« Tilbage til søgeresultaterne
Tve-Tale
Bedst, som jeg stod i min Have, fik jeg mig en Forskrækkelse. „Hvad?” tænkte jeg „det er jo Stjerne Stjernesøn! Stjerne Stjernesøn lyslevende, der kommer ind der ad Laagen!” . „Nu om lidt er den store Mand her i Gangen, hvorhen skal jeg dog fly?”
Hvor medynksfuld han Saa ud - slet ikke vred over min store Forlegenhed. Hvor storslaaet venlig han udstrakte sin Haand - udstrakte den næsten for to.
„Altsaa her bor I!. Her bor I Stakler paa den flade Mark, som jeg endnu ikke har faaet Stunder til at løfte. Græs og intet uden Græs! Hvad lever I af? Hvad ser I paa? Aa, hvor I dog har trængt til, at jeg skulde komme!”
Saadan omtrent talte han, og hvad skulde jeg svare? Jeg, som var gaaet ud i Haven, fordi der var saa meget, at se paa, - saa meget, at det var vanskeligt at faa nippet lidt til hver Herlighed.
Skulde jeg vise ham Ærterne, der stod i Geled som bitte ranke Soldater, Bønnerne, der havde krummet deres smaa Livs Triumfbuer op over Jorden, Primulaernes røde Skov, som var stor og mægtig, blot man fandt Punktet at se fra.
Jeg saa op paa ham. Hans Blik var stort, det tog mit med sig, - mit ikke hans. Ja vist, det var Græs altsammen.
„Her er ensformigt, fladt, men ...”
„Men det skal blive anderledes. Tro mig, det skal blive anderledes. Naar nu Oplysning og .Fremskridt kommer, da skal ogsaa I fattige Mennesker lære Livet at kende.”
„Ja, men - men - Oplysning mangler her ikke. Her er Sol, megen Sol, - og se, se Skyerne!”
„Skyerne?”
„De skrider, de viger, de skygger, de klarer, de truer, de leger - alt, hvad der hører til i et Liv. Skyerne, de er vore, hele Himlen rundt!”
„Vær kun ikke frygtsom! - Tal! Udtal trygt, hvad De har at beklage Dem over, og vi skal skaffe Dem Retfærd. Ja, Skyerne! de hænger tungt over dette Land, Hvad maa I dog mangle, I som gaar her nedtrykte til Jorden!”
„Mangle? Men her mangler kun . . . Ja, endnu mangler her Roser i Haven og saa maaske Grus i Gangene . . .”
„Ja, ikke sandt Som jeg anede. Lykkens Roser mangler her og Sandhedens Grund under Fødderne.”
Jeg svarer ikke mer - ser blot paa Stjerne Stjernesøn, som han staar der med sin brede Favn fuld af gode Gaver til Menneskene, ser paa hans store Armbevægelsr, paa Munden, der kan de store Ord, og jeg bliver undselig over, at her ikke er et bedre, især et talrigere Selskab til at paaskønne dem ...
