Fritænker og Idealist

Af Ellen Key, forkortet efter ,,Ord och Bild.

(Fortsat.)

Tillige med Smerten over just nu at maatte forlade Frankfurt, fik Malwida en langt dybere Sorg at bære paa. Brevene fra Teodor Althaus bleve sjældnere og udeblev tilsidst ganske. Af hans Søster fik hun Aarsagen dertil at vide, nemlig hans Til­bøjelighed for en anden Mands Hustru. Malwidas Personlighed viste sig nu - hvilket desværre er sjældent - at staa fuldstændig paa Højde med hendes Grundsætninger. Hun følte, at hun ikke havde den mindste Ret til at komme med Bebrejdelser. Hun havde givet en Kjærlighed og en Fortrolighed uden nogen Begrænsning og derfor ogsaa uden andet Krav end fuldstæn­dig Ærlighed. Kun det brudte Løfte i denne Henseende gjorde hende en

Srnule bitter; men hun erfarede se­nere, at han havde tiet, fordi han troede, al hans nye Følelse kun var en Overgang.

I den dybe Fortvivlelse, som nu opfyldte hende baade Dag og Nat, var Tanken paa Døden hende en stadig Fristelse. Men ethvert til Døden bedrøvet Menneske vil, hvis det er i Besiddelse af nogen Personlighed, før eller senere Opleve det Øjeblik, da dets inderste Væsen rejser sig af sin Sløvhed, i Bevidstheden om, at det er for dyrebart til at gaa til Grunde for en andens Skyld. En Nat forekom det Malwida, som om hendes Sjæl sagde til sig selv: det er en Fejghed at ville dø, blot fordi man ikke vil lide mere; den stærke bør, trods alt leve saa længe, som han i og udenfor sig selv kan udrette noget godt. Hun slutter denne Bekendelse med de Ord: „Det er i saadanne Nætter, at et Menneskes Skæbne af­gøres. Kommer man sejerrig igennem dem, da er man for bestandig udkaaret til at være Ideens Tjener og Forkæmper.”

Malwida von Mevsenbug fik i rigt Maal den Hjælp til at overvinde en enkelt Sorg, som Følelsen for fælles Ulykke medfører. Reaktionen af de re­volutionære Bevægelser begyndte, og i denne Tid blev det hende klart, at man aldrig vil kunne skabe frie For­hold, førend man har dannet de nye Mennesker, som kan grundlægge Frihe­dens og Humanitetens Rige. Hun indsaa, at Kvinderne maatte være ligestil­lede med Mændene baade i Familien og i Staten, for at kunne opdrage sande Medborgere og Medborgerinder. Det gik desuden mere og mere op for hende, at det ikke var de politiske, men de sociale Spørgsmaal, som i Øjeblikket var de vigtigste, og det var derfor dem, hun nu ivrigst gav sig til at studere.

Hendes socialistiske Interesser forar­gede ikke blot hendes Familie, men hele det lille Detmold, og Malwida ude­lukkedes nu fra Indbydelserne til Hove og fik desuden at føle, at hun nu for Alvor var udstødt af den Kreds, hvis Yndling hun en Gang havde været. …Dette var dog intet mod den Sorg, Teodors Opførsel foraarsagede hende. Hun havde skrevet et Brev til ham, hvori hun sagde, at hun vidste alt, men intet bebrejdede ham, og kun ønskede, at deres Venskab maatte vedvare. Med Mænds ikke usædvanlige Mangel paa Finhed i erotiske Forviklinger saarede han hende nu paa det dybeste, en Kvinde kan saares efter en saadan Handling, idet han slet ikke besvarede hendes Brev. Hun indsaa, at han havde misforstaaet hendes ædelmodige Ønsker om at bevare et Venskab, som hun mente virkelige Personligheder burde kunne bibeholde efter en Kjærlighed, der, som deres, havde bestaaet i to Sjæles saavelsom to Hjertes Forening.

Hvad hende selv angik følte hun, at hun hverken kunde eller vilde dræbe sin Kjærlighed. Thi Troskab var ikke blot hendes anden Natur, men hun ansaa den for at være den Egenskab, der giver Kjærligheden dens Værdi og dens Dybde.

