, jeg bor lige ved Jernbanen.” sagde den Dame som mødte os - Lærerinde ved den svenske eller svensk-finske Skole i Petersborg - til Middag er vi budne mPastor Kajanus, og saa ser vi os leti i Mellemtiden. Det kunde ikke dove heldigere, lagde hun til, glimrende Slædeføre og bare nogle faa Graders Kulde.”
„Isgangen i Nevaen er vel paa sit prægtigste nu?” -
„Ikke som de Par foregaaende Dage desværre. Den er næsten kommet til Ro. Men saa var det Altenens Program?”
„Er der Opera i Aften?” ,,Nej, men Ballet, og Balletten i Petersborg er meget berømt, i Aften er det Esmeralda med Primadonnaen i Hovedrollen, hendes Spil og Mimik lige saa god som Dansen, siger man, og vakker Musik. Men der bliver mange Folk, vi gør rettest i straks vi har spist at køre indom efter Billetter, og saa gaar det videre.”
Og af Sted bar det i susende Fart. Man kører fort i Kristiania, fortere i Helsingfors, fortest i Petersborg, Og uden Dombjælder, man hører bare Suset. Alexandra Gripenberg, som var godt kendt i Petersborg fra før, fik en Slæde for sig. Jeg som var uvidende kørte sammen med vor Cicerone, som talte flydende russisk, og ofte konfererede med Kusken. Slæderne er smalle. Man gør rettest i at lægge Armen om sin Kammerat. Saa gjorde de som suste forbi os - saa gjorde min Ledsager - det vilde anses for uhøfligt af Herren, om han ikke støtter Damen paa den Maade. Kusken sidder med Benene ned i - en smal Stribe. Jeg forstod ikke hvordan han fik Plads, men der sad han i sin morsomme Dragt, snil og blid. -
„Den vældige Kuppel som skinner der?” - -
„Det er Isaakskirken, did skal vi.”
„Og det høje Taarn derborte?”
„Det er Peter-Pauls Fæstningen med Kirke - did skal vi ogsaa.”
Jeg skal ikke trætte med Beskrivelser som man vistnok finder til Fuldkommenhed i Baedeker. Men ved Peter-Pauls Fæstningen maa jeg standse et Øjeblik.
Vi steg af og gik langsomt over den svære Plads, Til højre var en meget lang, lav Bygning - eller en Række af Bygninger.
„Det er Fængslerne..”
Vi talte om Studenter-Tumulterne. Sidst var der en norsk ung Mand med, der kom senere Efterspørgsler om ham fra hans Familie, men ingen kunde skaffe Besked om ham.
„Sidder han der indenfor, tror De.”
„Det kan være. Man ved ikke noget om dem der indenfor.”
Vi gik ind i Kirken. Der var Trofæer fra de mange Krige og mange Slags Gaver og Emblemer paa Væggene. Og der laa Ruslands Selvherskere og Selvherskerinder i enkle glatte Marmorsarkofager uden Forsiringer. Paa Alexander III.s Sarkofag brændte en Mængde Vokslys.
Folk dyrker hans Minde. Han er den mest russiske af alle Zarer, siger De.”
„Og Alexander II.? - Finlands Helt, Martyren ?” - -
„Se,” sagde min Ledsager, - bare et ,Par smaa Lysestumper stod der. Saa købte vi Vokslys og tændte dem og satte dem paa Aleksander II’s Sarkofag.
Men da vi skulde gaa, kom en ung Mand af Folket hen til os. Han forstod, vi var fremmede, og stræbte at gøre sig forstaaelig. Han pegte paa en stor Glaskolbe, Øjnene stod fulde af Taarer.
„.Han siger, vi endelig maa se paa den dyrebare Relikvie der, Kristi Tornekrone.” -
Straks jeg var kommet ind i Isaakskirken var jeg blevet fængslet af de knælende og bedende. Foran Helgenbillederne, kyssende Fodstykket og kastende sig ned med Panden mod det kolde Marmorgulv. Intet mekanisk i Bevægelserne. Dyb Andagt.
Men det var intet mod hvad jeg skulde faa at se i „Peter den Stores lille Hus.”
Det er et lavt lidet Træhus i vakker hollandsk Stil. Vinduer med bitte smaa Ruder. Det er godt bevaret. Til Beskyttelse er bygget en Mur udenom, som danner en Forgaard. En Baad Peter Zar havde bygget var at faa at se. Men det var ikke de gamle Minder som betog mig mest. Der var Messe i Kapellet: Et ganske lidet Værelse indviet til den store Helgen, Peter Zar. Der brændte mange Lys, og to opvakte Præster stod for Alteret.
