« Tilbage til søgeresultaterne
Store Mænds Hustruer
Marie Pingel: Breve fra Jane Welsh Carlyle. Ellen Key: Menniskor.
Det gaar maaske flere som en ung Kunstner, en Beundrer af Carlyle, der, da han saa ovennævnte Bog, udbrød: Men hvad er dog det, har Carlyle virkelig haft en Kone! Carlyle havde en Kone, og oven i Købet en, der var ham værdig. En Hustru, der baade var i Stand til at følge hans Aands Flugt og villig til at betale Omkostningen ved at være et Genis Livsledsagerinde, ikke blot det at undvære Livets gode Ting, at bo i en Udørk og meget andet af den Art, men det vanskeligere at opgive al egen Ærgerrighed for at leve Side om Side med en aandelig Eneboer, at ofre sin Skønhed, sine selskabelige Talenter, sin Lyst til Studium, for at han uhindret af praktiske Vanskeligheder kunde lukke sig inde, og alene med sig selv gennemkæmpe de stærke aandelige Brydninger, der hos ham ledsagede Fremkomsten af enhver ny Bog. Hun gjorde det ikke forgæves. Han skrev paa hendes Grav, at hun, som ingen anden kunde det, havde ansporet ham til alt, hvad han havde udrettet eller forsøgt at udrette, som havde noget Værd. Men hun nød ikke sin Triumf. „Jeg har giftet mig af Ærgerrighed, skrev hun kort før sin Død, og jeg har naaet langt mere end jeg nogensinde havde drømt om; men dog er jeg bundulykkelig!" *)
*) Citeret efter Hukommelsen.
Det er et smukt Udslag af den store Forfatters rene og sandhedskærlige Aand, at han selv ønskede, at hendes efterladte Breve skulde offentliggøres, endskønt Læsningen af dem havde voldet ham saa megen Smerte, og han vel kunde vide, at de vilde fremkalde den Opfattelse - der ogsaa i lang Tid var gængs - at han overfor hende havde været en stor Tyran og Egoist. Den danske Forfatter gaar ikke saa vidt, som den nyeste engelske, der tvert imod tidligere Udgivere af hendes Efterladenskaber hævder, at hun var en „forvænt og forkælet Kone". I en udmærket skreven Indledning giver Frk. Pingel et Rids af hendes Liv, og søger der Aarsagerne til hendes Melankoli. Hun finder dem væsentligst i en sjælelig og legemlig Sygelighed, der gjorde hende overdreven følsom og navnlig i et enkelt Tilfælde - hendes skæve Opfattelse af hendes Mands Venskabsforhold til en anden Kvinde - tillige bitter og uretfærdig.
Det iøvrigt fortrinlige Udvalg Forf. har gjort af det store Materiale, er for lille til, at der paa Grundlag af det kan fældes nogen Dom; men Forf. viser saa megen Sympathi for den begavede Kvinde, at hun neppe gør hende, synderlig Uret. Jane Carlyle havde selv drømt om at blive Forfatter og i Theorien opmuntrede hendes Mand hende dertil. Havde hun selv sat noget ind derpaa, er det dog næppe rimeligt, at han vilde have glædet sig. Mens han ikke fandt noget urimeligt i, at hun brugte Tid og Kræfter til at bøde hans gamle Støvler, kunde han daarligt taale at se hende hjælpe en Veninde med Korrekturlæsning. Ogsaa Dickens finder, at ingen af de samtidige Forfatterinder kan sammenlignes med Mrs. Carlyle; og naar man betænker, at blandt disse var Elisabeth Browning og Mary Evans (George Eliot), er dette unægtelig meget sagt. Men der var i hendes stærkt kvindelige Natur en endnu mange Gange større Trang til at give og modtage Ømhed og Kærlighed, saa at hun sikkert tog sig det let nok, hvad hun maatte ofre af personlig Ærgerrighed. Et Brev, hun i sine ældre Aar skrev ud af sit kærlige Hjærte for at trøste en mindre heldig Forfatterinde, viser, hvor alvorligt hun i denne Retning har arbejdet med sig selv:
„Saa mange Evner gaar til Spilde, saa megen Begejstring bliver til Røg, saa mange Liv ødelægges af Mangel paa lidt Taalmodighed og Udholdenhed, og fordi man ikke forstaar og ikke lægger sig paa Hjærte, hvad De saa godt har udtrykt i Deres Digt, at det hverken er Storheden eller Lidenheden af ens nærmeste Pligter, men den Aand, i hvilken man udfører dem, som gør ens Gerning ædel eller ringe. Jeg kan ikke forstaa, hvorledes Mennesker, der er fødte med nogen Ærgerrighed og Følelse af Kraft, uden Erkendelse heraf kan undgaa at blive gale i en Verden som denne. Jeg ved, at jeg var meget nær ved at blive gal, den Gang jeg udfandt dette for mit eget Vedkommende, som man selv maa udfinde alt, hvad der skal være af nogen virkelig praktisk Nytte for en.
