« Tilbage til søgeresultaterne
Hendes Mand
Jeg havde spist til Middag paa Hotel Savoy i London og sad og glædede mig over alle de smukke Damer - Damer paa Café er noget en Amerikaner slet ikke kender. Der var Liv og Farve over det hele, og jeg nød det i fulde Drag. Jeg elskede allerede London, skønt jeg kun havde været der i 3 Timer, men til Stedets særlige Duft, the Embankment*), Nelsonmonumentet, Trafalgarsquare med sine Løver, Droskerne - alt var som gamle gode Venner.
Thi som enhver Amerikaner var jeg godt bevandret i engelsk Literatur, og det gik mig, som det gaar saa mange andre - man synes bedre at kende det, man kun kender af Omtale, end det, man daglig ser for sine Øjne.
Den Mand, som sad lige over for mig, smilte nu og da, som om han følte sig rigtig vel tilpas. Han havde fortalt mig nogle Historier fra Australien, hvor han havde været i 3 Aar. Han havde vigtige Forretninger i San Fransisco og havde lagt Vejen hjem over - thi London var hans Fødeby, - stort andet vidste jeg ikke om ham - ja saa var han dygtig solbrændt med rare, trofaste Øjne og en god Latter - jeg kan ikke lade være at synes om Folk med en saadan Latter. Han havde talt om Hestene, Guldtørsten, Blæsten og Ensomheden i Australien; han havde aabenbart levet baade paa Livets Skygge- og Solside. Som sagt: jeg syntes godt om ham og vilde gerne have lidt mere at vide om ham.
Vi tændte vore Cigarer og drev ned ad the Embankment. Jeg fik ham paa Gled ved følgende Replik: „Det undrer mig, at et Menneske, der elsker England som De, har kunnet forlade det.” Jeg ventede det Svar, at han var rejst for at tjene Penge.
Han blev pludselig alvorlig. „Jeg rejste af samme Grund, hvorfor de ni af ti forlader deres Fædreland - for en Kvindes Skyld. - Jeg elskede hende for højt.”
Var hun gift?
„Jo, og med en nederdrægtig Slyngel, en Drukkenbolt en Spiller, som gjorde hendes Hjem til et Helvede.”
„Hvor det maa have pint Dem.”
„Ja, men ikke halvt saa meget, som det pinte hende”.
„Vidste de, at hun elskede Dem”?
„Ja, det vidste jeg - og det var det, som endelig gav mig Mod til at rejse. I disse tre lange Aar har der ikke været et Minut, hvor det ikke har staaet mig klart. Det har gjort mig Livet derovre udholdeligt, har givet mig Mod til at leve. Og havde jeg ikke vidst, at hun stolede paa mig, satte sit Haab til mig og elskede mig - ja, saa havde jeg ikke nu været blandt de Levendes Tal. „Og nu”?
„Nu skal jeg se hende igen. Hun er i Toget fra Paris, som om en lille halv Time kører over Broen her. Jeg har ikke. set hende i tre Aar”.
„Hendes Mand er vel død”? ,,Nej”, svarede han alvorligt.
,,Men” - - -
„Ja der er intet men”. Vi har i Sinde at begynde helt forfra og vi vil slaa en Streg over alt det gamle. Vi vil købe os en Yacht og sejle rundt med den. Vi skal ogsaa til Australien - hun skal se, hvor jeg levede, led og tænkte paa hende. Hun er rede til at leve Livet sammen med mig, og jeg med hende skønt der var en Tid, hvor jeg ikke vilde. - Naar to Mennesker elsker hinanden saa højt, som hun og jeg, er der intet „men”.”
Jeg havde faaet saadan en Sympati for Manden, at det stødte mig at høre ham tale saaledes. Jeg vovede et sidste Spørgsmaal: „Og hendes Mand?” Ham, hun lovede at være en trofast Hustru?”
Han greb mig i Armen, og lo med sin glade Barnelatter: „Men Kære! Jeg er jo hendes Mand, og hun er min Hustru”.