En Mængde Mennesker strømmede paa, hver forsynet med en Strimmel Papir, de stod i Række igennem hele Forgaarden.
Der var ikke Tale om for os at komme ind. Vi stod udenfor og kiggede ind gennem de smaa Ruder. Ingen brød sig om det. Alle var optaget af sin Andagt. Præsterne læste op af de smaa Papirstrimler, og de andre bad med. Det faldt os ind at det kanske var en Sjælemesse, men vi ved det ikke den Dag i Dag.
Vi ved kun, at noget mere andagtsfuldt, fromt bevæget, hengivent kan ikke ses. Der knælede de og bad alle, Mænd og Kvinder. Alle Samfundsklasser var sammen, saa vi af Dragterne. Der var Arbejderkvinder i tynde Bomuldskjoler,*) og der laa en Dame i sort elegant Dragt paa Knæ og bad halvhøjt. Hun var ligbleg, og Taarerne styrtede ned over Kinderne. De var som i Angst og Nød og Savn alle tilsammen og tryglede om Hjælp og Naade.
Det var vanskeligt at løsrive sig. Men siden har jeg ofte i Erindringen staaet ved de samme smaa Ruder og set ind paa det samme Sjælemaleri.
„De er fromme Russerne, og det milde Sind, det finder man ogsaa hos Menigmand, ikke sandt” sagde jeg, da vi kørte videre.
„Jo”, svarede min Ledsager. „Det kan ikke nægtes. De ved, vi har jo ikke fra Begyndelsen haft saa meget tilovers for dem. Og de har ikke rigtig samme Moral som os i alle Ting, men det skal indrømmes, de er gode at leve sammen med, aldrig støder man paa noget vrangt eller slemt eller ondskabsfuldt.”
Og jeg tænkte: denne Fromhed og Følelsesfuldhed, denne Taalmodighedens og Mildhedens Kraft - den er det, Tyrannerne benytter og misbruger saa frygtelig. Tænk, naar den en Dag frigør sig, naar den udfolder sig, da bliver Jorden rigere, sjælfuldere.
Vi suste af Sted, vi skulde jo se den gamle Træby og den store Stenby, de prægtigste Broer og Pladser og de mest bekendte Bygninger og Monumenter skulde vi kaste et Blik paa, vi skulde se Eremitagens Mesterværker og moderne russisk Kunst.
„Men nu venter man os i den svenske Præstegaard,” - sagde vor Ledsager.
Man taler om Præstegaards-Gæstfrihed i vort Land, og den er ofte stor. Men ikke i den ensomste norske Dal kan man finde den større end i Ruslands Hovedstad, hos Pastor Herman Kajanus og hans Hustru Anna Kajanus. Den uforglemmelige hjemlige, festlige, interessante Middag! Pastor
Kajanus fortalte om det liberale Rusland. Der var den Gang Vinteren 99 - 00 vakte Haab om et Fremskridtsparti - ikke bare et revolutionært Parti. Et liberalt Blad, et Blad som talte Finlands Sag, havde faaet Lov til at leve et helt Aar trods Censur. Redaktøren var en højtstaaende Mand og Zarens Ven. Det vakte Haab.
Ak det var ikke længe efter min Hjemkomst saa hørte jeg om Bladets Inddragning og Redaktørens Selvmord.
„Men er man først kommet ind i den svenske Præstegaard, saa bliver der ikke Tale om at tage ind i et Hotel,” - sagde Pastoren og Fruen
- „Og saa har vi noget at vise, som vi tror vil interessere vore Gæster.”
- Jeg havde alt hørt Tale om det. Den svensktalende Koloni i Petersborg er ikke liden. I det mindste er den stor nok til at ogsaa inden den alle Uligheder i Samfundsvilkaar gør sig gældende, at ogsaa der mange trues med Undergang og Elendighed, at ogsaa der mange Børn forsømmes og lider Nød. For alle disse er Fru Anna Kajanus og hendes Mand en Hjælp og en Tilflugt.
Fru Kajanus faar Tid og Kræfter til baade at styre sit eget Hus til Fuldkommenhed og at udstrække sin Virksomhed i videre og videre Kredse.
Hun staar i Spidsen for Velgørenhedsarbejdet. Og ved utrættelig Flid og stor Taalmodighed er det lykkedes at faa knyttet flere Asyler til den svenske Præstegaard.
