« Tilbage til søgeresultaterne
Fra Rigsdagen
Det er vel bekendt, at der i denne Rigsdagssamling forhandles et Lovforslag om „Borgerlig Vielse”. Der er i Forslaget en Bestemmelse, som mangfoldige Kvinder med Undren og Uvilje har læst, især da vi ellers mene i den højtærede Justitsminister at have en Tilhænger af vore berettigede Krav om retslig Ligestilling med Manden, Bestemmelsen er denne, at det i det fremlagte Lovforslag udtrykkelig lægges i Faderens Haand,; og hans alene, at nedlægge Indsigelse mod de mindreaarige Børns Indgaaelse af Ægteskab. I den bestaaende Lov er det „Forældrene”, der har denne Ret, saa der kan jo ikke siges andet, end at det ny Lovforlag i saa Henseende forfordeler Moderen. Ved anden Behandling har da ogsaa Folketingsmand Svend Høgsbro stillet Ændringsforslag til denne Bestemmelse og udtalt, at, „ der bør forbeholdes Moderen en Ret til .... ved sit Nej at hindre Ægteskabs Indgaaelse”. Ja, naturligvis! Den gifte Moder til et Barn burde dog vist have den samme Ret over for sit Barn, som den ugifte. Eller vil Lovgivningen virkelig nøde udviklede og intelligente Kvinder til at foretrække „løse Forbindelser” for at bevare den rent menneskelige Myndighed over for deres umyndige Børn, at kunne nedlægge deres fuldt ud retslig gyldige Veto imod et Ægteskabs Indgaaelse, som hun - Moderen, - anser for ulykkebringende for sit Barn! Lovgivningen har paa mange andre Omraader begyndt paa i retslig Hensende at stille den gifte Kvinde lig med den ugifte. Men nu foreslaas der, at den gifte Kvinde over for Bestemmelser, der angaar det, der er hende helligst: hendes Børn, har at være lig Nul og Nix.
Ministeren siger, at de gamle Lovbestemmelser bestandig i Praksis har været anvendt saaledes, at det er Faderens Samtykke alene, man har krævet, og er overbevist om, at den foreslaaede Ændring vil „bringe Strid og Trætte ind i Familielivet ... paa en overordenlig bitter og oprivende Maade”, idet Ændringen vil give Moderen Ret til, „at fremkomme over for Ægteskabsforstanderen „med sit ganske ubegrundede Nej.”
Hertil er at svare, at Faderens Nej jo kan fremkalde ganske den samme Familietvist, og at det ikke er absolut givet, at Moderens Nej er mere ubegrundet end Faderens. Tværtimod ! Moderen - det siges der jo ellers altid - er sikkert mere optaget af at faa sine Børn godt gift end Faderen. Og Kvindens Ulyst til i det hele taget at have mere med offentlige Institutioner at gøre end højst
nødvendigt vil sikkert holde hende fra at gjøre Indsigelse gældende uden netop i yderste Nødstilfælde.
Ændringen blev forkastet ved 2. Behandling; men den burde sikkert igen optages og paany søges gennemført. I vor Tid, hvor saa mangen en Hustru er selvstændig og i Besiddelse af lige saa megen Sjælsudvikling og Omtanke som Manden, lige saa forstaaende over for Samfundsformernes Ordning som Manden, gør det et pinligt Indtryk at se Lovbestemmelser foreslaaede, der stiller
Moderen til Børnene - NB. naar hun er gift - fuldstændig uden for Lov og Ret.
Loven burde dog være et Udtryk for sin Tids højeste Sandhed. Men Sandheden er jo nu den, at i de mest udviklede Samfundslag indtager Hustruen en med Manden jævnbyrdig Stilling i Familien. Loven bør derfor ikke sætte hende uden for Familien, naar der er Tale om Afgørelser, der angaar Børnene. Paa den Maade bliver Loven et Udtryk for overlevede Synspunkter og holder ikke „Trit,” med Samfundsudviklingen.
Og hvad „Familietvisten” angaar, saa er den Enighed, der er baseret paa den ene Parts Overhøjhed og Kommando næppe at foretrække for „Tvisten” om noget saa vigtigt, som et mindreaarigt Barns Lykke og Held.
Og fordi det har været „Praksis”, at det var Faderens Samtykke, man forlangte, behøver det ikke nu at fastslaas som Lov, at saaledes skal det vare ved.
