« Tilbage til søgeresultaterne
Systemer og Dogmer
Det er ikke, som Fru Aggersborg synes at have faaet ud af mine faa Bemærkninger i „Kv. og Samf." Nr. 17, Dogmer og Systemer, jeg vilde have omstyrtet, om jeg havde Magt som Vilje; men det er den Indskrift, der staar - tillokkende for nogle, frastødende for andre - over Hovedportalen paa enhver Dogmebygning indenfor Kristenheden. Den staar baade over den romersk - katolske og den græsk-katolske Kirkes Hovedindgang, og den staar over den lutherske Kirkes saa vel som over alle de andre Protestanters og „Kætteres" Kirkedør; med mere eller mindre fremtrædende Skrift læser vi over dem alle:
Vi alene vide!
„Havde jeg Magt som Vilje", skulde hver eneste Dogmebygning faa Lov at staa i Fred for mig; ikke én af dem vilde jeg berøve en eneste Sten, thi jeg tror, at der i enhver Dogmebygning bor ærlige Mennesker, hvis eneste Grund til at bo netop i den Bygning er, at de der finder Tilfredsstillelse for den aandelige Trang, som paa det Trin af deres Udvikling er deres dybeste, og at de der finder den aandelige Føde, som passer til deres sjælelige Konstitution.
Altsaa, Dogmebygningerne vilde jeg lade staa: men Indskriften skulde fjærnes; uden Skaansel vilde jeg hugge den bort, og paa den samme Plads vilde jeg sætte, Fredens, Frihedens og Broderkærlighedens Symboler; og ikke alene fra Dogmebygningernes Hovedportaler skulde den bort; dette vilde blive det mindst væsentlige; men bort fra Menneskers Tanker skulde den skæres, og ud af deres Hjærter skulde den ætses.
Og hvorfor skulde den Indskrift fjærnes ?
1) Fordi den er usand. Sandheden er evig og uendelig og kan ikke indesluttes i selv det fuldkomneste System og ikke rummes i selv den mægtigste Dogmebygning; man indtager derfor et usandt Standpunkt ved at mene: de Dogmer, vi hylder, indeholder hele Sandheden, og hvad der ikke harmonerer med dem, er falsk Lære og leder til „aandeligt og sædeligt Forfald".
2) Fordi den er usund. Den gør sine Tilhængere mistænksomme og dømmende over for anderledes tænkende; den gør dem hovmodige og ukærlige over for dem, der i deres Øjne og maalt med deres System er Kættere; den gør dem ensidige og begrænsede, idet den tillukker deres Vinduer og Døre og udelukker dem fra Tilførsel af frisk og ny iltholdig Luft, som er Betingelse for al Vækst; den trælbinder, hvor kæk og fri den end lyder, thi det er Falskhedens Natur at trælbinde, som det er Sandhedens at frigøre.
- „Om disse (Systemer og Dogmer) skal godkendes eller forkastes, beror dog paa, hvorvidt der findes Sandhed deri eller ikke", siger Fru Aggersborg; men er ikke ethvert Dogme et mere eller mindre vellykket Forsøg paa at udtrykke en Sandhed, en mere eller mindre fuldkommen Form for et Indhold, der er dyrebart for nogle? Og er dette rigtigt, da kan og skal intet Dogme paa vilkaarlig Maade godkendes eller forkastes; men enhver Form bør have Lov at bestaa, saalænge den kan, og saalænge den blot for et eneste Menneske udtrykker en for ham dyrebar Sandhed.
Lad da kun Dogmerne leve deres Tid ud; før eller senere vil de forsvinde og give Plads for nye og forhaabentlig fuldkomnere Former for Sandheden.
Som Tennyson udtrykker det:
Our little Systems have their time,
They have their time and cease to be.
They are but broken lights of Thee,
And Thou, oh Lord are more than they!*)
*) Vore smaa Systemer har deres Tid, de har deres Tid, og saa dør de. De er kun brudte Straaler af dit Lys, og du. Herre, er mere end de.
