« Tilbage til søgeresultaterne
Fra Børnenes Verden
Paa Kirkegaarden.
Valborg og Gudrun, to glade, pludrende Smaapiger - gik ind paa den store Kirkegaard. De kendte ikke meget til Døden. Hver af dem havde nok haft en lille Bro’er eller Søster, som de havde set ligge i den lille Kiste, skønne som Voksbilleder, med Smil om Mund, og Blomster strøt ud over den fine, hvide Papirsdragt. Men dette var et smukt Minde; Døden havde endnu ikke sat noget Mærke paa deres Vej.
Begge Smaapigerne bar Blomster i Hænderne. En fælles Tante af dem havde bedt dem gaa ud og lægge dem paa „Onkels” Grav, det var hans Fødselsdag, og hun var selv ikke rask nok til at gaa.
Børnene gik til Gravstedet. Dette var meget smukt. Onkel havde været „en stor Mand”, hans Navn og meget mere stod med Guldbogstaver paa en Jernplade, der var indmuret i et prægtigt Gravmæle. Der var fuldt op af Cypresser, Tujaer og Laurbærtræer, Roser og blomstrende Potteplanter; de smaa Piger vidste næsten ikke, hvor de skulde finde en Plads til deres Blomster.
Men endelig fandt de da en. De tænkte ikke paa Onkelen, pludrede og lo, tog hinanden i Hænderne, løb om i Gangene, legede Tagfat en lille Stund, blev trætte og varme og satte sig derefter ned paa en lille Tue, der var bevokset med Græs og Ukrudt.
De trak op af det lange Græs for at binde Ønskekranse; de maatte endelig vide, om deres Ønsker gik i Opfyldelse, for de holdt snart Fødselsdag begge to.
Alt medens de travle, smaa Hænder søgte iblandt det høje Ugræs, fik en af dem Øje paa en ganske lille Marmorplade, hvorpaa der stod: Lille Minna.
„Det er en Grav, vi sidder paa”, sagde Valborg. „En lille Pige er begravet her”.
„Og ikke en Blomst”! sagde Gudrun alvorligt og bedrøvet. „Mon hun da ikke har en Moder?”
„Hun er vel fattig - Aa, lad os gøre Graven pæn; saa bliver hendes Moder glad, naar hun kommer herud”.
„Maaske er Moderen ogsaa død - jeg tænker, hun er det. Men saa ser hun det nok oppe fra Himlen! Ja, ja! Lad os skynde os!”
De fandt en Hakke og en Rive tæt ved; de lugede, rensede og sled i det. Stenen blev gnedet af med Lommetørklædet. Endelig var Graven færdig. Men der manglede Blomster.
„Dem henter vi henne hos Onkel; han har saa mange!” sagde Gudrun.
De løb til Onkels Grav, skaanede den ikke, men skar af Roserne, plukkede af Potteplanterne. Tilbage til „Lille Minna”, pyntede Graven - tavse, med ivrige Hænder!
Endelig er der helt færdigt. Begge Smaapiger er stolte og glade over deres Værk.
„Hvor vil hun glæde sig - lille Minnas Moder!
Børnene kommer tilbage til Tanten, der undrer sig over deres lange Udebliven og spørger til Onkels Grav.
De glemmer rent at svare derpaa, saa ivrige er de for at fortælle om den lille forsømte Barnegrav.
„Tog I af Onkels Blomster?” spørger Tanten forfærdet.
„Ja! han havde jo saa mange!”
Aa - hvor kunde I gøre det, Børn I Hvor kunde I nænne!”
Børnene ser ned og piller paa deres Forklæder.
Har de virkelig gjort noget, de ikke maatte?
Men saa løfter Gudrun Hovedet og siger: „Tror du da ikke Tante, at Onkel gerne gav de Blomster? Den lille Pige havde jo ikke en eneste!”
