« Tilbage til søgeresultaterne
En ny Bog om gammel Kærlighed
Det er det underlige ved os Mennesker, at det, er Kærlighedens Lidelse, som gør det spændende at høre eller læse om Kærlighed. En Fortælling om to, for hvem Livet ligger i stadigt Solskin, den vil ikke øve stor Tiltrækning. Det er først ved Sammenblandingen af ondt og godt, Medgang og Modgang, at Skildringen bliver fængslende.
Men i denne Sammenblanding ligger Hemmeligheden for en Fortæller. Det gælder om at kunne gøre det paa en saadan Maade, at der fremkommer et Spejlbillede af Livet, som det leves, eller i hvert Fald som det kunde været levet.
Med Hensyn til denne Skildring, fra fjerne Tider, da har Forfatteren tidligere prøvet i mundtlige Foredrag at fremstille de Begivenheder og Mennesker, som her omhandles. Og det er lykkedes saare godt for ham. De, der har hørt Højskoleforstander Povl Hansen fra Vallekilde tale om Tove-lillesagnet, saadan som det er bevaret i den gamle Folkevise, vil have faaet Indtryk af, at det var et Emne, som Taleren omfattede med megen Varme og fin Forstavelse, og at han havde poetisk Sans og Evne nok til at gøre det levende og fængslende for Tilhørerne.
De samme Egenskaber følger den lille Bog, han nu har udsendt, og som han giver den varlige Adresse: „Trykt for Venner". Han vil vel dermed sige, at han ikke ønsker den betragtet som et Værk, der skal indankes for den strænge kritiske Domstol, hvad den Form, han har valgt, mulig ellers kunde udæske til.
Det er Skuespillets Form. Men den fortællende Form havde maaske nok ligget vel saa godt for Forfatteren.
Til at fremtrylle Kong Volmer og Tovelille paa Scenen, saa de faar Liv og Blod, og deres Tale bliver naturtro og betagende saaledes, at man henflyttes til hin fjærne Tid og hører Valdemar og Tove tale med egen Røst, - dertil kræves en Digter, helst en stor Digter.
Men hos Povl Hansen har Historikeren vistnok Overtaget over Digteren.
Det er mere den historiske Side, man fængsles af her i Bogen, end af Ordføjningernes rammende Vellyd. Det er lykkedes Forfatteren at viske Støvet af den gamle Saga saaledes, at de oprindelige Karakterer, som Folkevisen skildrer, træder levende frem.
Man ser Kong Valdemar (den store) som den vaklende, noget smaalige og beregnende Mand, der, til Trods for den store Kærlighed, han nærer til Tovelille, alligevel kan sætte hende til Side for en anden Kvinde, som han mener bedre kan hjælpe ham fast i Sædet paa Danmarks Trone.
Denne Kvinde, Kong Knuds Søster Sofie, er ikke skildret som nogen ond, men som en voldsom, lidenskabelig Natur, der er heftig forelsket i Kong Valdemar, og som derfor, nødvendig maa komme til at kæmpe paa Liv og Død med Tove om ham.
Og Tovelille, hvem er hun og hvad gør hun?
Hun er ikke, som hun ellers plejer at blive fremstillet, en Elskerinde og Glædespige, som Valdemar har at kure for i ledige Stunder, naar han ikke er paa Krigstogt. Hun er hans Barndoms Legekammerat, hans Ungdoms Brud og Hustru, og i deres Forhold er intet anstødeligt efter den Tids Sæd og Skik. De har i flere Aar levet sammen som Mand og Kone, har en Søn sammen, og det falder ingen ind, at heri er noget Brud paa Sædeligheden, førend den katolske Kirke kommer med sin Fordring om præstelig Vielse, for at Ægteskabet kan være rettelig indstiftet.
Det er Kongens Skriftefader, „Gunde Præst", som blander sig i Forholdet og skiller Valdemar fra Tove for at faa ham gift med Prinsesse Sofie.
Tovelille er skildret som den elskelige Kvinde, der i uegennyttig Kærlighed kan give sig selv, baade i sit Forhold til Valdemar og i Forholdet til sine Omgivelser. Det er derfor ikke blot Kongens Hjærte, hun har vundet, men hun er elsket af alle, som hun kommer i Berøring med. Selv Dronning Sofie har Øjeblikke, hvor hun er magtet af Tovelilles Godhed, men saa kommer Skinsygens Furie med saa meget desto større Vælde over hende, og da maa hun for enhver Pris have den forhadte Medbejlerske af Vejen.
Dette sker, som bekendt, derved, at hun under Venskabs Maske faar Tove til at gaa med sig i Badstuen og her lukker hende inde i den kogende Damp. Valdemar hører hendes Skrig, men kommer for sent til at redde hende fra Døden, hun udaander i hans Arme.
Dramaet slutter med et Opgør mellem Kong Volmer og Dronning Sofie, hvori de med stærke Ord siger hinanden bitre Sandheder.
Valdemar maa erkende, at han har prøvet paa det umulige, naar han paa de gamle Patriarkers Vis mente at kunne leve sammen med to Koner. Og Sofie indser, at over Tovelilles Lig gaar der ingen Vej for hende til Valdemars Hjærte.
De har da begge to forskjertset den Lykke, som de med voldelig Haand selv vilde gribe.
