« Tilbage til søgeresultaterne
Besøg i London
Maleren Felix Moseheles. Fra Ole Bull.
En Nat i et Telt.
London er en dejlig By, naar Solen ligger straalende over Trafalgar Square, og Regent Street vrimler af elegante, lyse Toiletter; men naar Dagen lægger sig tung og tæt over de menneskemyldrende Gader, da er det, som var man kommen i en Kiste med klam, graa Damp og ikke kan aande, fordi Laaget er skruet godt til foroven.
Saadan var det den Dag, jeg kom til London. Men da jeg var kommen vel ind i Droschen og rullede ned ad Gaden, fik Solen pludselig det Indfald at lette lidt paa Laaget og kigge ned. Og fik saa Lyst til at komme nærmere. Lidt efter viste den hele sit blussende Ansig over Tagene, pustede til al den graa Taage, saa den fløj til alle Sider og forsvandt som Taagetæpperne paa det kgl. Theater i Syvsoverdag. Og siden har den trofast været paa Himmelen hver Dag.
I Gaar tog vi med Toget til Kensington for at besøge den bekendte Maler Felix Moscheles. Han havde lovet at vise mig sine „ pictures with a purpose” - d. v. s. Tendensmalerier.
Da Pigen lukkede op i „la Grelix” - hans Villa, der helt igennem er kunstnerisk udstyret - tonede Händels „Largo” os i Møde fra Atelieret, der laa stort og lyst foran os. En Trappe førte derned. Ligeoverfor i en Nische i Muren var Orglet. Foroven brød Lyset ind gennem en broget Rude. Palmer, Draperier og Statuer var anbragte rundt omkring. Det rødlig dæmpede Lys fra det brogede Glas gjorde, at det hele blev mystisk og højtideligt som foran et Alter.
Felix Moscheles er nu en ældre Mand. Hans Haar er nu kridende hvidt, men Ansigtet er ungt, fuldt af Liv med brune, intelligente Øjne. Han er foruden Maler ogsaa Komponist. Felix Mendelsohn Bartholdy, der var hans .Gudfader, har givet ham af sit Talent i Faddergave. - - - Og saa viste han os sine Billeder. Ovenover nogle staar med bidende Ironi: „I det Herrens Aar 1892”. Der er Billedet af den overtrætte Banemand, som har haft Vagt i 13 Timer - Uret paa Væggen viser, at Klokken er tre om Natten -, og nu kan han knap holde sine Øjne aabne længere. Men han maa blive paa sin Vagt - giver han ikke de rette Signaler til de forbifarende, Jernbanetog, vil Hundreder af Menneskeliv staa paa Spil. - Og der er Billedet af den gamle Kone, der er ude for at tjene til en Bid Brød. Men Vejret er koldt og sludfuldt. Ingen Mennesker er paa Gaden, ingen til at købe hendes Tændstikker; saa er hun krøbet i Læ opad Jærngitteret til Hyde-park, der ligger øde og forladt indenfor. Kunstneren kalder dette: „Somebody’s Grandmother”, - og han vil sige: „Tænk paa din egen gamle
Bedstemo’r, der nu sidder i sin lune, hyggelige Stue, kærlig plejet og passet, og saa maa en anden stakkels gammel sidde herude i Regn og Slud”. „Vore Slaver” hedder et andet Billede”. Det er en Række af de saakaldte Sandwichmen” - d. v. s. Mænd med en Plakat for og bag. Trætte og sløve trasker de gennem de sølede Gader blot som Stativ for to Annonceplakater. Et Billede fremstiller en Hverdagsbegivenhed fra Krigen. I Baggrunden den brændende By, - udenfor et Hus ligger en ung, død Kvinde med sit levende Barn krampagtigt knuget ind til sig. Flammerne slaar ud ad Vinduer og Døre, om et Øjeblik vil den dræbende Ild naa dem. Barnet græder og forsøger at slippe ud af det kolde Favntag.
