« Tilbage til søgeresultaterne
Et Husholdningsspørgsmaal
,,Ack hör, du liten jungfru, hvarför är hon så fin?” - „Jak äter socker, dricker vin, derfor är jag så fin.”
Dette er, tør man tro, Overskriften paa en Skønjomfru - paa hvordan denne Art Mennesker laves. Men udenfor dette Tilfælde er dog Sukker og Spiritus ikke anset for fuldgod Ernæring. - - -
Smaabørn f. Eks. har jo hele Tilbøjeligheden til Sukkerdiæt, men vi giver dem ikke Lov. - Papa og Mama sætter en Grænse for Slikkeriet. - Vi har selv til en vis Grad Lyst til at sætte Smaabørn i Spiritus (fordi de er sødest, før der kommer store Børn ud af dem), men Livet giver os ikke Lov - Livet som er Overformynder for os samtlige umyndige.
Foruden Kvinder og Børn er der her i Norden Mænd - skulde nu mon Mænd kunne trives ved Sukker? Bevares,- vi har Mænd, som er store, trives det er jo at vokse sig større og større, og hvornaar bliver Mænd store nok? Kan den Stats Husholdning være rigtig god, hvor Mænd ikke vokser og vokser?
Vel faar de det sagt lige i Synet, de store Mænd her i Norden, at de er store, o, saa store! Men, med Forlov at spørge: Hvorfor er de ikke større?
Ønske de bedste bedre, maa man ikke have Lov til det? Og sige det, skulde det være at byde de bedste noget usukret, de ikke kan taale? Skulde det være at rokke ved deres Velbefindende, som de der sidder i Højsædet?
De bedste - det er jo Forspandet, dem, der raader for Tempo’et, i hvilket et Folk kommer frem. Efter dem, afpassende sig efter de „Fuldblods”, kommer de tungere Trækdyr, og allerbagerst Krikkerne. Nu at gaa til Bagtroppen, at lade Pisken knalde for Krikkerne, er det virkelig Ulejlighed værd? Øg er dog Øg, bliver aldrig til vælige Hingste, der springer i Forvejen. Men at anspore Forspandet, her stille det korte, skarpe Spørgsmaal, om det har ny Kraft at udfolde, det kan blive til Fremgang over den hele Linie.
Der gives for de bedste et lumsk Sted paa Vejen at komme over, der, hvor den rigtige, naturlige Blæst holder op, og Virakluftninger kommer i Stedet. Hænde kan det saa, at de væliges Fart bliver Luntetrav. Selv mærker de det ikke, ingen mærker det, Forspandet angiver jo: højeste Hastighed. Altsaa Fortravet lunter, Eftertravet lunter, og Folket i Karriolen klapper i Hænderne ad sine ædle Arabere, lykkeligt, troende paa en Galop, - som ikke er mere.
Nedlægge Pisken, deponere det skarpe, give Klap for Knald, kan man tænke sig et sikrere Middel til at hindre de bedste i at blive bedre? Ren og skær Tilbedelse i levende Live, kan man tænke sig noget for Livet usundere?
Her i løsere Omrids vore store Mænds Levnedsløb.
1) I Puppetilstand: fremdrevet til højt udviklet Smag for det søde. „ Blive æret og anset, umm! hvor det skal smage!”
2) Naaet til en vis Grad af Udvikling: sat paa Spiritus, gjort til Mærkelighed paa Flaske, livshæmmet.
Rigtignok oplever store Mænd mellem Sukkerdrøm og egentlig Sukkertid, gerne en Pebertid. Saa smaat tør det da sluttes, at Peber maa indgaa i den Kost, hvoraf store Mænd skal komme ud. Men Peber er nu engang ikke velset i Livet. Saa daarligt et Ry har Peberet faaet, at vi slet ikke kan lide at tænke os det i Forbindelse med en „stor gammel Mand” undtagen netop i hans Peberbøsse for under hans egen styrende Haand at krydre hans Laks efter Behag.
Men saa Salt da - faar de mon ikke for lidt Salt og Saltet, de store Mænd? Hvad mener Husmødre og -Fædre? I almindelig Husførelse glemmer man ikke at notere Salt som uundværligt for Levemaaden, men i Folkehusholdningen - mangler der ikke en tydelig Angivelse af Salt i Storemandsopskriften?
Hvad om det var Uagtsomhed her, det over al Maade glemte Salt og det over al Maade huskede Sukker i Føden, der gør, at vore store Mænd vokser til en vis Grad og saa ikke mere! At det vi staar overfor her er et Slags Tilfælde af mangelfuld Ernæring?
Eller skulde Mand og Kvinde være saa langt fremskredne i Lighed, at Skønjomfru-og Stormands-Typen skulde falde sammen?
Vi vil dog opsætte at tro det.
Jan. 1903.
