« Tilbage til søgeresultaterne

Dødsfald i Udlandet

« Se emneord

Den 26. Juli døde Lærerinde ved Stavanger Folkeskole, Anna Backe, efter omtrent et Aars Sygeleje. Hun var tidlig med i Stavanger Kvindesagsforening, sidste Aar, som For­eningens Formand. I Fjor var hun med blandt dem, der stiftede Sta­vanger kvindelige Arbejderforening, i hvis Bestyrelse hun ogsaa valgtes ind.

Ved Kommunevalget blev hun valgt ind i Kommunestyret af Arbejderpar­tiet. Her gjorde hun skriftlig et ikke ringe Arbejde.

Anna Backes Minde vil længe  leve blandt Arbejderkvinderne  i Stavanger.

- Den 20. Juni døde i Leipzig det tyske Kvinderaads Æresformand, Augusta Schmidt. Hun var født 1833; styrede i en Menneskealder Leipzigs første højere Pige- og Lærerinde­skole, som hun dog havde opgivet 1891 for helt at ofre sig for Kvinde­sagen. Sammen med den 1895 afdøde Louise Otto Peters, var hun i mange Aar Lederen af den tyske Kvindebevægelse og var til sin Død ligesaa elsket og beundret i Kvindesagskredse, som blandt sine ældre og yngre Elever. I 1890 var hun Med­stifter af den almindelige tyske Lærerindeforening.

- I Boston døde d. 12. Maj Marie Zakrzevska, født i Berlin 1829. Kv. o. S. har tidligere (1889) bragt en Levnedsbeskrivelse og en længere Ar­tikel af denne fremragende Kvinde, der havde søgt og fundet Retten til Arbejdet paa den anden Side Havet. Hun virkede endnu ved sin Død, som Overlæge ved det Kvindehospital, hun havde grundlagt der i 1859, og blev af sine udvalgte Landsmænd omfattet med ikke mindre Kærlighed end den, hun altid selv havde lagt i sit Arbejde. Efter sit Ønske blev hun begravet uden nogen kirkelig Højtidelighed. Venner talte over hende, og derefter oplæstes en Afskedshilsen, forfattet af hende selv, som gjorde dybt Indtryk paa de til­stedeværende. Vi aftrykker den om­trent i sin Helhed.

„Naar disse Ord naar eder, sover jeg allerede den fredelige, velfortjente Søvn, den Søvn, af hvilken jeg aldrig mere vaagner. Mit Legeme vil være vendt tilbage til Jorden hvoraf det er kommet; min Aand vil være iblandt eder, selv blandt dem, der kommer efter eder. Jeg tænker derved ikke paa Be­rømmelsen; jeg tror ikke, at mit Navn, som beredte eder saa mange Vanskeligheder, vil blive bevaret. Men de Tanker, for hvilke jeg har arbejdet, det Frø, som jeg har søgt at saa her og der, vil leve og vokse og bære Frugt. Hvad Vægt ligger der ogsaa paa hvem det var, der jævnede den Vej, ad hvilken vi vandrer. Det er tilstrækkeligt at vide, at gode og store Mennesker til alle Tider har levet og virket for Tanker, som tjente til Menneskehedens Fremgang. Ogsaa jeg har ærligt forsøgt at leve mit Liv fuldt ud efter min Natur; ikke drevet af den Ærgjerrighed, at ville gælde for noget særdeles eller for at sikre mig et særligt Eftermæle; men fordi  jeg ikke kunde lade det være.

Den Drift, som tvang mig til altid at se fremad og til altid at stræbe fremad, tvang mig ogsaa til uden Ophør at virke for alle Kvinders Vel, uden Hensyn til Land eller Race. Men jeg vilde ikke kunne hævde, at jeg havde tænkt mere paa andre end paa mig selv. Aa nej! Først og fremmest søgte jeg at tilfredsstille mit eget Væsen, mine egne Ønsker og Fornødenheder fuldt ud. Og jeg havde hverken flere eller færre egenkærlige Ønsker end Flertallet af Mennesker. Jeg, har stedse betragtet det ikke alene som min Ret, men ogsaa som min Pligt først at sørge for mig selv og for dem, som var nødvendige for min Lykke. Jeg har altid foragtet de svage Karakterer, som ikke kan sige Nej; som med blødagtig Følsomhed giver og ofrer deres hele Livs- og Aandskraft foruden deres Midler; som finder Beroligelse i den Tro, at andre nok vil sørge for dem, som de har sørget for andre - -"

Efter en varm Tak til hendes nærmeste Venner og til fremragende Personer, som havde hjulpet hende i hendes Livsarbejde, slutter denne mærkelige Gravtale paa følgende Maade:

Og nu til Slutning vil jeg sige Levvel til alle dem, som tænker venligt paa mig, til alle dem, som holdt af mig og forsikre dem om, at den faste Overbevisning om Umulig­ligheden af et Liv efter Døden, bringer uen­delig Ro og uendelig Fred med sig. Jeg længes ikke efter noget Hinsides. Jeg blev født, jeg har levet, jeg har brugt mit Liv, saa godt jeg kunde det, til Gavn for mine Medmennesker, og daglig har jeg nydt det tusindfold. Jeg har - hver eneste Dag - lært mange Sorger og mange Glæder at kende, og nu er jeg tilfreds med at falde som Offer for Naturlovene, for aldrig mere at opstaa, aldrig mere se og kende, hvad jeg har set og kendt. I mit hele Liv har jeg anstrængt mig, for at vise dem, som stod mit Hjerte nær­mest, som Karl Heinze, Julie A., Sprague og mine Søstre, min Taknemlighed efter Grund­tanken i Freiligraths smukke Digt:

 

„O, elsk imens Dit Hjerte slaar,

O, elsk imens Du elske faar;

Den Time kommer, hvor Du maa

Alene mellem Grave staa."

 

Ligesaa dybt bedrøvet, som jeg har været naar en Ven forlod mig, vil jeg være det, naar jeg maa forlade dem. som jeg elskede; men jeg ved, at jeg maa føje mig i det uaf­vendelige, og jeg føjer mig saa frejdigt, som en svær, uhelbredelig Sygdom tillader det. I Tankerne er jeg alt dragen bort - nu gaar jeg ogsaa legemligt herfra, og alt, hvad jeg lader tilbage, er Erindringen om mig i Hjertet hos de faa, der forstaar at bevare Erind­ringen om de bortgangne. Lev vel."

(Womens Journal.)