« Tilbage til søgeresultaterne
Et Gensvar
Nej, Fru Mariane Nielsen, udenom Deres krigerisk udæskende Artikel gik jeg ikke. Jeg gjorde mig tvertimod Umage for at komme til Bunds i Tanken og, klare Spørgsmaalet : Har den Kvinde og Mand, der sættter et Barn ind i Verden uden at Være gifte, egentlig Grund til at skamme sig? At Skamfølelsen i mangfoldige Tilfælde er til Stede, er sikkert nok; men er den berettiget? Hvis vi ikke kan søge Svaret herpaa i de Fingerpeg, Naturen giver os, saa ved jeg virkelig ikke, hvor De vil, at vi skal søge det.
Hensynet til Børnene er efter min Mening den „Hovedstøtte”, hvorpaa Ægteskabet hviler. Dette mener jeg først, fordi jeg i Naturen synes at læse en Lov, der byder Fader og Moder at drage Omsorg for deres Barn. Dernæst, fordi jeg mener, at hvor Mand og Hustru trofast holder sammen og staar hinanden bi, dér er der forholdsvis gode Betingelser for at faa opdraget en aandelig sund og stærk Ungdom, og endelig fordi jeg ved, at de løse Forbindelser indtil denne Dag har været Aarsag i en Uendelighed af Sorg og Nød, ja forbrydelser saa at sige af enhver Art. Nu mener jeg ganske vist, at al denne Elendighed vilde kunne indskrænkes en ikke ringe Del, om det kunde lykkes at indprænte i den almindelige Bevidsthed den Sandhed, at et hvert Barn er sin Faders saavel som sin Moders, og at om de to end af en eller anden Grund ikke kan følges ad gennem Livet, saa bør dog ingen af dem sige sig løs fra Barnet. Det er denne Opfattelse jeg haaber den paatænkte Lov skulde hjælpe til at slaa fast. Der er imidlertid næppe mange af dem, der ønsker den Lov sat igennem, som venter, at der derved fuldstændig skal kunne raades Bod paa al den fornævnte Elendighed.
Der er to af mine Spørgsmaal, De ikke har svaret paa, og som jeg derfor tillader mig at gentage. At De hellere vilde se en af deres Døtre som Moder uden Mand, end De vilde se hende ulykkelig gift, det kan jeg godt forstaa. Men den Moder, hvis ugifte Døtre Gang efter Gang føder Børn, og det endog uden at ville opgive Faderens Navn; mener De virkelig, at hun maa kunne være ligesaa stolt af sine Børnebørn, som om Døtrene var ægteviede Hustruer.
Ja for De vilde jo forsvare deres Paastande til de yderste Konsekvenser!
Dernæst dette: Finder De virkelig, at det er en Lykke for Manden, naar Kvinden er rede til at give efter, saasnart hans Forelskelse har naaet et vist Højdepunkt? .
„Det er ikke saa let” siger De „at sige noget om andre Menneskers Følelsesliv”. Men naar andre Mennesker har en anden Opfattelse end De, saa har De nu ligegodt ikke saa lidt at sige derom. Saa taler de om Raahed og Barbarisme, om den hjerteløseste Tankeløshed, om stadig Fastholden ved forældede Standpunkter, om magelige Fordomme, man vil beholde i Fred og Ro osv. Ganske vist - det er ret almindeligt at tillægge sin Modstander de mest nedrige Motiver. Jeg synes nu ikke, at vi Kvinder skulde være saa ivrige i at følge denne Skik!
Du siger at den livsvarige Kærlighedsforbindelse er Deres saavel som mit Ideal - kun, at De ikke tror, det lader sig virkeliggøre uden ved et Lykketræf. Skulde jeg til at tro det samme, da maatte jeg sænke Fanen, det er vist. Et Ideal er nemlig efter min Opfattelse et Maal man, - det vil sige den enkelte efter Samfundet - stræber hen imod og sætter Kræfterne ind paa at komme saa nær som muligt, i Tro paa, at Maalet kan naas. Men hvad vilde der da været naaet?