I Aften skal vi besøge en Dame med et berømt Navn, sagde min gode Ven, Mr. Stead.
Jeg sad oppe paa „Review of Review”s Kontor henne ved Vinduet og saa ud over Themsen, hvorover Tus- mørket langsomt sænkede sig, medens Lygter, elektriske Blus og straalende Annonceilluminationer tændtes. Jeg sad og ventede til Redaktøren af „Review of Reviews” var færdig med sin Artikel for Dagen.
Og saa var han færdig. - Ind i Elevatoren - ned paa Gaden og op i en Handsom! Og af Sted gik det over den menneske- og vognvrimlende Themsbro, hvor alle stod paa Hovedet ud over Rækværket, ivrig optaget af at følge nogle smaa vimse Væddeløbsdampere, der kilede op ad Floden, hver med sin Farve i Lygteglasset.
„Det er den berømte Ole Bulls Enke!”
„Hun maa være meget gammel,” sagde jeg. .
„Nu skal De faa at se,” sagde Mr. Stead.
Og vi tog med Toget ud til Wimpledon, Londons Villakvarter, hvor Mr. Stead ogsaa selv bor.
Nej, Fru Ole Bull var slet ikke gammel. Hun var en ung, nydelig Dame, slank og sortklædt Amerikanerinde. Ganske ung blev hun gift med Ole Bull, der dengang allerede var gammel.
En Søn af dem bor i Amerika!
Der var meget hyggeligt hos Fru Bull. Efter Middagen sad vi omkring den blussende Kaminild og talte sammen. Fru Bull viste mig et Fotografi af den Billedgruppe, der nylig er blevet afsløret i Bergen af Ole Bull. Han staar paa et Klippestykke og spiller - under ham bruser en Fos. To Nymfer er kommen til - ivrigt lyttende.
Samtalen er saa interessant, at det er bleven temmelig sent. Den elskværdige Frue vil, at jeg skal blive Natten over hos hende. Men jeg har samme Dag udtalt et letsindigt Ønske. Ude i Mr. Steads Have i „Cambridge House” - en Have, der er usædvanlig stor og smuk af en Londonhave at være - ligger et lille Telt.
„Naar nogen kommer til London, for at besøge Fa’r,” fortalte Miss Stead mig, saa kan de bo her - enhver kan komme og bo her!”
„Jeg havde Lyst til en Gang at sove i det Telt!” sagde jeg for Spøg. Men Mr. Stead tog det for Alvor. Og nu var al Ting ordnet til, at jeg skulde bo i Teltet om Natten.
Derfor sagde jeg Farvel til Fru Bull og gik med Mr. Stead til Cambridge House, der laa stort og hvidt mellem de mørke Træer badet i Maaneskin. Mr. Stead fortalte om de Optøjer, der havde været her den Nat, da Efterretningen var kommen om at Ladysmith var taget. Om Natten var de bleven vækket af Pøbelen, der hylede og hujede og kastede med Sten. Flere Steder kunde man endnu se Spor, hvor en Sten havde ramt.
„Jeg haaber ikke, at de kommer i Nat”, tænkte jeg, da jeg et Øjeblik efter var alene i Teltet, der laa nede i den maanelyse Have ved en lille stenmuret, Dam med en Baad.
Inde i Teltet var alt, hvad man kunde ønske sig. Endogsaa Tallerkener, Kopper og Glas, Kogeapparat med en vældig stor Flaske Sprit, hvis nogen vilde lave sin Mad her. Paa Bordet laa en Bog, hvori hver besøgende skriver. Den var fuld af Lovprisninger over den elskværdige Vært. En skrev:
„Jeg kom hertil i Dag, men traf ingen hjemme. Fandt Frugt og Grøntsager i Haven, som jeg kogte. Har nu sovet godt i Teltet. Tak for udvist Gæstfrihed.”
Jeg slukkede Lyset - slog Forhænget til Side. En Flod af det hvideste Maanelys vældede ind. Og saa sov jeg. Der skete ikke det mindste mærkværdige. - - -
