« Tilbage til søgeresultaterne
Bøger
Thit Jensen: To Søstre. Fortælling.
(Brødrene Salmonsens Forlag).
Den debuterende Forfatterinde har sat sig til Formaal at skildre to velbegavede og højst forskellige Kvindenaturer. Den ældste, Johanne Marie, er nærmest et Udtryk for det i stærkeste Maal
evigt-kvindelige. Klog paa sig selv og paa andre, ja skarpsindig, som, hun er, men veg af Karakter, indadvendt, grublende, hurtig led ved andre, dog ikke sig selv nok, og ganske behersket af sin Hjertensgodhed, eller rettere sin Trang til at gøre alle til Maade og holde sig selv enhver Ubehagelighed fra Livet, glider hun ind i et idéforladt Ægteskab, svækkes paa Følelsen og Forstanden og ender i Vanvid. Slutningen af Bogen, hvor dette foregaar, er det bedste i den.
Det er Skildringen af denne Kvindetype, der giver Bogen Værd. Den forekommer hyppigere i Livet end i Bøger, fordi den rummer saa mange Modsætninger og er saa mangekantet og derfor svær at levendegøre, og fordi den i Følge sin Negativitet vanskeligt passer ind i de tilspidsede Forhold, der frister Digterne til Behandling og morer Læserne, som de er flest. Man maa vide Forf. Tak, fordi hun har haft Mod og Energi til at binde an med denne Opgave, om det end maa siges, at hun har taget sig den lovlig let.
Naar hun saaledes straks i Begyndelsen sender sin unge Heltinde bort fra Hjemmet i Jylland med det udtrykkelige Maal for Øje at staalsætte sin Karakter og lader hende blive i det Vilde Udland i fem og derefter i København i et halvt Aar - fem og et halvt af de for Udviklingen mest betydningsfulde Ungdomsaar! - saa er det Snyderi ikke at give den spændte Læser mindste Vink om, hvor den begavede Ungmø, har været i disse halvsjette Aar, og hvad der er vederfaret hende i alle dem, hun, der ikke kan være en Time sammen med nogen Mand eller Kvinde, gammel eller ung, uden at træde i Forhold til dem. Og dersom hendes første Ungdomskærlighed, hvis Forlis var det, der drev hende af Landet, virkelig har haft saa stor Betydning for hendes Liv, at Søsterens Udtalelse henimod Slutningen af Bogen skal staa til Troende: „Efter min Overbevisning er hun til sin Død gift med ham, hun den Gang holdt af, og ingen anden” - saa er det en mager Oplysning at give Læseren, at Genstanden hed Jørgen Banner og „senere blev Reservelæge hos Kongen.”
Skildringen af den yngre Søster Agda har Forf. taget sig endnu lettere. Agda er Nutids-Udgaven af den retlinjede, energiske Ungmø, der tager Livet for hvad det er og sætter Kraft og Vilje ind paa Erhvervelsen af det for Haanden værende, i dette Tilfælde Præliminæreksamen og Postfuldmægtigen i den nærliggende Købstad. Begge tager hun med Glans, og Læseren slipper hende uden Beklagelse ved Komfuret, hvor hun beredende sig til Hustru-Kaldet, steger Fisk paa Panden, tiltaklet med Kasket og Cigaret, medens den til Postmester forfremmede Kæreste betaget ser til.
Der er i Skildringen af Hovedpersonen adskilligt, som tyder paa, at Forf. sidder inde med Evner som Sjælegransker. Men Bogen er uden dybere Indhold; den er ufin, hvor der spilles paa de satiriske Strenge, og der fattes den det Præg af Fornemhed i Stil og Tone, som udstraaler fra ethvert Talent, der trods Brist og Kejtethed, „er noget for sig.”