Der er naaet det, at Hjemmet bliver lunt, selv om Vinden piber lidt gennem de utætte Vinduer og Døre, hyggeligt, selv om Udstyrelsen er meget mangelfuld,- et kært Sted, selv om man der maa vænne sig til at savne og undvære. Et saadant Hjem ønsker jeg, ethvert af mine Medmennesker maatte eje om ikke andre Steder saa dog i Mindet. Men det lader sig næppe udføre eller holde vedlige ved et Lykketræf, og jeg tror nu heller ikke, Folk i 30-40 Aars Alderen har bedre Betingelser for at grundlægge det end i den tidligere Ungdom, Kærligheden mellem Mand og Kvinde, det gode Hjems egentlige Grundlægger er underkastet Forandringens Lov, lige saa vist som Menneskene er det.
Vist er de Unges Kærlighed skøn. Jeg vil bruge et Billede af Naturen og ligne den ved noget af det fineste og fagreste, jeg kender; nemlig et Æbletræ, der staar fuldt af Blomster. Hvor kan det være betagende dejligt, og hvor er det vemodigt at staa en Morgenstund og se hele Herligheden ligge paa den vaade Jord eller være spredt for alle Vinde. Men man taber ikke Modet for det; Frugterne sidder jo endnu paa Træet - smaa, uanselige, graagrønne .Tingester, der kunde synes ikke at have havt nogen anden Opgave end den at bære Blomsterne frem. Vi véd det bedre, Blomsterne maatte falde - en Del af Frugten sagtens med, og dog kan Træet maaske til Efteraaret prange med en Rigdom af røde eller gule Æbler. -
Kan Træet, ikke bære sine Frugter frem, falder de umodne ned, trods det, at Træet bliver omhyggelig plejet, da maa det helst hugges om!
Skal Kærligheden mellem Mand og Kvinde vare Livet ud, da maa Trofastheden følge med. Men heldigvis hører disse to, Kærligheden og Troskaben, nøje sammen, de kan ikke undvære
hinanden. Kun, hvor Egenkærligheden spiller en altfor stor Rolle i Samlivet, der er der Fare paa Færde.
At være sædelig efter de gamle Regler finder De er en let Sag. Naa, dét er vel, som man tager det. Jeg har nu ondt ved at tro, at et saa naturligt Forhold skal være saa overordentlig indviklet. Men jeg vil godt tro, at der er Fristelser og Farer ogsaa her. Det har forresten allerede Morten Luther gjort opmærksom paa. Men her staar vi overfor noget, jeg hverken kan eller vil være med til at drøfte.
Men nu den ansvarsbevidste, selvstændige, ugifte Kvinde, skulde hun ikke kunne danne og opretholde et Hjem for sig selv og sit Barn, mindst lige saa lunt og hyggeligt som det, jeg før beskrev? Der er dem, der forsøger det - Ære være dem derfor, og blandt disse er der atter enkelte, for hvem det lykkes. Blandt ubemidlede Kvinder, og det er de fleste, vil det næppe lykkes for ret mange. Thi det lille Barn skal gerne passes fremfor noget andet, men skal Moderen tjene Udkommet til dem begge, da maa hendes Gerning gaa forud. Hun vil altsaa være stillet overfor en dobbelt Opgave, som let vil overgaa hendes Kræfter. Har Barnets Fader dertil faaet hende overtalt til at fortie hans Navn, saa hun altsaa ikke kan gøre Krav paa hans Hjælp, da kan hun og Barnet blive ret ulykkelig stillede. Men det store Flertal af ugifte Mødre sætter lige straks deres Børn ud til fremmede. De hører jo, at det paastaas fra alle Sider at være det fornuftigste. Kan Moderen senere hen være heldigere og finde en Mand, der vil gifte sig med hende, saa kan hun jo tage sit Barn til sig. Denne Tanke trøster utallige ugifte Mødre i den øjeblikkelige Smerte over at skulle bort fra Barnet.
Der staar saa levende for mig en hel Række Udtalelser fra Mennesker, der i sin Tid er fødte udenfor Ægteskab. „Min Fader har jeg aldrig kendt, og min Moder har ikke brudt sig om mig”. - „Jeg er som sprungen ud af en Sten”. - „Jeg har været hos fremmede altid; men jeg har aldrig følt mig saa fremmed, som da jeg skulde være hos min egen Moder og hendes Mand og to Børn, han var Fader til”, o. s. v. Overfor saadanne Erklæringer vil det vist næppe virke synderlig „forsonende”, om man vilde begynde at tale om den Kærlighedens Højhed og Skønhed, der har været over Moderen i et vist kritisk Øjeblik og faaet hende til at glemme alle egoistiske Hensyn.
