« Tilbage til søgeresultaterne

Skammen

Af: Mariane Nielsen

« Se emneord

„Kvinden og  Samfundet" for 26. Juli indeholder en Artikel af Frk. Ka­ren Mortensen, „Frem med Faderens Navn", i hvilken der findes gentagne Udtryk for den dybt rodfæstede An­skuelse, at der hviler en uhyre Skam over det udenfor Ægteskab fødte Barns Moder, en Skam, som Karen Morten­sen ønsker,, skal hvile ligeligt paa begge Forældrene.

Mon der ikke skulde findes en og anden Læserinde, der med mig har Lyst til at undersøge, hvori denne Skam bestaar?

Naar vi gaar til Bunds i  Begrebet Skam, opdager vi snart, at der gives to Arter deraf, nemlig den egentlige, virkelige Skamfølelse, der er et Menneskes dybe Græmmelse over at have fornedret sig, gjort sig skyldig i noget uværdigt, og den uegentlige, falske  Skam, der kun er Frygten for og Li­delsen ved at blive Genstand for andre Menneskers Foragt. Hvor den første Art af Skam er til Stede, vil den anden som oftest ogsaa findes, naar den Hand­ling, som bevirker Skammen, ikke er hemmelig. Derimod findes den falske Skam i mangfoldige Tilfælde, hvor der ingen Nedværdigelse har fundet Sted, ingen virkelig Skam er.

Dette sidste vil ikke sjældent være Tilfældet hos den ugifte Moder. Naar vi undtager de ulykkelige, lavest stillede Væsener, for hvem der ikke gives Kærlighed eller dybere Tilbøjelighed, men kun Drift - og selv for disses vedkommende bliver der næppe Tale om virkelig Skamfølelse, da de ingen Selvagtelse har, der kan forspildes - saa skal vi lede længe, før vi finder en Kvinde, som i sit inderste Hjærte skammer sig, over at have hengivet sig i Kærlighed - det ligger nu en Gang godt og lykkeligt saaledes i Kær­lighedens Natur: „doch alles, was mich, dazu trieb, das war so süsz, das war so lieb", som Goethe siger. Ej heller skammer hun sig over sit dejlige, el­skede Barn, hun er lige saa stolt deraf, som nogen ægteviet Moder. Men hun skammer sig over at blive betragtet som en falden Kvinde, at blive stemp­let som en Overtræder af det frygte­lige sjette Bud. Man vil maaske ind­vende, at hun bør og maa skamme sig over den Letsindighed, at have ud­sat sig for at bringe et Barn til Ver­den, hvis forsvarlige Opfostring og Op­dragelse ikke i Forvejen var tilstræk­kelig betrygget; men hvis det er heri, man, ser Tyngdepunktet af hendes For­brydelse, saa sig mig, hvorfor hun skal dømmes haardere end den Hær­skare af ægteviede Par, som vedbli­ver at avle Børn, endskønt de har den yderste Nød med at skaffe det fattige, daglige Brød til den Flok, de alle­rede har?

Resultatet af Undersøgelsen bliver da dette, at den Skam, hvorom Talen er, bestaar af intet andet end Byrden af den Foragt, som vi, de dydsirede Jomfruer, Frøkener og Ægtehustruer i den hjerteløseste Tankeløshed læsser paa vore ulykkelige Medsøstres Skuldre. Hvis Sagen ikke var saa forfærdelig alvorlig, skulde jeg fristes til at sige, at det ser komisk ud, naar vi i høje Toner taler om vor store Medfølelse med disse vore Ofre og udøser vor Harme over de skændige Mandfolk, som ene og alene er Skyld i deres Ulykke. Det kunde næsten se ud, som om al vor Jagen under Feltraabet: „Frem med Faderens Navn" kun havde til Hensigt at faa Ofrenes Tal forøget med et ligesaa stort Antal mandlige individer, over hvilke vi kunde udøse vor dydige Foragt.

At faa en Lov sat igennem er en meget langvarig Historie. Først skal Kvinderne blive enige om, hvordan de vil have Loven, og det tager Tid. Dernæst skal Mændene overbevises om vort Kravs Berettigelse; det er ogsaa lettere sagt end gjort. Endelig skal saa det besværlige Lovgivningsmaskineri sættes i Gang, og saa kan det endda let hænde, at Loven tilsidst faar en saadan Skikkelse, at vi maatte ønske, vi aldrig havde faaet den.

