« Tilbage til søgeresultaterne
Af Anita Wadjinskis korte Liv
En Chicagohistorie af Margaret Monrad.
Anita blev ikke videre varmt modtaget, da hun kom; men det var de nyfødtes almindelige Lod i „Poverty Flat.” Hun laa henne i Hjørnet af den mørke Stue paa en gammel Madras, bag store Stabler af færdigsyede Benklæder og Frakker, som værgede hende mod at falde ned, - grædende og blinkende med et Par smalle, sorte Øjne. Hendes lille, svage Klynken druknede i Larmen fra Symaskinerne, der snurrede og snurrede uden Ophør. Ingen havde Tid til at tage sig af Børnene i „Poverty Flat.”
En Gang klatrede hendes toaarige Broder op over Tøjbunkerne for at udfinde, hvad det var, som hørtes der indefra. Han dunkede hende paa det morsomme, runde Hoved for at
se, om hun saa vilde give mere Lyd, og borede sine smaa Fingre ind i hendes Øjne; det var saa interessant at se, hvordan hendes hjælpeløse, lille Ansigt blev rødt og fortrukket lige som de rynkede Æbler nede i Smøgen. Paa dette Stadium af Undersøgelsen standsede pludselig en af Maskinerne. Som en Høg slog Moderen ned paa ham og halede ham ud under en Strøm af Ord, hvorefter fulgte en skraldende Ørefigen.
Lige saa pludselig holdt Anita op med at skrige, da hun blev snappet op og følte sig trykket krampagtig mod en fyldig Barm, hvor der var varmt og blødt og godt at være. Men snart laa hun atter ene tilbage i den grænseløse Tomhed, og Maskinerne summede videre og de osende Lamper flimrede; den paaholdne Kræmmer betalte i Øjeblikket kun 10 Cent for Dusinet af færdigsyede Benklæder, og der var mange Munde at mætte i „Poverty Flat.”
Først da Anita kunde kravle om paa egen Haand, lærte hun, at Verden er større end den Stue, hvori hun var født. Det var lykkedes hende at naa Døren, og der laa hun nu paa den ene Side og betragtede Udsigten. Hvad hun saa, var en Afgrund af mørke, brøstfældige Trapper: nede paa Gaden lysnede det, og der skimtedes lige netop den store polske Kones brede Ryg, som hun allerede havde lært at skelne fra de andre som hørende hende til. Synet af Moderen drog hende som en Magnet, saa hun kravlede videre, over Dørtrinet og ned ad Trapperne - bums - bums; indtil hun tilsidst i Følge Tyngdeloven standsede og laa som en lille Bylt, brølende af alle Kræfter, saa længe hun havde Vejr nok til at blive ved. Der fandt den polske Kone hende sovende og bar hende op under det grøn- og rødtærnede Sjal sammen med Kartoflerne.
Efterhaanden som Anita blev ældre, lærte hun, at Verden er meget stor, og at mange mærkelige Ting kan ske i den. Som en Lygtemand fløj hun frem og tilbage paa Gader og Stræder.
„Halløj, jeg skal ordentlig klø Jer!” og saa for hun videre paa sine smaa, tynde Stilke af Ben; hendes sorte Øjne skød Lyn, naar hun dukkede op midt i Gadeopløbene uden for Værtshusene.
Anita var almindelig yndet af Drengene i „Poverty Flat”. „Bliv fra den Tøs”, kunde man høre en eller anden ung Mand sige, „for hun kan bruge Skafterne, saa lille som hun er”, - hvorpaa han gned sig opad Benene, som om han endnu følte hendes Negle, fra den Gang han og hans Bande havde lynchet en stakkels forsulten Kat nede i Smøgen.
„Ja, hun er en Satans Pige, Mo’r siger, at hun er helt besat”, sagde en anden. - Det lod virkelig til at være sandt. Anita laa i dette Øjeblik paa det snavsede Fortov uden for en Beværtning, hylende og sparkende, tilsyneladende uden nogen, somhelst Grund: medens en lang Række Kærlinger med Tørklæder over Hovederne sad paa Hug paa Trappetrinene og saa ganske roligt til. I det samme hørtes en Lirekasse. I et Nu er Anita paa Benene og tripper rundt med straalende Øjne, medens en Skare Børn trænger sig om hende, stirrende forbløffet paa hende med Fingrene i Munden.
Da Anita var 11 Aar, maatte hun begynde at tjene noget, for Madrassen i Hjørnet af Værelset havde endnu modtaget fire andre smaa Børn. Hun blev anbragt i en Papæskefabrik, hvor der var Brug for smaa, behændige Fingre. Her lærte Anita meget, naar de raa Mandfolk lo og spøgte. Hun blev om muligt, tyndere og blegere, men hun var en sej, lille Ting, og hun blev i denne Verden.
Da hun var 17 Aar var hun smalbrystet og hostede stygt. Sent om Aftenen udsendte den store Fabriksfløjte sit hæse Brøl, og de mange, smaa levende Hjul i den vældige Maskine strømmede ud og blev til Mænd og Kvinder. Da begyndte Anita først at leve. Hun dansede til langt ud paa Natten - dansede med den samme Given sig hen, som havde præget hendes Barndom, - dansede i det varme, lyse Rum ovenover Beværtningen, indtil hun glemte den bitterlig kolde Tur, som ventede hende ved Daggry, glemte det glædeløse Hjem, hvor Børnene sloges og skreg, og den polske Moder skændte.
