« Tilbage til søgeresultaterne
Dansk Fritænkning eller Nykatholicisme
Katholicisme betyder jo nøgternt set ikke andet end vedtaget Almenanskuelse. Forholder nu egentlig dansk Fritænkning sig antipodisk til „vedtaget Almenanskuelse" ? Den vilde gøre det, hvis dens Feltraab var: Ned med Almindelighed i Anskuelser! Men vi ser ikke andet, end at den selv stiller Almenanskuelsen op, Katholicismen lig fastslaar Tilbedelsesæmner for Mennesker tænkt som en Menighed. Strængt taget er det altsaa kun som forældet Almenanskuelse, „Katholicisme" kan gælde for Bussemand, - strængt taget er det kun en mere chic Katholicisme, Fritænkerkonciliet; sætter i Stedet.
Gammelkatholicismen bød: Tilbed Gud eller gaa til Helvede! Nykatholicismen byder! Tilbed Sandheden eller faa ondt i Maven! Den gamle Trosbekendelse lød: Jeg tror paa Gud, paa Kristus, paa Helligaanden! Den ny Trosbekendelse lyder: Jeg tror paa Sandhed, paa Overmennesket, paa Aandsbegavelsen! Hvor er Forskellen her, Grundforskellen, som sætter Kløft ? Her er blot to Anretninger, Ord, budt en efter en af væsentlig samme Tankegang og med det samme Maal under forstaaet: Aandsselskabelighed af den Art, der kræver Ja og Amen af de indbudte.
Hvorfor er „Sandhed" nu et mere tilbedt Ord end „Gud"? Hvorfor valfarter man nu til Overmennesker og berømte Mænd hellere end til den hellige Grav og til Paven? Hvorfor holder man nu Hundredaarsfester for Begavelser og kun, mildt overbærende, Pinse? Hvorfor? Ja - hvorfor gaar man nu med runde Hatte, medens vore Bedstefædre dog gik med dem tydelig trekantede? Vel fordi det nu saa er Mode?
Tør det paastaas, at Nykatholicisme er en „bedre" Anskuelse for Hjorden end Gammelkatholi-cismen ? Hvem lever vel, der kan dømme derom, før Tiden? Først af en Anskuelses Fragter i Livet, dens Følger for Slægter, kan man erkende, om den har duet. Helt gode var Gammelkatholicismens Frugter jo ikke. Helt udmærket tegner Nykatholicismens Frugter vel ikke.
Hvad har Eminencerne egentlig ladet Hjorden vide om Sandhed? At Sandhed skal tros paa - det er Bud, ikke Oplysning. Hvad er Sandhed? Kun i Roms Aand faar man Svar: Sandhed, det er det, vi har givet Tiara paa Hovedet!
Saa oplyste Gammelkatholicismen sine Troende bedre. At Gud, verdslig set, det var Paven, ja, det fik man tro, men hvem og hvad Paven var, det kunde man faa al ønskelig Oplysning om - ved at rejse til Rom.
En Trosregel har Nykatholikerne at holde sig til lige saa vel som de Gammelkatholske, men, hvad Erkendelse angaar, er det saa ikke en mager Ting at spises af med: noget Usynligt, der troner i Begrebernes Himmel? At Sandheden ikke bor i Vatikanet, at den ingen haandgribelig Tro rækker de Troende, hvad Sandheden overhovedet ikke er, det faar man at vide, men er det Oplysning, naar man ser sig om efter det noget, som der forlanges, man skal ligge paa Knæ for? Men, siges der af og til, Begrebet, det er det, det kommer an paa. Det er selve Tankehylstret, hvori vi Mennesker indfanger Virkelighed. Nuvel - saa er Sandheden Hylster. Pragthylster endogsaa, om ikke Gudsbegreb saa dog at regne for Begrebsguden, men hvad er den Hylster for? Hvor er den levende Form under den Pragtklædning? Maaske er der Klædebon under Klædebonnet, Lag efter Lag at analysere i aftagende Rangforandring indefter, men inderst inde, hvor derefter naturlig Viden skulde banke et Hjerte, hvad er der andet end slet ingen Ting?
Engang fordum er der givet en Definition af Sandheden, som virkelig var antagelig: Jeg er Sandheden. Men den Definition blev snart glemt eller - hvad værre var - forvansket. Den maa have været for naturlig igen. Man fik bortabstraheret Jeg’et, i stedet for Menneskehedens lille, altid bankende Hjerte fik man sat et erindret Navn. Siden den Tid er levende Sandhed, ja Kravet endog paa levende Sandhed, gradvist bleven hysset ud af Samfundet. I Stedet for er Sansen steget for Sandhedsvidner, d.v.s. Vidner om Klæderne. Til én Tid om Pavens, til en anden Tid om Kejserens og nu endelig om Ingens - thi vor fikse, ny Tid er „i Sandhed" ingen uhæderlig Undtagelse.
