« Tilbage til søgeresultaterne
Kvindesagsorganisation og Fagorganisation
Kvindesagsorganisation og Fagorganisation.*)
*). Naar vi optager følgende ret skarpe Angreb paa „Dansk Kvindesamfund”, er det ikke, fordi vi er enig med Forf.; men fordi vi er overbevist om, at Artiklen er dikteret af Interesse baade for Sagen og Samfundet. Vi forbeholder os derfor ogsaa at komme tilbage til denne Sag, dersom Forf. ikke fra anden Side vil blive imødegaaet her i Bladet.
Red.
Den 19de Decbr. 1902 stadfæstedes „Lønningslov for Telegrafvæsenet”; hvori findes følgende Passus: „Kvinder have lige Adgang med Mænd til at oplæres og ansættes i Statens Tjeneste ved Telegrafvæsenet”. Lønnen for Telegrafister fastsættes til 800 Kr. aarlig. For hver 4 Aars Tjeneste kommer hertil et Alderstillæg for Mænd og Kvinder af henholdsvis 300 og 200 Kr. aarlig. Løn Maximum er hhv. 2600 og 2000 Kr.
Da Sagen nu saaledes er ude af Verden, vil jeg gærne tillade mig for kommende Tilfældes Skyld at raade „Dansk Kvindesamfund” til ikke fremtidigt at tage Affære paa saadanne Omraader, hvor der i Forvejen findes en Organisation, som er den ene naturlige til at handle, Det er nemlig min Erfaring, at „D.K.S.” ikke har vundet sig Venner, men tværtimod Modstandere paa denne Sag. Og som Medlem og Ven af „D.K.S.”, ønsker jeg intet hellere end, at det maa vinde sig mange Venner, og i hvert Fald ved sin Adfærd kun skaffe sig Agtelse. Thi det er en Nødvendighed for enhver, der vil agitere.
Da en Kollega, ved et Møde i Odense i Maj 1902, udtalte sin Misbilligelse af „D.K.S.”s Andragende, var jeg ikke i Stand til at give ham andet Svar end det, der laa i en Forsikring om, at det var gjort i en god Mening, og at man sikkert ikke havde haft Forstaaelsen af, at man skred over i andres Omraade. Sagen er nemlig følgende:
Telegrafpersonalet har en Organisation, som har (og som er den eneste, der har), Bemyndigelse til at varetage Personalets Interesser overfor samtlige forskellige Myndigheder. Kvindelige Telegrafister har i denne Forening i alle Henseender samme Rettigheder som mandlige og er for Tiden repræsenterede af 2 kvindelige Telegrafister i Bestyrelsen! Bestemmelsen om lige Ret for Mænd og Kvinder til Oplæring og Ansættelse i Telegrafvæsenet er indsat i Forslaget til Lønningsloven paa Foranledning af Telegrafforeningens Repræsentantskab, der i Fjor tilsendte Folketingets Lønningsudvalg et Andragende herom, hvorefter Udvalget indsatte det i Forslaget, og hvorefter Ministeren senere akcepterede det.
Endvidere kan jeg meddele, at de**) kvindelige Telegrafister, som har anmodet „D.K.S.” om at tage Affære, staar udenfor Foreningen, handler altsaa paa Trods af deres Kammerater, som ønsker, at kun Foreningen skal repræsentere dem, og de har aldrig henvendt sig til Foreningen, endsige modtaget afvisende Svar der. Bestyrelsen virker endvidere for, at kvindelige Telegrafister skal faa samme Ret som mandlige til at gifte sig uden derfor at miste deres Pladser, hvilket de hidtil har gjort.
Man maa nu ikke tro, at jeg med disse Bemærkninger tilsigter et Angreb paa „D.K.S.” (saa meget mindre som der ved denne Sag ingen Skade er sket, men Sagen tværtimod ført godt igennem) - jeg vil netop med Glæde anvende al den Tid og Kraft, jeg kan faa tilovers dertil, til at virke for „D.K.S.”s Formaal. - Men jeg vil blot henlede Opmærksomheden paa, at „D.K.S.” i Fremtiden bør have et noget klarere Blik for, hvor dets Opgaver ligger. Og dér, hvor de ligger - det vil jeg ogsaa sige ved denne Lejlighed - der skal der virkes med større Kraft, end hidtil sket er.
Der er særlig to Ting, som jeg vil pege paa. Dansk Kvindesag er ikke klart og „grejt” organiseret. Nu har jeg, der dog saa at sige er Organisationsmand af Fag, i over et Aar gransket den, og endnu er jeg ikke naaet til fuld Klarhed over dens mange Gange og Kroge - ikke saameget, at jeg kan rejse nogen saglig Kritik endnu; men det ser jeg klart, at Danske Kvinders Organisation er ikke saadan, at enhver straks og let er klar over det Hele. Og det baade kunde og burde den være.
Det andet, jeg vil pege paa, er dette, at Sejr, det vil sige Pagt med Fremtiden. - Og at være i Pagt med Fremtiden, det vil bl. a. sige at eje de unges Hjærte. Uden Medlemmer i alle Aldre fra 18 til 88 Aar, uden at have hele Ungdommen med, kan „D.K.S.” ikke bære vor fælles store Sag til Sejr. Og „D.K.S.” har ikke Ungdommen med; den nuværende Bestyrelse har, dens Fortjenester iøvrigt ufortalt, ikke kunnet samle de unge i „D.K.S.” Dertil behøves en stadig Strøm af nye Ideer og Initiativ, af Energi og Begejstring. Jeg opfordrer de Medlemmer af „D.K.S.” som har dette, og som er ivrige for Sagens Trivsel, til at virke for, at „D.K.S.” tager fat paa nye Opgaver, virker saa det spørges Landet over, hvad det virker. Der maa kunne slaas til Lyd for den Sag i vort retsindige Folk. Og til at bringe nyt Liv ind i Agitationen og i Samfundets Trivsel maa der findes en ny Bestyrelse af unge eller dog yngre Kræfter.
Og maa det være min Slutningsbemærkning: At vi ønsker nye, hvor de gamle hidtil har virket bravt, det betyder aldeles ikke, at vi agter dem ringere end hidtil. Tværtimod, naar man tror, at nu kan nye Kræfter gøre bedre Fyldest, saa er det daarlig Høflighed at holde paa de gamle, blot fordi de har virket dygtigt.
At Søn følger Fader, det skyldes jo ikke en forvorpen Opposition hos de unge Slægter - det er bare Naturens Visdom.
L. C. Schou,
Medlem af Statsfunktionærernes Organisationsudvalg.
**) „D.K.S.” kan næppe have været saa letsindig, at den har handlet paa Anmodning af kun een.