Vi gik gennem nogle Korridorer og kom ind i Alderdomshjemmet, hvor de pyntelige gamle Koner nød deres Søndag Eftermiddag i Hygge og idyllisk Ro. Saa gik vi over en Gaardsplads og op i en af de tilstødende Murbygnings Etager. Det var Drengeasylet. Det var forholdsvis nyt, og vi forstod paa Lærere og Bestyrere, at der var Stolthed og Glæde over, at det var kommet i Stand. Hvad der havde kostet de største Anstrængelser.
„Men hvor faar man Pengene fra?” „Ja, se det er Vanskeligheden. Men efterhvert er det lykkedes at vække flere og flere af de Velstilledes Interesse. Basarer maa der for Resten til, og det er et stort Arbejde.”
Vi gik over Gaardspladsen og ind i den Bygning igen, hvor „Præstegaarden befandt sig.
Man aabnede Døren til Smaapigernes Asyl. Det har bestaaet i mange Aar og har, saavidt erindres, et halvthundrede Plejebørn. Smaapigerne var i fuld Leg. De gik rundt i Ring og sang smaa Folkeviser og Barnesange. Det var vist vestsvenske Viser, for de mindede stærkt om de norske. Som jeg stod og saa og hørte paa Legen, gik det et Øjeblik rundt for mig ogsaa. Nu drømmer jeg nok, eller var det en Drøm, at jeg nylig kørte rundt i St. Petersborg. Heldigvis den rene Virkelighed altsammen, ogsaa Eftermiddagens „Nevsky” Promenade og Indkøb i Butiker og Besøg i Kasankirken (senere sørgelig bekendt som Skueplads for brutale Optrin) og saa om Aftenen den sjælden smukke Ballet. Her fik jeg se et Petersborger-Publikum. Damerne i Antræk som ellers i Europa, men Herrerne - overvældende i Uniformer. Politimesteren - bekendt fra senere Tildragelser - stod i al sin Pragt og en Mængde Ordener i Parkettet. Aftenen i Forvejen lige før jeg rejste, havde jeg været til Stede ved en Avdiens, hvor man havde vist mig Politimesteren i Helsingfors. Han var ikke uniformeret og pragtfuld n saa jevn og enkel ud, men var Helsingfors’ folkekæreste Mand. Som bekendt fik ikke de finske Lov til at beholde ham længe i Stillingen, han var dem for kær.
Da vi næste Morgen køre til Stationen fik jeg at se Petersborg i Hverdagsdragt. Der var en voldsom Færdsel paa den store Bro. Jeg ser den for mig. En Mængde Slæder og store Læs, de svære Bøgetrær bemalet med de grønne og røde russiske farver. Paa den vældige Neva store Isflager.
Men det sidste vi saa, før Toget rullede, var vor kære Vært, og det sidste vi hørte: Velkommen igen.
Hvad jeg havde ønsket at se paa min Rejse, men ikke saa, var forøvrigt enkelte af de i Dramaet optrædende Personer. I Helsingfors fik jeg ikke se Bobrikoff, kun den Bygning, han residerede i. I Kejserlogen i Petersborgteatret vilde jeg gærne se Zar Nikolai II, men han var i Livadia, saa jeg maatte nøjes med Storfyrst Wladimir. Men helst vilde jeg se den hellige Synodes Generalprokurør, Pobjedonostsev - af ham fik jeg kun et Portræt at se. Men det var rigtignok et udmærket Maleri. Jeg stod længe og saa paa det. Han saa stille, klog ud og ikke - slem. Han kunde godt være en norsk Stortingsmand og mindede lidt om Sivert Nielsen.
„Er han Finlands onde Aand” ? „ Aa, vi ved ikke. Vi ved Jo overhovedet saa lidt”.
En ejendommelig Karakter maa den hellige Synodes ledende Aand være.
Paa sin Vis en Idealist. Mr. Stead, Review of Review’s Redaktør, har interviewet ham grundig og har jo mærkelig nok udtalt sig med Sympati om ham og hans Kultursystem - som Pobjedonostsev selv har fremlagt det i en Bog. fast og ubøjelig udadtil er han. Alt det bløde og ømme i hans Natur kommer først frem inden Hjemmets Vægge. Han tilbeder sin Hustru. Hun havde et Par Gange tænkt paa Skilsmisse, sagde Rygtet, da havde han ligget paa Knæ for hende og tryglet og bedt - den svageste af de svage. Saa havde man haft Fru Pobjedonostsev paa sin Side kunde meget være vundet - hvis Rygtet var sandt.
*) De bruges ogsaa i den koldeste Vintertid.