„Hun er en vild Tøs”, sagde Folk, „men hun er ikke fordærvet, som de andre af Slænget.”
Nej, Anita var ikke fordærvet, - endnu ikke.
„Hvor mon, Anita er?” sagde en Morgen den unge Pige, som plejede at arbejde ved Siden af hende; „hun har i den sidste Tid set ud, som om man kunde puste hende væk.”
„Aa”, svarede en anden, „Frelsens Hær har skaffet hende en Plads ved en Frugtplantage ovre i Michigan. Du, Scrimps, der ovre, nu trænger du vist til noget at tørre dine Øjne paa!” - og der faldt en Regn af Lommetørklæder ned over den ulykkelige Scrimps, en af de talrige, matøjede unge Kavalerer, som plejede at „gaa” med Anita.
„Jeg tør nok vædde paa, at det ikke er Scrimps alene,, som faar en lang Næse!” - i det samme viste Opsynsmanden sig, og der faldt Stilhed over den lange Række Arbejdere.
Det var en straalende Søndag Morgen, da Herman, den store, kejtede Farmer kom ud i Haven iført sin fineste Puds for at gaa i Kirke. Moderen maatte vente udenfor i Vognen, mens han gik for at finde Anita, som var sporløst forsvunden. Pludselig faldt et stort, rødt Æble, bums ned i Hovedet paa ham. Betuttet saa han op og ned, tilhøjre og venstre, indtil han hørte en Lattersalve, og saa Anitas skælmske, sorte Øjne titte ned paa ham gennem Grenene. Han saa saa komisk ud i al sin
Kejtethed.
„Næ, Tak; jeg skal ikke have noget af at gaa i Kirke, ikke om du saa forgyldte mig. Det er saa kedsommeligt, at det er nær ved at tage Livet af En.”
Der gik en Skygge over Hermans skikkelige, solbrændte Ansigt. „Naa, saa har jeg heller ingen Lyst til at gaa. Jeg tænkte netop paa, at det kunde være rigtig rart at gaa lidt ned ved Søen”, sagde han ydmygt.
„Aa, jeg kan ikke udstaa den evindelige Skvulpen der nede:”
Hun opfangede det bedrøvede Udtryk i hans store, barnlige Ansigt, og angrede sine Ord. „Naa, gamle Klodsmajor, hjælp mig saa ned; jeg sidder jo fast”, hvilket sidste ikke var ganske sandt.
Anita havde faaet Uro i Blodet. Hun kunde ikke udholde de lange Sommerdages Stilhed og Ensformighed. Maaske var det fordi hun havde faaet Tid til at tænke, og for hende, som vidste, hvad hun vidste, var det at tænke, det samme som at fortvivle. Samme Aften pakkede hun sin Bylt og gik ned til Dampskibet. Hun græd lidt, hvorfor vidste hun ikke selv.
Næste Morgen fandt Hermans Moder ham liggende med Hovedet ned over Armene paa Bordet. Hans store, stærke Krop rystede; hun listede sig væk, fuld af Vrede mod den Pige, som havde gjort hende dette.
Anita vendte tilbage til Dagenes Slid og Nætternes vilde Liv. Hendes Hoste blev værre, og hendes Munterhed mere larmende. Hun levede som i en Rus. Der var noget inden i hende, som gjorde ondt, noget, som maatte overdøves. Og saa gik det rent galt for hende; - stakkels lille Anita!
Hun oplevede det altsammen. Skammen, Sorgen og Lidelserne. De gode Mennesker, som havde sendt hende ud paa Landet, prøvede forgæves at finde et Hjem til hende. Og saa tabte de hende af Syne.
I et Værelse, ligesom det, hvori hun selv var født, sad hun nu og syede Benklæder, som hendes Moder havde gjort før hende, medens det spæde Barn laa i et Hjørne og snappede efter Vejret, - stakkels lille Anita Wadjinski; hun var kun 18 Aar gammel!
De var alle gode mod hende i den gamle Kaserne; de vidste, hvad det var at komme galt af Sted. Den gamle, tyske Kone i Stuen ved Siden af, som altid gik og tænkte paa den Landsby, hvor hun selv havde hjemme, rokkede paa Hovedet: Wenn die Blade faller, dann ist sie hin.
En Aften kom Anita gaaende hjem, møjsommeligt slæbende paa en Bunke Sytøj. Det var koldt og raat, og Taagen hang over Byen. Pludselig standsede hun, for der i det usikre Lys fra den gamle Lygte stod en stor, kejtet Skikkelse med begge Arme strakt ud mod hende. Der gik en Strøm af Varme igennem hende. Hun følte det samme, som da hun var lille Barn, og hendes Moder tog hende ind til sig, og alle Sorger var slukte.
Men Anita vendte sig bort. „Anita, lille Stakkel, lille Stakkel, jeg ved jo Besked med det altsammen.
Og Anita saa et Udtryk i hans Ansigt; - det, var nu en Mands Ansigt - et Udtryk, der paa engang løste op for alle de bundne Smerter i hendes stakkels lille, syndefulde Sjæl. Hun havde set et Glimt af den guddommelige Kærlighed.
Og Taagen sænkede sig dybere ned over den store, urolige By, og Lygternes Lys flakkede og skælvede.