« Tilbage til søgeresultaterne
Et Tilbageblik
”Jeg er en ung Mand:, der staar stridende i flere Spørgsmaal, og havde jeg ikke Venner at gaa til, som Tilfældet har været i Dag, vilde jeg kanske blive fortvivlet....."
Det var ved Vennemødet i Kasino den 12. September 1872, Dagen efter Grundtvigs Jordefærd, at B. Bjørnson udtalte sig saaledes i Slutningen af sin Tale. Denne Tale, der satte nye Spørgsmaal ind paa Livet af Tilhørerne og gjorde det med saadan en Magt, at de ikke kunde blive upaavirkede deraf. De maatte tage Stade dertil, enten for eller imod.
„Mens der ved andre Grave lyses Fred, bør der lyses Kamp over Grundtvigs ! Kamp for det, vi elske, og elske ved ham! Jeg tror, at mange af Nordens Ungdom vil tage Kampen op, og da tilfældig jeg har Ordet her ved hans Grav, gør jeg ogsaa Løftet! Give da Gud, den maa føres med noget af hans Frejdighed, hans Kærlighed, og at vi under Kampen maa faa føle lidt af hans Fred og nyde den sidste store som Løn."
Med denne Udtalelse sluttede Bjørnson sin Tale ved Graven, og Dagen efter i Kasino sagde han blandt andet;
„Vi have jo noget her imellem os fra Grundtvig, om hvilket vi mene, alle sammen, at der er et Verdenslys tændt deri, og at det derfor ogsaa maa gøre en Verdensgerning."
Men for at Grundtvigs Tanker kunde komme til at gøre denne Verdensgerning, gjaldt det om, at de, der skulde bære disse Tanker frem, kunde være rummelige og ikke forkætre hverandre, om de end havde forskellig Opfattelse og Mening om et og andet Spørgsmaal. Og var der endelig noget som brændte paa, saa var der et Middel, vi ikke maatte glemme, nemlig:
„det som Grundtvig har opfunden, at vi skulle komme sammen med hverandre Aasyn til Aasyn, Tale mod Tale og tage hverandre i Haanden. Det er en dejlig Opfindelse, og i dens Solskin skulle I se det tøer og smælter."
Nu er 30 Aar gaaet siden den Tid, og det er lærerigt at se tilbage over det Tidsrum.
Den Kamp, Bjørnson bebudede ved Grundtvigs Grav, mældte sig straks efter. Endnu samme Aar var det, at det blussede op om G. Brandes, og det varede heller ikke længe før sociale og politiske Spørgsmaal vaagnede med saadan Styrke i vort Folkeliv, at alle maatte tage Del deri. Selv kvinderne, som hidtil havde holdt sig ganske udenfor og ladet Mændene regere enevældigt, blev revet med og fik Øjnene op for, at den „Underdanighed," de skylder Manden, har sine Grænser.
Og skønt Bjørnson hørte hjemme oppe i Norge, var hans Skikkelse dog stadig kendelig nok her nede hos os, der, hvor Kampgnyet stod.
Men Rummeligheden, som han talte om og bad for, den blev borte. Det var noget ganske andet han mødte. De Aasyn, han fik at se paa, lyste ikke med milde Øjne, og Vennehaanden, han rakte ud, den blev mødt med knyttede Næver.
Allerede ved Kasinomødet mærkedes der Uvejr i Luften. Da han talte om:
„At vi for den Opgaves Skyld, som var betroet os, skulde prøve at vinde broderlig og kristelig Kærlighed til det Folk, fra hvem vi have faaet Luthers store Arbejde,"
blev der hysset og gjort Indsigelse, og da han alligevel bag efter ikke lod sig afskrække fra at slaa paa de samme Strænge, men raadede til at „forandre Signalerne" overfor Tyskland, skummede Vreden over alle Bredder, og Bjørnson blev fredløs i den grundtvigske Lejr.
Og saa skete det, som maaske ikke vilde være sket, hvis Bjørnson kunde have fundet den Forstaaelse og det Vennesamfund, han trængte til og mindeligt bad om, hos Grundtvigs Arvtagere. Han fortvivlede vel ikke, men han kom til at tvivle om, at disse Folk kunde være skikkede til at bære det Verdenslys ud, som var tændt ved Grundtvig, og senere hen kom han vel til at tvivle paa selve Lysets Evne til at naa ud over Verden.
Hvor er det vemodigt at tænke paa den haarde, ukærlige Maade, Bjørnson blev behandlet paa i en lang Aarrække af de Folk her nede i Danmark, som han fra sin Ungdom af følte sig saa beslægtet med, og som han saa aabenhjærtet og i inderlig barnlig Tillid gav sig hen til. Maaske meget havde været anderledes om, „den skrækkelige Misforstaaelse" - som Bjørnson kaldte det, da der blev hysset af ham ved Kasinomødet, - ikke havde faaet Lov til at brede sig.
Dog, det nytter jo ikke at grunde der paa. Sket er sket, og hvad der blev gjort galt den Gang, lader sig ikke gøre om igen.
Men nu, da Bjørnson staar ved Grænsen af de 7 Gange 10 Aar, anerkendt og fejret af alle, ligger det nær, at tænke tilbage paa de unge Dage, da han indvarslede Kampen og erkendte, ”at han stod stridende i flere Spørgsmaal." Hvor stod han alligevel rank og køn der ved Grundtvigs Grav, og medens det meste andet, som blev sagt ved den Lejlighed, har fortonet sig for en samtidig Deltager og er smæltet hen i Mindernes Dunkelhed, saa klinger Bjørnsons Ord endnu lige friske og varme. Og de staar fremdeles ved Magt.
Det maa alle nu erkende, at Bjørnsons Udsyn mod Syd den Gang, var rigtigt. Der behøves blot at peges paa, hvad der er passeret for ganske nylig. Naar man i denne Tid har læst om Kronprinsens Besøg hos den tyske Kejser og i a1le Blade, selv de sønderjyske, har set denne Rejse lovprist, som højst fornuftig og formaalstjenlig til at skabe et venskabeligt Forhold mellem Danmark og Tyskland, saa maa man mindes Bjørnsons Ord for 30 Aar siden.
Der vil i disse Dage gaa mange venlige og taknemmelige Tanker op til den fejrede norske Skjald. Han vil blive takket og berømmet for, hvad godt han har givet, sagt og skrevet, lige fra vi var smaa og til op i de graanende Dage.
Lad da „Kvinden og Samfundet" bringe ham en særlig Tak for de Ord, han udtalte ved „Seerens Grav."
De Ord, som for ham blev saa saare kostbare.
Thi det er dyre Sandhedsord, de, der skiller et Menneske ved nære Venner og giver Anledning til, at der sættes livslangt Skel mellem Aandsfrænder.
