« Tilbage til søgeresultaterne
Rigsdagen
Samlingen er nu omtrent sluttet; den har bragt mer positivt Udbytte, end man havde ventet, og ikke mindst til os Kvinder har den givet gode Løfter for Fremtiden. Skoleloven - om hvis Virkninger i det hele taget vi har de bedste Tanker - giver Adgang for Pigerne til Statens Skoler og for de studerede Kvinder til Statens Lærerembeder med een Undtagelse. Skønt Loven i meget har taget Mønster efter den norske Skole, gaar den ikke som denne saa vidt i Liberalitet, at den tillader en Kvinde at blive Rektor for et „Gymnasium”. Det kan komme. Og hensynsfuldt tillader den Afholdelsen af en egen „Pigeskoleeksamen” med samme Retsvirkning som Realeksamen. Uden Tvivl vil mer end een Pigeskole dukke under i Konkurrencen med de offentlige Skoler; men det bedste, Pigeskolen ejer, deres dygtige Lærerinder vil kun finde en rigere Mark for deres Virksomhed i Fællesskolen, hvor de vil komme til at paavirke Fremtidens unge Mænd.
Vi har ogsaa Grund til at glæde os over, at Kvinderne i Menighedsraadene vil faa Lejlighed til at gøre deres Indflydelse gældende Side om Side med Mændene. Og ikke mindst til med Spænding og Haab at imødese næste Aars Samling, naar der fra Regeringen vil blive fremsat Forslag om en Reform af den kommunale Valglov. Lad os ikke glemme dette under Forberedelserne til de nye Folketingsvalg, men, bundne som vi er, hver i sin Kreds, gøre hvad vi kan for at faa ægte frisindede Kandidater valgte.