« Tilbage til søgeresultaterne
Tyske Kvindesagsblade
De engelske og amerikanske Kvinder har været forude ogsaa med Hensyn til Udgivelsen af egne Blade. Senere har de franske Blade sat Rekorden med det glimrende skrevne Dagblad „La Fronde”. Men ogsaa de tyske viser nu en levende Trang til at bryde ud af „de stummes Lejr”. Saaledes i Nordtyskland Helene Lange („die Frau”), Minna Gauer (Frauenbewegung) og Marie Stritt (Gentralblatt), hver for sig Dygtigheder, i Østerrig, Marie Lange*) (Dokumente der Frauen) og Augusta Fickert (Neues Frauenleben).
Kvinderne af den angelsaksiske Race tog straks fat paa Udenværkerne: „Giv os vore borgerlige Rettigheder, at vi kan opfylde vore borgerlige Pligter”. I Frankrig forstaar man at tale med om alt mellem Himmel og Jord, og man gør det med forbavsende Aand og Vid. Tyskerne gaar mere i Dybden; særlig i Østerrig, dette katolske Land, hvor man har saa mange Fordomme at kæmpe imod, er man opsat paa at tale helt og fuldt ud af ,,das Inneres seines Bewustsein”. Der findes næppe noget Kvindeblad mer uforbeholdent og modigt end „Dukumente der Frauen”, som vi oftere har haft Lejlighed til at citere. Her vil vi dog særlig henlede Opmærksomheden paa „Neues Frauenleben”, hvis Redaktør vi kender som en fin og indtagende Personlighed.
Der er over dette Blad noget ægte, som overbeviser Om, at der til Grund for det hele ligger en oprigtig og dyb Interesse for Sagen. Med tysk Grundighed behandles alle Sider af det kvindelige Erhvervsliv saa vel som Børnearbejde, Hygiejne o.lgn.. Men ogsaa saadanne Spørgsmaal tages op, der stiller ret vidtgaaende Fordringer til Indsigt og Dannelse, som f. Eks. den russiske, kvindelige Students Psykologi. Særlig skal vi dog standse ved en Artikel af Rosa Mayreder: Zur Kritik der Weiblichkeit. For at studere Kvindeligheden, siger Forf., kan man gaa forskellige Veje. Man kan samle Iagttagelser; men hvilken Hærskare af modsatte Indtryk faar man da ikke frem. En er overbevist om, at kærlighedsfuld Hengivelse er Kvindens inderste Væsen, en anden har erfaret, at Herskesyge er hende i Kødet baaret. En skildrer hende som den stille indadvendte, Bæreren af alt hvad der har Varighed i Livet - men saa kommer der en anden og viser, at Forandring Bevægelighed, Omveksling er hendes rette Livsluft, og saaledes i det uendelige. Det kan derfor være konsekvent og rigtig nok, naar Fremskridtskvinderne særlig lægger Vægten paa, hvad hun har fælles med Manden; men vi faar da heller ingen Oplysning om hvad hun er, som noget for sig selv. Jo, siger den nyeste Retning blandt Fremskridtskvinderne, hun er Moder; men ogsaa dette er en altfor almindelig Bestemmelse, der ikke giver hende nogen udpræget Særstilling overfor Manden som Fader.
Men saa kommer Fysiologerne, der slutter fra Kvindens Ydre, saa forskelligt fra Mandens, til det Indre, der naturnødvendigt ogsaa maa være anderledes beskaffent, „Manden er Mand selv i sin Tommelfinger, og Kvinden Kvinde til ud i sin lille Taa”. Men hvormeget af det særligt kvindelige - f. Eks. det smalle Liv - er ikke et Kunstprodukt, skabt af Moden og Civilisationen, hvor forskelligt arter baade den ydre og indre Kvindelighed sig ikke hos de vilde Folk og hos os. Er det ikke ogsaa en Kendsgerning, at Datteren ofte slægter Faderen paa, mens omvendt Sønnen tager Moderens aandelige Egenskaber i Arv! Og ser vi ikke hos de mest fremragende, mest udviklede Mennesker, at det egenartede overvinder og udvisker det kønslig bestemte! Ofte beror Personligheden allermest paa den ejendommelige Sammensætning af Egenskaber, der i og for sig ikke er særlig mærkelige, netop det „mandlige” og „kvindelige” i særegen Blanding.
Vi behøver dog ikke derfor at opgive vor Undersøgelse.
Selv om vi ikke kan slutte umiddelbart fra det Ydre til det Indre, kan vi dog drage Sammenligninger mellem disse to Omraader; og selv om disse Sammenligninger ikke giver noget bestemt Udbytte, kan vi ved at studere Biologien, Loven om Livet, faa nogle Fingerpeg til Bedømmelse af Kønsforskellens Betydning. Vi lære saaledes at det menneskelige Legeme fra sin Oprindelse er sammensat af tre Kimblade, det der danner Nervesystemet og Sanseorganerne er først udviklet og vedbliver til en vis Grad at være en selvstændig Organisme indenfor Organismen. Det tredje og sidst udviklede giver Organismen sin Form, og af det fremgaar Kønsorganerne.
Forf. slutter heraf, at ogsaa i sjælelig Henseende kommer Kønsforskellen først i anden Række, ogsaa der er den særlig formgivende. At den kvindelige Personlighed virker anderledes end den mandlige, kommer ikke saa meget af, hvad, men snarere af, hvorledes den er, det væsentlige er ikke de og de Egenskaber - hvad der er stort og godt hos den ene, er det ogsaa hos den anden - det afgørende er her Maaden, hvorpaa Personligheden kundgør sig for Omverdenen.
Denne Opfattelse skaffer Plads for den enkeltes Egenart, mens den dog giver Kønnet en ledende Indflydelse. Naar dette først er slaaet fast, mener Forf. hun vil indrømme, at Kvinderne, som de er flest, ikke naar Mændene, hverken med Hensyn til Forstand eller Karakter, hvilket, siger hun, kommer til at svie til de bedre blandt „det. svage Køn”. Herom har man jo Lov at have sin egen Mening.
Afhandlingen, der fremkommer som Programartikel for „Neues Frauenleben”, er saa dygtigt skreven, at man ønsker Forf. vilde gøre en Bog ud af den. Emnet er Ulejligheden værd.
*) Marie Lange er i den seneste Tid afløst af Dr. phil. Helene Støcker.