I Aaret 1849 blev Resten af de Forhaabninger, som blomstrede frem i 48, hensynsløst nedtraadt. Hendes eneste Trøst var nu Studier bl. a i Astronomi, og medens hun saaledes beskæftigede sig med Stjernerne, spurgte hun tit sig selv, om Jordens korte Lidelser virkelig var alle de Taarer værd, som de kostede. I rette Øjeblik at finde den rette aandelige Næring er en Lykke, som Malwida delte med Goethe, eller rettere sagt, hos hende, som hos ham og alle den maalbevidste Selvopdragel­ses Repræsentanter er dette ikke et Lykketræf, men en Belønning. - Den politiske Reaktion skulde snart ramme Malwida mere personligt, idet Teodor Althaus paa Grund af sin Delagtighed i de revolutionære Bevægelser blev dømt til tre Dages Fængsel. Tre skønne Ungdomsaar skulde han altsaa miste, just som han stod i sin aandelige Produktions Blomstring. Malwidas dybe Medfølelse tvang hende nu til, trods alt, at sende ham nogle deltagende Linjer, og hun modtog da ogsaa nogle venlige Ord til Svar. Hun udtalte i denne Sammenhæng en Følelse, i hvilken enkelte Kvin­der, der i  Ordets fulde Betyd­ning formaar at elske, genfinder sig selv:  „Enhver dyb, ren Kærlighed bærer i sig selv en saadan Uskyld, at den ikke drømmer om at kunne miskendes . . . Brudens Lykkefølelse

fandtes ikke mere i min Kærlighed, men denne havde forandret sig til en Moders, Søsters og Venindes Kærlig­hed Og - medens den elskende Kvinde maa skjule sin Følelse, ejer Moderens, Søsterens og Venindens Ømhed Ret til at give sig til Kende.” Hun be­nyttede da ogsaa enhver Lejlighed til at glæde Vennen; saaledes sendte hun ham Juleaften anonymt et Juletræ, forsynet med kærligt udtænkte Gaver. Hun indsaa, at Tiden var kommet til at befri sig for den Familieautoritet, som forlangte, at hendes Tanker og Samvittighed skulde bøje sig for An­skuelser, som hun personlig ikke kunde anerkende. Endskøndt hun altid havde sat Famlielivet højt og næret en dyb Kærlighed til sin egen Fa­milie, saa maatte denne nu vige for, hvad hun ansaa for sin og ethvert Menneskes største Rettighed og største Pligt, nemlig at skaffe sig Frihed for sin Livsopfattelse og et Liv i Overensstemmelse med denne, selv om dette stred imod den datterlige Lydighed. Hun besluttede at søge begge Dele i Amerika, hvor hun havde en Ven fra Revolutionsaaret, men før hun tog derover, vilde hun udvide sine Kundskaber paa Emilie Wüstenfeldts kvindelige Højskole i Hamborg. Hendes Moder, som troede, at en Tids Skilsmisse muligt vilde bringe Ligevægt i deres stridbare Samliv, lod Datteren rejse, for, som hun tænkte, snart at vende tilbage. Mal­wida selv vidste derimod godt, at dette var det første Skridt til et nyt Afsnit i hendes Liv. Hun følte, at hun aldrig mere vilde være i Stand til at nære en erotisk Tilbøjelighed for nogen Mand: at, hvad hun Havde givet Teodor Althaus, det var den store Kjærlighed, som afgør en Kvindes Liv, naar hun indser, at uden en saadan Kærlighed bliver Ægteskabet en Vanhelligelse. Hun indsaa bevidst sin Ensomhed ved at være udelukket fra en Hustrus og Moders lykkebrin­gende Opgave - og da dette senere blev hende tilbudt af en Mand, - som hun nærede Venskab og Agtelse for, afslog hun dette Tilbud uden mindste Tøven. Men hun var bestemt paa at hellige sig det Brug, Livet ellers kunde faa for hendes Kræfter, hvortil det frie, friske Studieliv i Hamborg tjente. Den unge Højskole var Ide­alet af en saadan; den var konfessionsløs og valgfri, med Forelæsninger i de forskellige Fag, af hvilke Malwida især fordybede sig i Naturviden­skaberne. Ved Siden af dyrkedes grundige Selvstudier ved vækkende og vejledende Samtaler med Forelæserne. Desuden forefandtes en Børnehave og en Børneskole for Elevernes Uddan­nelse til en Moders og en Lærerindes Pligter. Malwida. blev Medlem af en Fritænkerforening, og dette stillede hende snart overfor Valget at svigte sin Overbevisning eller give Afkald paa store verdslige Fordele - et Valg, som mange Fritænkere afgør med en Frase om „ Formernes Uvæ­sentlighed.” Men Malwida var intet saadant Salt uden Kraft. Da hun erfarede, at hun kunde faa Pension i et adeligt Frøkenkloster - hvorved hun vilde opnaa mere økonomisk Uaf­hængighed for Livstid, kun med det ene Vilkaar, at hun erklærede sigfor tilhørende den luterske Kirke - med­delte hun sin Indtrædelse i Fritæn­kernes Forening, hvilket berøvede hende Pensionen for bestandig.

