Lidt om Bjørnsons poesi

„Mellem slagene" og „På Stor­hove" - det er foreløbig yderpunk­terne i Bjørnsons forfatterskab. Her som hist ender det med en forsoning,  en genopbyggen af forstyrrede værdier. I meget er Bjørnson blevet sig selv lig gennem al sin tid. Det er næsten uden undtagelse norske mænd og kvinder og norsk natur, der lever i hans værker. Det er havet og fjældene, det er dragende længsel og urokkelig mandsvilje, det er sneen, hvid som den sindets renhed, han elsker og dyrker, og det er birken og fyrren, der hos Bjørnson altid stå klædt i håbets allerlyseste grønne.

Og dog ligger der en lang udvik­ling imellem de første, engang så beundrede bondenoveller fra 50’erne og de senere årtiers dybe dramaer. Man kan måle forskellen blandt andet på hvad det er, der forsones, eller hvad det er, der overvindes, hvilken fjende, der besejres. I de ældste værker er det misforståelser, gammelt slægtsnag eller slægtsstolthed, der må ryddes bort for at give plads for de unges kærlighed. Ofte føjer ved deres forening meget sig sammen, som længe har været skilt. Det er den enkeltes sag, der føres, men i kærlighedens navn skal den sejre. Der var megen kunst, megen friskhed og ynde over disse noveller, men idéindholdet syntes ikke at kunne strække til for en længere produktion. - Da stormer i 70’erne alle tidens ideer ind på Bjørnson og river ham med sig. Religiøse, moralske og sociale spørgsmaal tar han op i sin poesi. Det er en større sag han nu fører. Bag den enkelte står mange, som vil det samme, og fjenden, det er nu vedtægtsmoralen, der skjuler over megen løgn og rådenskab, hele den officielle velanstændighed og selvbe­hagelighed og egoisme, det snævre og hadefulde. I frihedens, sandhedens og retfærdighedens navn fører Bjørnson kampen herimod.

Mange har ført den samme kamp, mange har skåret nok så dybt og skarpt. Det er ikke Bjørnsons tanke, der drager os med. Hans filosofi er nærmest udvik­lingslærens, Mills og Spencers i dens ly­seste form. Der er også kun få karakterer fra disse års romaner og dramer, der stå faste og sluttede for mindet. Tan­kerne er ikke rigtig organisk forbundne med dem, ikke altid blevet kød af deres kød og blod af deres blod. Men hvad der blir tilbage i sindet efter læsningen, er mere som en stemning, en sang, noget musikalsk. De store modsætninger musiken evig tumler med, det lyse og mørke, det stigende og dalende, det fremadbårne og det hæmmede, og endelig harmonien hvori alt tilsidst klinger ud og forsones - det er som Bjørnsons poesi. Det er dramatisk umuligt, men uhyre karak­teristisk, naar det i slutningen af „Kongen" hedder: „En hymne strøm­mer. Dens text er sandhed." Den, der skrev finalen af 9de symfoni, kunde ogsaa have skrevet musiken hertil. Og det er i grunden det meste af Bjørnsons Forfatterskab, en lignende hymne, hvis text er sandhed. Han er den uforbederligste idealist. Hans tro på menneskene er et barn af hans store hjerte, af hans altomfattende kærlighed, den er en flammende begejstring og en jublende glæde. Dens værste fjende, det saa han godt i „Over Evne", er folkefortvivlelsen. Men den skal over­vindes i følelsen af, at vi vandrer mod en lysere og lykkeligere tid. Frem­tiden er den himmel, menneskene skal drage ind i. Bjørnson er ofte her en drømmer. Han siger selv et sted, at livet har en drøm over sig, og det er sjælen i det. Denne drøm hviler over hans poesi, ikke en passiv, livsfjern drøm, men netop en, der giver mod og kraft og levelyst og bærer frem - trods alt. Overalt ser han lyset dæmre bag mørket. Men hvori finder han lyset ? Der er eller var idealister ligeså urokkelige som Bjørnson, der blot stoppede deres øren til for alle mis­lyde, som digtede livet om og reddede det værdifulde over i en indbildt verden eller ved kristendommens hjælp over i et andet liv. Den dogmatiske idea­lisme, der opstiller idealer af renhed, frihed og sandhed, er ikke altid stort bedre. Men i kraft af sin naturs dybeste anlæg er Bjørnson nået over i at søge grundlaget for sin idealisme der, hvor Goethe også søgte det: i livets faste og uforanderlige forhold og evige værdier, i familien, i sammen­holdet og menneskekærligheden. Hvor disse trues, jager Bjørnson, som i de sidste dramer de opløsende magter bort. Han er en radikal-konservativ natur, vil ikke lave alt nyt, men netop grave sig ned til roden af den menneskelige natur. Allerede i no­vellerne er der sans for de almen­menneskeligt sande og simple grund­forhold. Det er ud fra dem, fornyelsen skal ske.