« Tilbage til søgeresultaterne
Stefanie
En Fortælling af Sofie Holst, med en Levnedsskildring af Forfatterinden af Christine Daugaard (Karl Schønbergs Forlag).
Det første, man ser, naar man aabner den tykke Bog, er et Portræt af Sofie Holst et ualmindelig klogt og livfuldt Ansigt. Dernæst kommer Skildringen af hendes Liv. Med stor Kærlighed har Chr. Daugaard opbevaret alle venlige Ytringer om hendes literære Virksomhed endog saa langt tilbage som til Ingemann. Man beklager dog, at hun ikke mere har givet sig sin egen Følelse i Vold og helt ud fra den skildret den vistnok ikke med Urette beundrede Veninde. Sofie Holst var født 1829 og døde 58 Aar gl. Hun havde da udgivet adskilligt og efterlod sig bl. a. den omfangsrige Fortælling, der danner Hovedmassen af det foreliggende Bind. Den burde være kommet før; thi nægtes kan det ikke, at „Stefanie” gør et noget afbleget Indtryk. Vidtløftig, men underholdende og ikke uden psykologisk Interesse minder den om de bedre engelske Dameromaner fra Midten af forrige Aarhundrede. Titelen er misvisende, det er ikke den sentimentale Stefanie, men den halvt ubevidst intrigerende Antonie, der er Hovedfigur i Bogen. Som en Studie af kvindelig Herskesyge kan den maaske nok forsvares til Trods for den megen overflødige Romanballast. Fra Udgiverindens Side er den et smukt Vidnesbyrd om kvindeligt Vennesind.