Efter endt Studietid ved Højskolen omtalte hun sine Amerikaplaner for Moderen, men da denne satte sig der­imod, opgav Malvida denne sin Yndlingstanke, - thi det var kun sine Anskuelser, hun ikke vilde ofre for Moderen, og ikke sine Ønsker. I Stedet for blev hun ved Højskolen som Lærerinde og opnaaede snart stor Indflydelse paa Ungdommen. Hun søgte paa alle Maader - blandt andet ved at vække deres Interesse for husligt Arbejde - at forhindre, at de blev ensidige Læseheste i Stedet for gennemdannede Kvinder. Samlivet med de unge, med Arbejderne i Forenin­gen og med de fattige, besjælede hele hendes Liv. Og den Dag oprandt, da hun med det ærlige Pligtopfyldelsens, sorgbetvingende Livsmod atter kunde sige til sig selv, at hun følte sig lykkelig.

Kort efter modtog hun det smærteblandede Glædesbudskab, at Teodor var blevet frigivet efter halvandet Aars Fangenskab, paa Grund af en Sygdom, han havde paadraget i Fængslet. Det lykkedes hende nu at skaffe ham et Levebrød ved den af ovennævnte Fritænkerforening grundlagte konfessionsløse Skole. Men Myndighederne næg­tede at underskrive Revolutionsman­dens Udnævnelse. Ikke en Gang denne Glæde, som det i Hamborg genopfri­skede Venskab foraarsagede hende, fik Malvida Lov at beholde. Snart kom det endnu sværere Sorgensbudskab, at Teodors Sygdom, trods hans Ungdom - han var knapt tredive Aar - ansaas for uhelbredelig. Under den Brevveksling, der atter opstod, ligesom under deres Samliv ved et lille Bade­sted og ved hendes sidste Besøg i Gotha, hvor han blev begravet, vidste hun, at det var en døende, hun ydede sin kærlige Omhu. Før hun rejste bort, efter at have tilbragt den Nytaarsdag sammen med ham, som hun frygtede skulde blive hans sidste, fik hun den vemodige Trøst at høre af ham selv, at hans Livs bedste Kær­lighed og hans ungdoms ædleste Fø­lelse dog havde tilhørt hende. Da hun saa Solen staa op den Vintermorgen, da hun for bestandig skiltes fra ham, spurgte hun sig selv, hvad der blev tilbage for hende i denne Verden. Og atter hørte hun en stille Røst i sit Indre svare: „at være god!”

Disse Ord laa uafladelig som en Hymne inden i hende, medens hun kørte tilbage til de daglige Pligter, for hvilke hun maatte forlade ham. Og saa fuldstændig var hendes Kær­lighed nu forandret til uegennyttig Ømhed, at hun forsøgte at formaa en anden Kvinde, som hun troede, han elskede, til at pleje ham i den Tid, han endnu havde tilbage at leve i.

Reaktionen fortsatte stadig sin Undertrykkelse af Frihedens unge Skud. Fritænkerforeningerne saavelsom Ar­bejderforeningerne opløstes overalt, saaledes ogsaa i Hamborg, og man be­sluttede at lukke Højskolen, inden den undergik samme Skæbne. Kort før dette skete modtog Malwida Budskabet om Teodor Althau’s Død. I hans og Højskolens Grav følte hun, at hun begravede sin Ungdom.

Hun tog nu Ophold hos sin Ven­inde i Berlin, hvor de græske Tra­gedier hjalp hende til at genfinde sin Sindsligevægt, som Stjernerne og Ha­vet i sin Tid havde gjort det. Hun følte det lettere at bære sin egen og sine Meningsfællers Skæbne ved Tanken Om, at overalt og altid maatte den højere Udviklings Skaber blive den nye Ides Offer, naar han stilledes overfor sin Samtids Fordomme.

Snart skulde hun endnu personligt erfare dette. En pludselig Husundersøgelse, hvorved hun som mistænkt blev berøvet sine Papirer, bragte hende til at forstaa, at hun naarsomhelst kunde miste selve Friheden, saa længe hun stod i Forbindelse med flere revolutionære; der var mange, som var bleven fængslede for mindre end det. Og hun besluttede at flygte. Foraaret 1852 begav hun sig i al Hemmelighed til London, for der at friste den politiske Emigrants usikre Tilværelse.

Hvem kan ikke høre Familiens og Vennekredsens Veraab over denne sørgelige Slutning paa „Malwidas gale Ideer” ? Og er det ikke en humoristik Tanke, at i dette, som i saa mange andre Tilfælde, er det som oftest gennem det „fortabte” Familiemedlem, at Samtiden eller Efterverdenen har erfaret, at - denne Familie overhovedet har eksisteret ?! -

(Fortsættes).