« Tilbage til søgeresultaterne
Bøger
Edith Nebelong: Gold. (Det nordiske Forlag.)
Om Adda, en af de unge Kvinder, der optræder i denne Bog. hedder det henimod Slutningen: „Nu, mens hendes Ansigt hvilede, saas det, hvorledes det Spil, der som oftest var i det, havde sat Spor: det var størknet i Rynker. Og i det gulblege Ansigt laa Munden og lignede en stor, brændende Blomst i et hærjet Bed."
Naar man har læst Bogen, mindes man kun dette, bogstavelig talt, kun dette. Men til Gengæld er dermed ogsaa et saa godt Billede givet, at man vil huske det længe efter. Af „Misse Wichmann", Forfatterindens første og meget bedre Fortælling, med hvis Heltinde samme Adda har en umiskendelig Søster-Lighed, vil man ogsaa, Aar efter at man har læst den, have een tydelig Erindring tilbage: Slutningsordene, der tegner Misses lille iltre, gule Ansigt, stivnet i Døden, hvilende paa den hvide Hovedpude, omgivet af et Brus af sort Haar.
Men den, der evner at tegne et Portræt i saa faa og stærke Træk, har ogsaa Forpligtelsen til at lægge et Indhold deri, som dog nogenlunde svarer til det kunstneriske Omrids, om dette ikke skal blive et blot og bart skuffende Skin. Og denne Forpligtelse har Forfatterinden ganske unddraget sig her, baade hvad Skildringen af merbemeldte Adda og Bogens øvrige Personer angaar. En Hoben Hverdagsmennesker, der ganske vist heller ikke er nogen indgaaende Skildring værd, og hvoraf nogle, til Eksempel den mandlige Hovedperson, svømmer helt ud i det taagede, løber ud og ind og snakker i Munden paa hverandre, uden med en Stavelse at lægge nogen Særegenhed for Dagen. Det er, naar man læser Bogen, som om man lyttede til en Fonografs ustandselige Plapren.
Og hvad er saa Meningen med dens Titel ? Ikke Spor af Ironi, ikke den svageste Glød af Harme hos Forf. begrunder den.
Edith Nebelong har et ubestrideligt Talent. Men hvis hun ikke tager Vare paa det ved at holde sin Selvkritik vaagen og yder det Næring af sit eget Følelsesliv - hendes Iagttagelsesevne er god nok - da bliver det goldt.
Margrethe Fibiger.
Marie Konow, f. Oehlenschlæger: Nogle Barndoms- og Ungdomserindringer. (Hagerups Forlag.)
Man kan vanskelig tænke sig noget mere beskedent end den Maade, hvorpaa denne lille Bog fremtræder, i lille Format, trykt med smaa Typer i tætstaaende Linier. Det er, som om en lille gammel Dame kom listende ind i et fint Selskab, hvor hun egentlig ikke hørte hjemme. Men ser man nøjere til, saa straaler hendes Øjne af Liv og Intelligens - og hun ved saa uendelig meget mere end alle de unge elegante Herrer og Damer.
Saadan er det med den lille Bog. Naar man har læst den - og man læser den uvilkaarlig i et Træk fra Ende, til anden - ser man op med et mildt Smil paa sit Ansigt - man har levet sammen med en hel Del af de bedste og interessanteste Mennesker, der levede her i Danmark for et halvt Aarhundrede siden. Man har drukket The paa Bakkehuset og spist Ferskener i Sophienholms Have, gjort Søndagsture til den gamle Slotsforvalter Oehlenschlæger paa Frederiksberg Slot og Sommerferieture til Hauchs i Sorø. Og det mærkeligste er endda, at man har set paa alle disse store Mænd og Kvinder med unge Øjne, med en halv slumrende Bevidsthed om, at de var store, men alligevel med et muntert Blik for alle de smaa Ejendommeligheder, der gør dem til levende Mennesker.
Det er en ualmindelig indtagende Bog, Oehlenschlægers Datter her har skænket os. Den er allerede kommen i andet Oplag, den kommer snart i tredie, men gid Forlæggeren da vilde lade den fremtræde i en værdigere Skikkelse, ikke i moderne Pyntelighed, men i den rolige gammeldags Skønhed, som passer til det elskværdige Indhold. F. H.
Nikoline Kirkegaard: Den hvide Pige. (Det jydske Forlag.)
Forfatteren tegnede i „Provstinden" med kraftige Træk „Damen" i Forfald. Her fortæller hun ikke mindre gribende om den fattige unge Pige, som efter en uendelig trist Barndom naar en kort Blomstring, kun for at falde som Offer for sin Husbond, Herremandens Lyst. Godt skildres især den dumpe Uhyggefølelse, der betager den unge Pige, saasnart den smukke, bedaarende Mand begynder sine Tilnærmelser. Hun er halvvejs forlovet med en ung Karl, som hun elsker af ganske Hjerte, men føler alligevel sin Skæbne saa uafvendelig, næsten som Fluens i Edderkoppenættet. Træffende stilles ogsaa det ødelæggende Herregaardsliv ved Siden af den mere aabenlyse og derfor mindre farlige Raahed i Landsbyen - som dog udtværes lovlig meget- og endelig den renere Luftning, der kommer fra Højskolen. Man tænker ved sig selv: hvorfor skal vore Herregaarde være til Fordærvelse i Stedet for, at hver og en af dem burde være en lille Højskole for den Ungdom, der færdes der?
Historien er fortalt i et jævnt og vakkert Sprog, som dog skæmmes nogot af en altfor rigelig Brug af løst henkastede Tankestreger.
Lækkermundenes Land, en Række Tegninger af Lorentz Frølich med tekst paa Vers af Anna Erslev. (Gyldendals Forlag.)
Der er vel ingen, der kan tegne Børn som Frölich, paa en Gang saa naive og saa kloge, saa ægte barnlige og saa komisk voksne i Lader. Aldrig mister de deres Ynde, selv om de faar ondt i Maven som disse slemme smaa Lækkermunde. Og hvor smaa og vimse Personerne end er, gør de dog her, hvor de fremstilles massevis, en ret storstilet, dekorativ Virkning. Frk. Erslevs Vers holder helt igennem samme Tone. Lidt højtidelige, men dog saa muntre og lette, at selv Børn kan forstaa Humoren og le over deres egne Svagheder. Gid flere af Frölichs dejlige Billedbøger kunde blive saaledes overførte paa Dansk!
