« Tilbage til søgeresultaterne
Endnu et Par Ord til Ch. Sannom
Endnu et Par Ord til Ch. Sannom*).
*) Helene Bergs Svar til Fru Aggersborg maa desværre paa Grund af Pladsmangel gemmes til næste Gang. Red.
Til Frk. Ch. Sannom skal jeg i Anledning af hendes „Svar til Helene Berg" i „Kv. og Samf." Nr. 18 tillade mig at bemærke, at jeg er saa lykkelig at kende ejendommeligt udviklede og aandelig selvstændige Personligheder saa vel inden for Kirkens Kristendoms Grænse som uden for denne; om et Menneske kan siges at være personlig sand og aandelig selvstændig, beror efter min Mening ikke paa, hvad han tror, men paa hvorledes, ikke paa det Navn, han bærer, men paa det Liv, han lever.
Angaaende den „jævnlige Skiften Standpunkt og Overbevisning" endvidere dette: Sandheden natura non facit saltum gælder ogsaa paa det aandelige Livs Omraade, og Annie Besant er ikke nogen Undtagelse fra denne Lov; naar man kommer til det Resultat, at hun uden sund Fornuft og uden Mening og Sammenhæng er gaaet fra den ene Yderlighed til den anden og derfor maa betragtes som et upaalideligt og holdningsløst Menneske, der endnu kan berede sine Venner mange ubehagelige Overraskelser, da er det, fordi man har ment i et kompliceret Regnestykke at kunne nøjes med enkelte Faktorer og dog komme til et rigtigt Resultat. Havde man, naar man i det Hele vilde søge at give en Løsning paa den foreliggende saa vanskelige Opgave, søgt at faa blot de absolut nødvendige Faktorer med, vilde man have set, at der i det skjulte fører en gradvis, naturlig og fuldstændig lovmæssig Udvikling fra det ene Standpunkt til det andet, og at Springene kun er tilsyneladende; i Stedet for Holdningsløshed og Upaalidelighed, vilde man til sin Glæde og til Bestyrkelse for sin Tillid til sine Medmennesker have opdaget alvorlig og ærlig Sandhedssøgen og modig og beundringsværdig Tonen-rent-Flag.
Og hvad der gælder for Annie Besant, at Springene i hendes Udvikling kun er tilsyneladende, det gælder ogsaa for de mindre lysende og mere i det skjulte arbejdende Sandhedssøgere, der, drevet ikke af ydre Grunde, men af indre Nødvendighed, forlader de mere banede Veje og slaar ind paa de mere ensomme og individuelle Stier.
Og saa blot endnu en lille personlig Bemærkning: Fløjen, der drejer for enhver Vind, er heller ikke mit Ideal, og jeg kan forsikre Frk. Sannom, at om end min Fløj er drejelig, saa drejer den sig dog ingenlunde for enhver Vind, og den har aldrig drejet sig mest for de Vinde, der blæste stærkest paa den.