« Tilbage til søgeresultaterne

BØGER

« Se emneord

H. Thaarup:    Om Georgismen.  

(Karl Schønbergs Forlag).    87 Sider.

Denne lille Bog har den æggende Undertitel: „Socialdemokratiets frede­lige Afløser”. Denne Antydning af, at Socialdemokratiet skulde være et ufredeligt Parti forbliver imidlertid ube­grundet i hele Bogen, saa den maatte maaske hellere have været udeladt.

Georgismen er ikke en videnskabelig Lære; den er en Religion. Den hviler ikke paa ustandselig Søgen, saadan som al Videnskab maa gøre. Men den hviler paa en stædig Tro, saadan som enhver Religion gør. Men Bogen giver sig heller ikke ud for at være et videnskabeligt Indlæg, den kalder sig udtrykkelig „en folkelig Fremstil­ling”.

Man skulde derefter vente en Frem­stilling af Georgismens Principper, af deres Gennemførlighed af den Ud­strækning, hvori de faktisk allerede er gennemført. Men allerede Forordet tager denne Forventning fra os og be­buder, at Bogen vil „belyse hans store Reform fra en enkelt Side, navnlig som det store Retfærdsmiddel i Kam­pen mod Samfundssygdommene”. Denne Bebudelse viser sig at være rigtig. Bo­gen søger netop at belyse Georgismen etisk.

Men dette sker lovlig meget ved Postulater, som enten de nu er rigtige eller ej, ikke her bliver begrundede.

Man savner i hele Bogen de over­bevisende Paavisninger, som er Betin­gelsen for ad Tænkningens Vej at hverve en Sag Tilhængere. Forfatteren synes at mene, at hun har gjort alle Indsi­gelser mod Georgismereligionen døde og magtesløse ved at forsikre os om dens Forenlighed med en anden Reli­gion nemlig Kristendommen. Der helliges to Kapitler til at omtale „Henry George selv og hans Forhold til Kirken.”

Paa Titelbladet burde i Stedet for „En folkelig Fremstilling” have staaet „En etisk Belysning”.

Naar der lægges en Jernbane gen­nem en Egn, stiger de nærliggende Ejendomme i Værdi. Den, der ejer en af disse Ejendomme, faar altsaa en Formueforøgelse, uden at han har rørt en Finger derfor. Men af hvem faar han denne Gave? og med hvilken Ret? Det er herpaa, at George har givet det klare og utvivlsomt rigtige Svar:

Jernbanen er en Samfundsforanstaltning. Den tættere Bebyggelse, som er en Følge af dens Anlæg, har Brug for Jord til Boliger, skal have Korn og Kød til Føde, hvilket atter faar Pri­serne til at stige. De højere Priser paa Jordens Produkter gør Jordens Værdi i Handel og Vandel større. Denne Værdi skyldes altsaa Samfundsfænomener, og følgelig har Samfundet Retten dertil. Samfundet skal derfor tilegne sig denne Værdi, hvorved den ikke tager noget fra nogen, og hvorved den delvis eller helt kan undgaa at opkræve Skatter.

Spørgsmaalet om denne Teoris Gennemførlighed i de forskellige Lande, om dens Konsekvenser for Samfundsord­ningen iøvrigt o. s. v. er et finans vi­denskabeligt Spørgsmaal af den stør­ste Rækkevidde, og til dettes Løsning giver denne Bog intet Bidrag. Men den fremstiller nogle praktiske Tilfælde, hvor de ovennævnte Principper er raadende i et Samfund. Der nævnes saa­ledes Byen Freudenstadt, hvor Indbyg­gerne, fordi „Jorden udreder alle Ud­gifter”, ikke har betalt Skat i 300 Aar, medens der endog „bliver et aarligt Overskud til hver af de indskrevne Borgere”. Dette er om end ikke noget Bevis, saa dog et Eksempel paa, at man kan have det udmærket godt paa den Maade, men vel at mærke, naar der nu en Gang er saadan en Afgift paa Jorden.

Endvidere omtales New-Zealand, hvor der ogsaa er store Jordarealer, som Staten ejer, eller hvoraf den i hvert Fald modtager Afgifter. Man maa huske, at N.-Z. er et nyt Land, hvor ingen gamle Love, Skikke og Traditio­ner forhindrer nye Ideer i at træde ud  i Livet. Og Befolkningen bestaar der af foretagsomme Folk fra alle Lande. Ingen Dødbider finder paa at udvandre fra Europa dertil. De fremmelige har der ingen Træghed at overvinde hos Be­folkningen, iøvrigt skriver Forfatteren,

at Jordværdiskattens gavnlige Følger viste sig hurtig, og hun tilskriver denne alene den livlige Opblomstring i Ager­brug, Værkflid og Handel, som derefter fulgte, og nævner, at Befolkningens Privatformue steg med 40 % i 11 Aar og at Stat og Kommuner har haft det langt rigeligere med Penge end før.

Hertil er at bemærke, at i de paagældende 11 Aar tiltog N.-Z.s Befolk­ning med 29 %. Saa de 40 % der tilmed er ret problematiske, bliver, naar vi tager dette ikke uvæsentlige Moment i Betragtning,

7 1/3 %. Og hvem be­viser, at det skyldes. Jordværdiskatten? Endvidere: De „mange Penge”, som Staten har haft, stammer fra, at den i de 11 Aar har forøget sin Gæld med 29 %, altsaa netop saa meget som Be­folkningsforøgelsen. N.-Z. har for Ti­den (31/3 1903) en Gæld pr. Hoved af Befolkningen paa 1134 Kr. (Staten) plus 155 Kr. (Kommunerne) altsaa 1289 Kr. pr. Indbygger. Her i Danmark havde vi paa samme Tid i alt 155 Kr. pr. Indbygger (98,20 + 56,20). Det er dog altid en Forskel, som er værd at mærke sig, naar man taler om Folke­velstand.