Vil De høre, hvordan det gik op for mig? Maaske kan det være til nogen Trøst for Dem i lignende trætte og modløse Øjeblikke. Jeg havde med min Mand begivet mig til en lille Ejendom ude blandt nogle Tørvemoser, som var nedarvet paa mig efter John Welsh, den Presbyterianer, der ægtede en af John Knox’s Døtre. Med Skam maa jeg tilstaa, at dette ikke i mindste Maade forringede min Følelse af, at Craigenputtock var en Tørvemose og et meget trist og ubehageligt Sted at bo. Det var ogsaa til alle Sider seksten (engelske) Mile borte fra enhver Bekvemmelighed. Saa langt var der ikke alene til ethvert Udsalg, men ogsaa til Posthuset. Tilmed var vi meget fattige, og, hvad der var det allerværste, jeg var som eneste Barn og opdraget til „store Fremtidsudsigter" ophøjet uvidende om enhver Gren af nyttig Kundskab, skøndt jeg var overordentlig dygtig i Latin og en meget flink Mathematiker. Det var da nødvendigt for mig under disse mærkelige Forhold at lære at sy! Jeg var forfærdet ved at opdage, at Ægtemænd slider Huller paa deres Strømper og altid taber Knapper og man ventede af mig at jeg skulde „passe paa al den Slags". Jeg maatte ligeledes lære at lave Mad! Ingen dygtig Tjenestepige vilde bo paa et saa afsides Sted, og min Mands svage Fordøjelse forstørrede paa det frygteligste mine Vanskeligheder. Fremfor alt var det Brødet vi købte fra Dumfries, der „fordærvede hans Mave. (O Himmel), og det var ligefrem min Pligt som en kristen Kone at bage vort Brød! Saa forskrev jeg Cobbets „Huslig Økonomi" og begyndte at bage et Brød.
Men da jeg intet kendte til Gæringsprocessen eller til, hvor hed Ovnen skulde være, skete det, at mit Brød blev lagt i Ovnen paa den Tid, da jeg selv burde være lagt i min Seng. Og jeg forblev det eneste ikke sovende Væsen i et Hus midt i en Ørken. Klokken slog et saa to, saa tre og endnu sad jeg der i en umaadelig Ensomhed med et Legeme, der smertede af Træthed, og et Hjerte, der smertede ved Følelsen af Forladthed og Nedværdigelse, fordi jeg, der var bleven saa forkælet hjemme, til hvis Bekvemmelighed der var bleven taget Hensyn af alle i Huset, af hvem der aldrig var blevet forlangt andet, end at jeg skulde dyrke min Aand, nu sad her alene i disse Nattetimer for at passe paa ét Brød, som maaske, naar alt kom til alt, slet ikke blev til et Brød! Tilsidst gjorde disse Tanker mig gal, saa lagde jeg mit Hoved ned paa Bordet og hulkede højt. Da var det, at Tanken paa Benvenuto Cellini paa en eller anden Maade opstod hos mig, den Gang han sad oppe, medens hans Perseus var i Støbeovnen, og pludselig spurgte jeg mig selv: „Hvad er egentlig i de højere Magters Øjne den store Forskel mellem en Statue af Perseus og et Brød? Begge Dele er jo dog det, der ligger for, som ens Haand skulde gøre"! Mandens bestemte Vilje, hans Energi, hans Taalmodighed, hans Dygtighed, det var det beundringsværdige, for hvilket Statuen af Perseus var et blot tilfældigt Ud-tryk. Hvis han havde været en Kvinde, der boede paa Craigenputtock med en Mand, der led af en svag Fordøjelse, seksten Mile borte fra en Bager og det tilmed en daarlig en, vilde alle disse Egenskaber mere hensigtssvarende have lagt sig for Dagen i et vellykket Brød.
Jeg kan ikke sige Dem, hvilken Trøst dette Tankefrø spredte over det mig saa unaturlige Liv, vi førte paa hint øde Sted, hvor mine to umiddelbare Forgængere var blevne gale, og den tredje havde slaaet sig til Drik.
Sin Latin og Matematik kunde den forgudede unge Kvinde nok opgive, men værre var det, at hun til Gengæld for alt, hvad hun havde forladt, fik saa lidt Del i det Aandsliv, der gærede og bruste i hendes Mand. Lidt spydigt bemærkede hun, at der drypper saa megen Visdom fra hans Læber paa en eneste Dag, at om hun havde Hukommelse til det, kunde hun aabne en lille respektabel Bagerbutik for egen Regning med de Smuler, der faldt fra hans Bord. Til at begynde med gaar det ret godt, man moraliserer sammen, læser Spansk sammen, kort sagt fører „det fortroligste Samliv". Men efterhaanden, som han fordyber sig i sit literære Arbejde, bliver hun henvist til at sidde hos ham, mens han barberer sig, naar hun vil nyde godt af hans „Visdom"*); han bliver „melankolsk og bitter", sagtens fordi Aarene gaar uden at han slaar igennem, og der undslipper hende blandt andet til en Veninde ét Hjertesuk: „Aa Bess’ igen at faa en god Latter med Dig, som i gamle Dage! Jeg kan ikke huske den Tid, da jeg lo. At græde, hører nu til Dagens Orden."
(Forts.)
*) Citeret efter Hukommelsen.
