« Tilbage til søgeresultaterne
Bøger
Ingeborg Marie Sick: ,,Højfjeldspræst”.
(Det nordiske Forlag.)
Der er sagt saa mange Lovord om denne Bog, at „Kvinden og Samfundet” ikke kan føje noget til dens Hæder, men derfor skal den. ikke lades uomtalt her i Bladet.
Det er en god Bog, en ren Bog, der med sit „sursum corda" drager Hjerterne opad; den har brave Hverdagsmennesker, der tænker, dømmer og lever som Flertallet af vore, Venner; og den har de to Hovedpersoner, Højfjeldspræsten og „den danske Dame”, stærke Karakterer, hvis Veje maa skilles, til de efter mange Aar kan møde hinanden i fuld Forstaaelse, den ene i lutret Kærlighed, den anden i lutret Tro.
Han, det stærke Trosmenneske, vilde nemlig oprindelig kun have sin elskede i Adskillelse fra sin Tro; i Troen vilde han favne sin Gud og leve til hans Ære, og i sin stærke Mandskærlighed vilde han favne sin yndige Brud, men uden nogen dybere Forstaaelse af, eller nogen inderligere Omsorg for hendes egentlige Selv, der den Gang ligesom ikke rigtig var til for ham - hun og hans Tro kom ikke hinanden ved.
Og hun, den unge, indtagende og velbegavede Verdenskvinde med det varme Hjerte, for hvem Kærligheden da var alt, og Troen uden større Betydning, ser og føler Deltheden og viser sig - saaledes som det fra det virkelige Liv mangen Gang højlydt kunde fortælles, om det ikke blev Mandens dyreste Hemmelighed - som den stærkeste: Hun drager stille bort med sin store Kærlighed, til den Tid er forhaanden, hvor de kan blive Et i bedste Forstand.
Hvorledes han bøjer sig og sender sine kaldende Ord ud i Verden til den eneste, han elsker; og hvordan hun endelig tør komme, ja det maa man selv læse sig til; Bogen er det vel værd. Den er helt igennem livlig og underholdende skrevet, rig paa Stemning og med nøje Kendskab til norsk Natur
og til Menneskene baade i By og Bygd. Og saa er der noget rigt personligt over den, der gør den i høj Grad tiltrækkende og faar En til at overse dens enkelte Konstruktionsmangler.
H. Th.
Fra Hagerups Forlag har Fanny Tuxen udsent syv Fortællinger, om hvilke man ikke med Rette kan sige noget ondt. Det skulde da være, at hun i den sidste „En Legende” er uklædelig personlig i sit Angreb paa Fritænkerne. Fanny Tuxen er ogsaa for gammel og for vel oplyst til at behøve Belæring om, at fri Tænken og Mangel paa Sædelighedsfølelse intet har med hinanden at gøre. Saadanne Paastande sætter kun ondt Blod og overbeviser ingen. Ret køn er Fortællingen „Anna Elisabeth”, „En Kamp” er nærmest morsom, hvad den vist ikke skulde være. En ung Pige har at vælge mellem at tage til sin eneste Søsters Bryllup eller rejse hen og pleje sin syge Moster. Hun vælger det sidste efter en haard Kamp med sig selv, men belønnes herligt, idet den syge Mosters Læge bliver forelsket i hende og gifter sig med hende.
Fik blot enhver Forsagelse en slig Løn!
H. Th. Rützebecks Fortælling „Den danske Sommer” er en frisk og fornøjelig Bog; Forfatteren tager saa jævnt og sundt paa Mennesker og Forhold. Han fortæller let og med Lune, og Personerne er anskueligt skildrede. (Schubothes Forlag).