Ikke detstomindre vil N.-Z. utvivl­somt i Fremtiden i det lange Løb (men ikke paa 11 Aar) faa den største Nytte af sin Jordværdibeskatning. Og saa faar vi et Eksempel paa et Land, hvor man kan have det godt med de Prin­cipper vel at mærke, hvor man iforvejen ikke har haft gamle rodfæstede Modprincipper at overvinde.

Men i et Land med gamle Skatter og gammel Kultur, dyrket Jord, og hvor Jordrenten altsaa har en forsvin­dende Betydning, der vil Georgismens Principper vel kunne gennemføres i det smaa (kun ved Tilfælde af samme Art som den ovennævnte Jernbane)- men den kan aldrig blive det Universalmid­del mod Uretfærdighed, Fattigdom, Misundelse, Told, Skatter, Doven­skab og alle de andre Onder, - som Frk. Thaarup saa flot har paastaaet, men ikke bevist.

Men - kan man ikke kalde denne Bog fyldig og klar, og kan man ikke ind­rømme, at den besidder Ævne til at overbevise selv ærlige Søgere - saa maa det siges, at den er skrevet udaf en Begejstring og Iver for Sagen, som ikke er altfor hyppig blandt Kvinder. Maatte en saadan Iver i Interessen for offentlige Sager blive hyppig blandt Kvinderne, saa, vilde vi rykke endnu sikrere og endnu hurtigere frem mod Kvindesagens Maal.

Polit.

 

Emma Gad:    Gadens Børn.

(Schubothes Forlag).

I fire Optrin: „Herrerne”. „Fruerne”, „Borgerinderne” og „Ofrene”. fremstil­ler Forf. den Vej, der med Nødvendig­hed fører den unge Kvinde Skridt for Skridt ned i Dybet, naar hun som Fernanda fra Fødselen er „uægte” og mangler al Opdragelse og al Støtte i Livet, om end hun ingenlunde er uden Gaver og ideelle Anlæg. Netop det, Forf. lidt dristig kalder den fejreste Gave hos en Kvinde: Evnen til at vinde og behage - Mænd, fælder hende, idet det nedkalder alle Kvinders Had og Misundelse over hendes syndige Hoved.

Som en Modsætning, der fremhæver, staar ved Siden af Fernanda en ung Mand, der med lige saa tarveligt et Udspring stadig vinder frem til Dels ved Kvindeyndest; han siger rigtignok selv til Slutning, at han ogsaa har anvendt en god Del Flid og Energi, og man, tør vel tro, at dette har haft sin Betydning.

I gamle Dage var det et Dogme, at naar Kvinden faldt, faldt hun dybere end Manden, ja egentlig haabløst dybt, da hele hendes Natur blev forgiftet af et eneste Fejltrin. At vi virkelig er naaet et Stykke frem paa Vejan til at betragte Kvinden som Menneske, ses deraf, at Tendensen i Fru Gads Stykke ikke nu vil forekomme nogen Mo’rs Sjæl revolutionær. Skulde vi ind­vende noget, er det snarere, at Tan­kerne er for gammelkendte. Heller ikke rammer Satiren noget hidtil over­set ømt Punkt, At Mændene holder lidt for meget af gode Middage og er lidt for optagne af selviske, ærgærrige Planer.

Det vil ikke være rystende for nogen at høre, saa lidt som det kan virke op­rivende, at Fruerne i de beskyttede Klasser rider paa deres Dyd overfor en stakkels forladt Pige. Det maa vel være af Skaansomhed, at Forf. her har undladt at afdække andre Skader, som hun sikkert kender godt nok fra Kvindernes Foreningsliv.

En god Figur har hun skabt i Læ­rerinden, der er det eneste honnette Fruentimmer i Stykket - og et stort Fremskridt fra hendes Sidestykke i „Et Sølvbryllup”. Ogsaa her er der dog kommet en enkelt falsk Tone ind. Mindst af alt kan man bebrejde den københavnske Lærerinde, at hendes Interesse for Eleven ikke er personlig nok, som det her antydes. Mest vellykket synes os ubetinget det Op­trin, der spiller paa Trappen i et Baghus. Blandingen af det paatagne dannede Væsen og den lejlighedsvis frembrydende indre Raahed er givet med stor Virkning. Og det hele bro­gede Selskab af Vicevært og Maler­svende. Børn, Hunde og Madammer giver et særdeles anskueligt Billede af en Fattigkaserne, hvor kun den stak­kels Fernandas „Herretække” og Res­terne af hendes oprindelige Stolthed stiller hende udenfor det almindelige Kammeratskab.

Et alvorligt Indlæg er dette Stykke i hvert Fald imod den dobbelte Moral og dens værste Udløber, den offentlige Prostitution. Denne er jo ikke blot en frygtelig Ulykke for den faldne Kvinde, en  Nedværdigelse af hende, der er aldeles umenneskelig. Den er et Slag i Ansigtet paa hele Kønnet, et Vidnesbyrd om den fuldstændigste Undervurdering af Kvinden som Menne­ske. Selv om vi har et og andet at udsætte paa Stykket, skylder vi Tak for den Prædiken, der i denne Tid prædikes paa Folketeatret ikke blot til dens Ophavsmand, Fru Gad,  men og­saa til Fru Oda Nielsen, der levendegør den lille stakkels Pige, det sørgeligste „Offer” for den falske Samfundsmoral

« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner