« Tilbage til søgeresultaterne
Af vor Brevkasse
„En Note" af Hr. U. Birkedal foranlediger mig til at fremsætte for Dem nogle længe nærede Tanker.
„Kvinden og Samfundet" har den ene Hovedopgave at arbejde for Kvindens Menneskerettighed, og tør af Interesse for denne Opgaves Betydning og Omfang ikke fortabe sig paa alskens Sidespor. Derfor er det nødvendigt, at Kvindesagen for alle Medarbejderne er en Hovedsag, ja Livssag. Det viser sig imidlertid, at Kvindesagen for de mest kristelige af os ikke vil blive andet end en Bisag, medens det religiøse er Alfa og Omega.
Ganske vist kan man ikke forlange, at en ivrig Kristen skulde kunne tænke sig Kvindespørgsmaalet eller noget Spørgsmaal overhovedet løst uden ved Kristendommens Bistand, men man burde have Lov til at betragte Sagen fra et andet Synspunkt, nærme sig den fra et andet Udgangspunkt, uden straks at blive faldet i Talen med Bebrejdelser for, at man ikke er kristelig nok eller ikke kristelig paa den rette Maade.
Ubestrideligt er den religiøse Grundopfattelse for enhver af os det centrale. Men naar vi mødes her i Kv. og Samf. til fælles Kamp for Frihed og Ret, da er det gavnligt, ja nødvendigt, at vi lader det religiøse træde i Baggrunden for ene og alene at hengive os til Kvindesagen. Dersom Diskussionen uhjælpelig fører til religiøse Menings udvekslinger, kunde Redaktionen passende forsyne de krigerske Damer med hverandres Adresser, saa kunde de klingende Harnisker tørne sammen ganske privat med al ønskelig Fynd og Klem uden at vække Forargelse og Forvirring ibandt de menige Rekrutter i Kvindehæren.
Her i Bladet har vi Kvinder jo saa meget alvorligt at tale om og se at komme til Klarhed over; derfor bør vi undgaa alt hvad der kan adskille og derved svække Samfølelsen og Samarbejdet, og - hvad der ikke tør lades ude af Betragtning - svække det Indtryk af Enhed og Fasthed, som Bladet helst burde give til de udenforstaaende.
Derfor: Takt, Takt, pas paa Takten!