Lad da den, som med fuld Sandhed kan bo i den ene eller den anden af de for Tiden bestaaende Dogmebygninger, og som kan finde sin religiøse Trang tilfredsstillet i det ene eller det andet af de nu herskende Systemer, blive boende, og ingen har Bet til at haane ham for det eller betragte ham som et uselvstændigt eller mindre intelligent Væsen af den Grund; men lad paa den anden Side den, som ikke kan finde sin Sandhedstrang tilfredsstillet i de bestaaende Systemers Fortolkninger, og som løber Panden imod Væggene i de ikke af ufejlbare Paver, men af ufuldkomne Mennesker opførte Dogmebygninger, have Lov til at bryde ud og danne sig sin egen Form for det, der er bleven Sandhed for ham, om han har Stof og Evne dertil, uden derfor at blive ynket som en foragtelig, frafalden eller betragtet som en uvederhæftig og holdningsløs Person, hvis Moral maa være af ringere Kvalitet end deres, som har deres sikre Stade inden for den lovbeskyttede og statsanerkendte Kristendoms sikre Mure.
I Anledning af, at Fru Aggersborg særlig nævner Treenighedsdogmet som „Kristenhedens Hoveddogme", der „viser sig for de troende som en uomstødelig Sandhed", skal jeg tillade mig at erindre om, at dette Dogme efter megen Strid eg Diskussion blandt Kirkens Mænd blev godkendt paa Kirkeforsamlingen i Nicæa 325. Der kan fra Treenighedsdogmets Tilhængere anføres, at dette er bygget paa Udtalelser i Bibelen, men det kan næppe bevises, at Jesus Kristus lærte Treenighed i den Betydning, som Kirken lærer det; Bibelens Udtalelser fortolkes, som bekendt, højst forskelligt, og hvem skal være Højesteret i aandelige Ting? Hvilken Autoritet skal bestemme, hvad vi skal tro og hvad ikke, hvad vi skal erkende som Sandhed, og hvad vi skal forkaste som Falskhed. Katolikkerne har deres „ufejlbarlige" Pave, men hvad har Protestanterne? Nøjere betragtet, ligger Protestantismens Grundtanke dog vist Personlighedsprincippet nærmere end Autoritetsprincippet, og staar vi ved Valget mellem disse to Principper, mon vi da ikke alle vil vælge det første?
Fru Aggersborg finder, at det at „udvikle sin Personlighed efter dens egne Love lyder stort", men jeg finder, at det er stort, og det er ethvert Menneskes Ret. Med at udvikle sin Personlighed efter dens egne Love mener jeg selvfølgelig ikke at „frigøre sig fra at være afhængig af og Part i Livs-systemet" ; herom kan der slet ikke blive Tale, da det simpelt hen er en Umulighed. Vi er alle sammensat af de samme Bestanddele, ikke blot fysisk, men ogsaa psykisk; de samme aandelige Love gælder for os alle; og dog er der ikke to Mennesker, der er stillet ens, eller hvis Udvikilng foregaar under de samme aandelige Vilkaar. Med en Personligheds egne Love mener jeg da de særlige og for ham ejendommelige Vilkaar, han lever under, og disse „bestemmes af hans særlige Naturel, Individualitet, Erfaringer, Oplevelser osv. Der ligger en stor Sandhed gemt i Søren Kierkegaards bekendte Sætning: Subjektiviteten er Sandheden, og ret forstaaet kan den nok finde Anvendelse i denne Sammenhæng.
Fru Aggersborg vil ikke „benægte Individets Ret til at udvikle eller udvide sin Sjæl inden for Skabningens Begrænsning"; men hvilken Mening kan forbindes med Udtrykket „Skabningens Begrænsning?" Har ikke enhver Ret - og ikke alene Ret, men ogsaa Evne til at udvikle sig inden for sin Skabnings Begrænsning? Og er ikke enhver Begrænsning kun midlertidig, thi det at udvikle sig, betyder vel bl. a. ogsaa netop det: at flytte sine Grænser?
Ingen vil være i Stand til at bestemme de endelige Grænser for Skabningens Udvikling, og mon nogen vil kunne modbevise følgende Sætning: Der er slet ingen absolutte Grænser!