« Tilbage til søgeresultaterne
To Konger
To Kongers Billeder staar malede i min Barndoms Billedbog, - den ene Hersker over et Land, den anden en Konge i Aandens Rige. De kom ind i mine Minders Bog omtrent paa samme Tid, - om jeg husker ret. Det var i de Aar, der gik forud for den usalige Krig, der bragte saa megen Sorg og Ulykke over Sønderjylland.
Frederik den Syvende gæstede Sønderborg. Han gjorde et stærkt Indtryk paa mit Barnesind, da jeg saa ham træde ud paa Borgmesterens Altan, slaa ud med Haanden og tale nogle Ord til Folket. Netop saadan havde jeg tænkt mig en Konge! Det var som et Æventyr at se Fakkeltoget, der bragtes ham, at kigge ind ad oplyste, runde Vinduer i Kongeskibet, der laa ved Skibsbroen og næste Dag at staa i de hvidklædte Smaapigers Række og kaste Blomster til ham.
Kort var Sønderjydernes Kendskab til Frederik den Syvende, og langt var ej hans Liv. Man kan sige om det, hvad man vil, dadle ham for baade dette og hint; men dansk var han, og dette var for Sønderjyderne nok til at indeslutte ham i deres Hjerter.
I samme Hus, hvor Kong Frederik var Gæst - nemlig i Borgmester Finsens (den senere Stiftsamtmand paa Island) -boede ogsaa den anden - Digterkongen Bjørnstjerne Bjørnson, hvis 70 Aars Fødselsdag vi fejrer i disse Dage, - han, hvis Navn er vandret Verden over, og som hele sit Liv har holdt det Godes Fane højt over sit pletfri Skjold.
Jeg gik som lille Pige med min unge Moder forbi Huset, hvor han boede. Hun ønskede, at jeg skulde se ham og fortalte mig saa meget smukt og godt om den norske Digter, hans Fortællinger skulde jeg kende og holde af som af H. C. Andersens.
Og jeg saa hans Kæmpeskikkelse og glemte den ikke!
Jeg saa ogsaa hans Smaabørn, og - hvad der gjorde størst Indtryk dengang - jeg saa hans unge Hustru spille i „Huldrebakken". Melodierne sang sig fast i vore Øren, de lød fra vore Barnelæber hele Dagen igennem.
Bjørnstjerne Bjørnson kan nu se tilbage paa et langt, ærefuldt Liv. Maaske mindes han ogsaa sit Besøg hos Sønderjyderne, maaske fik han den Gang den Kærlighed og Interesse for dem, som aldrig har svigtet ham.
Vi mindes ogsaa ham! Sønderjyderne vilde fryde sig, om det blev dem forundt at se og høre ham endnu en Gang. Men - ak! under de sørgeligt forandrede Forhold sker dette vel aldrig.
Vi hilser Digterkongen, Bjørnstjerne Bjørnson, og ønsker, at han maa leve endnu i mange Aar, at han - som hidtil - maa faa Kraft til at kæmpe for Sandhed og Ret, for Renhed i Forholdet imellem Mand og Kvinde og for Frigørelse af de bundne - baade Mænd og Kvinder!
