« Tilbage til søgeresultaterne
Et Besøg hos Bjørnstjerne Bjørnson paa Aulestad
Naar man er rejst til Norge for at se alle Landets Herligheder, saa vil man ogsaa gerne se Bjørnstjerne Bjørnson og hans Hjem - om det er muligt. Nogen Adgang mente jeg nu at have til ham, da jeg havde noget at takke ham for. Han havde sendt et dejligt Telegram til os, da vi indviede vor Højskole i Sorø 1888, som vi opkaldte efter min Fader og kaldte Bojsensminde.
Dette Telegram lød saaledes:
Bojsensminde i Datterglæde
staar op at kvæde
og tale lydt;
vil Hjerter vinde
og trofast binde
gammelt til nyt.
Og denne Spaadom om, at den vilde Hjerter vinde, gik straalende i Opfyldelse, hvad jo vilde glæde Bjørnson at høre.
Endnu en Adgang mente jeg at have, idet min Søster og Svoger, Herman Anker, havde oprettet den første Højskole i. Norge, kaldet Sagatun, efter dansk Mønster. Og denne Højskole havde Bjørnson været saa glad over, hvad nu ogsaa nylig saas af hans Mindetale ved Afsløringen af en Støtte, der rejstes i 1900 paa Sagatun over Herman Anker og Miks Bojsen.
Jeg vovede da at telefonere til Aulestad og spørge, om han var hjemme, og om jeg og min Datter, Læge Eli Møller, maatte gøre ham et lille Besøg.
Svaret lød ved en Kvindestemme, at han kom hjem den og den Dag, og at vi godt kunde komme.
Vi lejede da en Vogn ved nærmeste Station, som ligger en Mils Vej fra Aulestad, og bad Kusken vente der en lille Time og tage os med tilbage.
I stor Spænding kørte vi den Times Tid. Der havde været internationalt Fredsmøde deroppe; Mennesker fra alle Lande havde været i Norge, og alle vilde de naturligvis ligesom vi besøge Bjørnson. Han havde ikke selv været hjemme, da vi telefonerede, og mon han nu ikke var saa led og ked af Besøg, saa han hellere saa vor Hæl end vor Taa? Var Dannebrog hejst, var det gode Tegn, var det ikke, maatte vi skynde os at komme af Sted igen.
Aulestad ligger paa Skraaningen af. et Fjeld, omgivet af Skov og med en Elv løbende ned forbi, som danner en lille Fos i Nærheden af Gaarden, udmærket til Styrtebad, hvad den nok ogsaa benyttes til. Der er egentlig to Hovedbygninger: den gamle, som har været beboet af Bjørnsons Far´far, og som han nu bebor, og saa en ny, hvor Bjørnsons Søn, der bestyrer Gaarden, bor.
Vi nærmede os nu mere og mere, stadig kiggende efter Dannebrog, men kunde intet se for Træer. Endelig drejer vi om ad Vejen op ad Fjældet, og der ligger Gaarden, hvilket Syn; ikke alene Dannebrog er hejst, men Gaarden var som omgivet af Flag og højt oppe paa Verandaen stod Bjørnson selv og ønskede velkommen til os. Det var en Overraskelse.
Der var nu ikke Tale om, at vi maatte rejse; nej, Vognen blev straks sendt bort med Ordre til først at komme om Aftenen, og fulgt af Bjørnson og hans Frue gik vi straks til Bords. Fru Bjørnson er noget tunghør, og Bjørnson er da saa hensynsfuld, at hun altid sidder imellem ham og den Dame eller Herre, som han tager til Bords, for at hun kan følge med i Samtalen, hvilket hun ogsaa gjorde ved denne Lejlighed med stort Liv, indtil Bjørnson greb Champagneglasset og ønskede os hjertelig velkommen som Repræsentanter for Danmark og den danske Højskole, som han elskede og havde haabet havde faaet varig Indgang i Norge ved den unge danske Kvinde. Efter Bordet bad han mig med sig op i sit Arbejdsværelse, mens Fru Bjørnson bad min Datter gaa med sig ind at se til et sygt Barnebarn der paa Gaarden.
Der oppe paa hans Værelse fik jeg allerførst Øje paa Grundtvigs Buste over hans Skrivebord, og han fortalte da, at han havde været med ved Grundtvigs Højskoles Indvielse, og at Grundtvig havde døbt et af hans Børn - viste mig saa sin Faders og Moders Billeder, som hang paa Væggen, med
Billede af Præstegaarden, hans Barndomshjem, underneden. Med Taarer i Øjet stod han og saa derpaa og sagde tilsidst: „Da Mo’r døde, var jeg saa bedrøvet, saa jeg troede aldrig, jeg kunde blive glad mere, hende er det nok, jeg mest har taget Arv efter".
Saa hang der ogsaa paa Væggen et stort Oliemaleri af hans Hustru, som han var meget glad ved.
Da vi havde gaaet Stuen rundt og set paa alle Billederne, som der var mange af, trak han en Stol ud paa Gulvet til mig og satte sig selv lige overfor; jeg greb da Lejligheden til at takke ham for, hvad han havde været og var for den danske Højskole, særlig takkede jeg ham for hans Sange og Fortællinger. Den lille dejlige Sang „Herre tag i din stærke Arm, Barnet som leger ved Stranden", sang vi til Afsked med Eleverne, det var saa godt at lægge dem i den „stærke Arm", naar vi maatte sende dem bort fra os. Det. glædede ham, sagde han.
Om Kvindesagen talte vi ogsaa. Det var den største Sag i Verden sagde han. Vi maa have Kvinderne bedre med, om det gode i Verden skal sejre, og det tror jeg, det skal. Vi var meget enige i, at vi skulde have Kvinderne bedre med, og han udbrød tilsidst: Lad os kapløbe om, hvem der først faar kvindelig Stemmeret, Norge eller Danmark. „Ja, lad os det", sagde jeg, og nu har det vist sig, at jeg tabte, han vandt, men jeg haaber det ikke skal vare saa længe, før vi kommer efter.
Da vi omsider kørte til Stationen, stod Bjørnson, denne Gang med Fruen under Armen, paa Verandaen og ønskede Farvel til os, saa længe vi kunden se dem, (jeg har det Billede hængende her paa min Væg), og vi var enige om, at det havde været et mageløst dejligt Besøg, som aldrig vilde glemmes.