Hvad om vi med kærlige Hænder tog Byrden , af den falske Skam bort fra de ulykkeliges Skuldre! Det staar i vor Magt i al Stilhed at gøre dette straks, lige med det samme, og jeg tror for vist, at Moderen og Barnet skulde føle en langt større Lindring derved end ved den foreslaaede Lovs Ikrafttræden. -

Ovenstaaende var skrevet, men jeg tøvede en Smule med at indsende det. Ikke fordi jeg viger tilbage for at an­gribe paa det Punkt, hvor de kvinde­lige Fordomme samles som i et Brænd­punkt, eller frygter den Mulighed til de yderste Konsekvenser at skulle for­svare mine Udtalelser; men derimod frygtede, jeg, at en Del af Forargelsen, som jeg næppe undgaar at vække, skulde vende sig mod det Blad, der vilde trykke noget saadant.

Efter imidlertid at have læst Fru Pauline Aggersborgs Artikel „Børnene" i sidste Nr. af Kv. og Samf., er jeg ganske klar over det fuldt berettigede i, at jeg taler ud. Her findes nemlig en dybere Sammenhæng. Netop den Skam og Foragt, der kastes paa den ugifte Moder, var det, der bragte mig som Barn ind paa den mørke og bitre An­skuelse, at „Kønsforholdet var en skam­melig Ting"; tidlig tabte jeg Tilliden til den præstelige Velsignelses under­gørende Virkninger, derfor blev der for mig ingen Forskel paa gift og ugift, ja de gifte forekom mig endda værst, fordi de havde den uhyre Frækhed at tale højt om de ugiftes Synd og Skam. En mørk, hæslig Skygge faldt over hele Menneskeheden. Nu troede jeg at begribe, hvori den mystiske „Arve­synd" bestod; Ordene „min Moder har undfanget mig i Synd" blev til en svidende  Indskrift for mine Øjne, der fjernede mig fra mine Forældre og drev min unge Sjæl ind i Ensomhe­den. Naar de mørke Grublerier over­faldt mig, vidste jeg kun det ene Raad, at vade ud i Engens Græs og Blom­ster, der venlig modtog og gemte min lille Person i sit friske, grønne Hav: her var der rent for Mennesker, her fandtes Fred, her var Poesi! - Det var endda en Lykke, at jeg ikke havde Anelse om, at hint hæslige, som ikke kunde komme bort fra Menneskelivet uden dettes fuldstændige Ødelæggelse, ogsaa her foregik i stor Maalestok lige for mine Øjne, ja mellem mine Hæn­der, som var fulde af Forglemmigejer, thi da vilde Jorden have brændt under mine Fødder.

Et var mig klart, at jeg selv vilde ren og ubesmittet, gennem hele den smud­sige Verden: jeg kunde aldrig gifte mig! Vistnok saa Kærligheden i Romanerne skøn og indtagende ud, men den skulde og maatte forsages, siden den havde noget saa afskyeligt i sit Følge.

Da det omsider ganske langsomt begyndte at gaa op for mig, at det var Kærligheden, der sætter Skel mel­lem rent og urent, skønt og hæsligt, da til sidst Kærligheden som en straalende Sol steg op over min Horisont og kastede sit forklarende Lys over Menneskelivet, saa dette laa for mit undrende Blik saa skønt og nyskabt som en Gang forhen Jorden for Adam og Eva, da faldt der en uhyre tung Sten fra mit Hjerte.

For mig er og bliver Kærligheden ene og alene den store Forsoner. Hvis nogen har fundet en bedre Udvej af Labyrinten, da lad os snarest muligt høre noget derom. Hvis ikke, da indrøm, at vi maa skynde os at tage vor Foragt bort fra de ugifte Mødre i Er­kendelsen af, at vi ikke formaar at ran-

sage Hjærter og Nyrer, hverken i eller udenfor Ægteskabet.

Ved at indføre en Smule Konsekvens og Logik i vor Moral, kan vi skaane Børnene for at gruble sig syge over de utroligt pinlige Problemer, hvis Uløselighed har voldt os selv saa fortvivlede Anstrængelser.

« til toppen

Emneord

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner