« Tilbage til søgeresultaterne
Et lille Indlæg
I Nummer 3 af „Kvinden og Samfundet” skriver Fru Nielsen under Titlen „Skammen” omtrent følgende om Ægteskabet.
Idealet: den livsvarige Kærlighed er et meget højt og skønt Ideal, som ogsaa alle Dage har været hendes. Kun tror hun ikke længere paa, at det lader sig virkeliggøre uden ved Lykketræf i Ny og Næ. Derfor ønsker hun hellere sine Døtre i løse Forbindelser, hvilke hun snarere er tilbøjelig til at tro har al Kærlighedens Højhed og Skønhed over sig.
Vor store Uenighed maa ligge i, hvad vi kræver og forstaar ved Kærlighed. Det synes at fremgaa af Fruens hele Artikel, at Kærlighed kun bestaar i Erotik. Hvor „Lidenskabens lutrende Ild” er slukket, er dermed al Kærlighed død, og Ægtefolkene gør en Forbrydelse ved at blive sammen. For mig rummer Kærlighed alle Menneskets bedste Følelser, Venskab, Kammeratskab, fælles Interesse og for dem, som tror paa noget over dette Liv, fælles Religion.
Erotik er ikke Kærlighedens Maal, men kun et Middel, der kaster Glans over Ægteskabets Ungdoms Aar. Hvilken Ulykke, om enhver Hustru stadig gik og maalte sin Elskovs Varmegrad, der som al anden menneskelig Følelse er varierende, og saa snart hun fandt den nedadgaaende, følte det som hendes Pligt at løbe fra Hus og Hjem med alt dets Arbejde og Moderpligter. Fru Nielsen giver en Skildring af et i Sandhed raat Ægteskab: „Hvor stærk Hustruens Følelse af Nedværdigelse og Skam end monne vare, hun tør dog ikke afkaste Pligtens Aag, thi udenfor Hjemmets Dør staar Prostitutionen beredt med aabne Arme.”
Saadan er Ægteskabet, siger Fru Nielsen, paa en enkelt Undtagelse nær. Derfor I unge, indret jer paa en anden Maner, thi den livsvarige Kærlighed er en Utopi. Man skulde synes, at den, der for Alvor har et Ideal, først og fremmest vilde opdrage sine Børn til at stræbe mod det.
Det kan jo ikke hjælpe vore unge, at vi fortæller dem, at Livets rigeste Muligheder for Lykke findes i en livsvarig Kærlighed, naar vi samtidig fortæller dem, at dette skønne Ideal naar de ikke, og derfor maa de helst paa Forhaand opgive det og hellere nippe lidt Honning hist og her i Stedet for at faa sundt dagligt Brød. Var det ikke bedre at opdrage vore Sønner til at blive gode, fine Ægtemænd, for hvem det var umuligt at tage mod en Elskov, der ikke gaves dem af Hustruens fulde Hjerte. Kunde den Hjerteraahed udryddes i Ægteskabet, der forvandler frivillig Hengivelse til Pligt, saa var vi naaede længere frem mod Kærlighedens Ideal end ved at slaa det samfundsordnede Ægteskab ihjel. Ikke at tale om den Ulykke, at Børnene mistede Faderens Opdragelse. Her maa jeg have Lov at gøre opmærksom paa den anden Del af Fruens Artikel. Det er meget muligt, at Samfundet gør Forskel paa den gifte og den ugifte Moders Stilling, om det end i ganske enkelte Tilfælde derved begaar en Uretfærdighed. For det store Flertal af Kvinder er det sikkert et alvorligt Skridt, naar de binder sig for Livstid. De føler det som et Livskald, de paatager sig, og har derfor med Rette faaet Hæderspræget over sig. Anderledes med den ugifte Moder, for hvem Bevæggrunden ofte er en øjeblikkelig Lidenskab, der, hvor ophøjet den end i Øjeblikket kan synes, savner een af Kærlighedens bærende Kræfter, Trofasthed. Thi Trofasthed er ikke en tør og utaalelig Pligt, men selve Bevarelsen af den hellige Ild i Hjærterne.
