« Tilbage til søgeresultaterne
Ægteskab, Sædelighed og Kvindelykke
„Kvinden og Samfundets” Numre 4, 5 og 6 bragte hvert sit Angreb paa min sidste Artikel „Skammen”, henholdsvis af Fru Helga Scheving, Fru Astrid Hostrup og Frk. Karen Mortensen.
Til Helga Scheving vil jeg blot bemærke, at hvis det var en tilstrækkelig Begrundelse af den af mig angrebne Moral, at den „fra de ældste Tider har haft Hævd i vort Folk” - dog ikke fra de ældste, kun fra ældre Tider – saa vilde jo enhver Fordom staa urokkelig, f. Eks. ogsaa Fordommen om det nødvendige og berettigede i Mandens Eneherredømme i Samfund og Familie.
Den i høj Grad forandrede Mening, som i Fru Hostrups Gengivelse kommer ud af mine Artikler - hun synes dog kun at kende den sidste - kunde have fristet mig til den Tanke, at hun med Hensigt stillede mine Anskuelser i det ugunstigst mulige Lys. Men jeg forstaar nok, at det er Vanskeligheden ved at forstaa en anderledes tænkende, som her gør sig gældende. Vilde Fru Hostrup have overvundet denne Vanskelighed, maatte hun have holdt sig det klart, at hun intet kendte til mine Anskuelser, udover det, som staar i Artiklerne. Dette har hun ikke gjort, men gør mig uden videre ansvarlig for alle de Forestillinger, hun forud har gjort sig om „den fri Kærlighed” og „de løse Forbindelsers” Principer.
„Vor store Uenighed maa ligge i, hvad vi kræver og forstaar ved Kærlighed. „For mig rummer Kærligheden alle Menneskets bedste Følelser, Venskab, Kammeratskab, fælles Interesser o. s. v.”, skriver Fru Hostrup.
Uenigheden er dog ikke saa helt haabløs endda; thi selve Fru Hostrups Bestemmelse af Kærligheden, indeholder jo en hel anden Maalestok for Samlivet mellem Mand og Kvinde, end det simple gift - ugift. Det vil næppe falde Fru Hostrup ind at nægte, at der findes sørgelig mange ægteskabelige Forhold, i hvilke et Flertal af disse bedste Følelser savnes. Thi Kærligbed er jo ikke blot hvad vi teoretisk opstiller den som eller idealistisk kræver, at den skal være. For det enkelte Menneske er Kærligheden ikke andet eller mere, end det, som det under de gunstigere eller ugunstigere Livsvilkaar har lykkedes ham personlig at bringe ud deraf. Forskellen i Synspunkter overfor Kærligheden bliver da kun den bogstavelige Forskel imellem de Punkter, hvorfra man betragter den, thi Tilværelsen har ogsaa sine varmere og sine koldere Zoner, under hvilke de selvsamme Fænomener fremtræder i højst forskellig Belysning.
Fru Hostrup tillægger mig følgende Opfordring til Ungdommen: „I unge, indret jer paa en anden Manér, thi den livsvarige Kærlighed er en Utopi!”
Selvfølgelig staar der ingen saadan Opfordring i mine Artikler. At Fru Hostrup har ment at kunne uddrage den deraf, maa ligge i, at Begreberne „livsvarig Kærlighed” og „Ægteskab” for hendes Syn er et og det samme. Der er imidlertid en meget kedelig Forskel. Virkelig beroligende vilde det være, om man ved at indgaa Ægteskab med det samme havde sikret sin Kærligheds Livsvarighed. Men naar der uformodet mellem to Ægtefæller aabner sig en Kløft af den Art, hvorover ingen Broer fører, da er det dem til ringe Gavn, at de har forpligtet sig til at elske hinanden for Livstid. Omvendt, mødes to Mennesker i Kærlighed, og findes der mellem dem hin Sjælenes Harmoni, som stiger og klinger fyldigere og skønnere fra Dag til Dag, da vil vel Samlivets Lykke være et stærkere Baand imellem den end alle lovformelige Forpligtelser.
„Trofasthed er ikke en tør og utaalelig Pligt, men selve Bevarelsen af den hellige Ild i Hjærterne”, siger Fru Hostrup. Jeg tillader mig at indskyde „den gode Vilje til Bevarelsen af den hellige Ild”, førend jeg underskriver disse Ord. Men ofte bliver een god Vilje magtesløs, fordi kun to gode Viljer kan magte Opgaven, ligesom der gives Konflikter, som selv ikke to gode Viljer kan overvinde. Der gives ogsaa noget, som hedder at være tro mod sig selv. Hvis der nu opstod Splid mellem de to Slags Troskab? - Hvis der f. Eks. fandtes en Kvinde, hvem det en mørk Dag blev bevidst, at hun stod i Begreb med at gaa sjælelig til Grunde i sit Ægteskab, da maatte hun vel gribe til ethvert Slukningsmiddel mod sin Kærligheds Ild, selv om hun maatte føle sig tilmode derved som Abraham ved Isaks Ofring.
„Hvilken Ulykke om enhver Hustru stadig gik og maalte sin Elskovs Varmegrad, og, saa snart hun fandt den nedadgaaende, følte det som sin Pligt at løbe fra Hus og Hjem og Moderpligter”, udbryder Fru H.
Og „hvilken Ulykke”, udbryder jeg, „at Kvinder ofte lader sig saa helt opsluge af den materielle Omsorg for Hus og Børn, at der ikke bliver Tid eller Rum tilovers for Iagttagelsen af og Kontrollen med det, som foregaar i deres egen Sjæl!” - Har De, mine Læsere, set et Dukkehjem ? Har De set Fru Hennings til Døden blege Nora i den Stund, da hun, efter selv at have været beredt, fast omend i Rædsel og Dødsangst paa at ofre sit Liv for at redde sin Mands Ære, pludselig, det mest uventede af Alt, ser ham svigte sin Kærlighed saa elendigt, ser ham saa helt i en smaalig Egoismes Vold, og alt paa en Gang staar for hende i den frygteligste Klarhed, baade det, at den Mand, med hvem hun har samlevet og født Børn er en fremmed, og det, at hele hendes Opdragelse og Dukketilværelse gør hende ganske uskikket til at opdrage sine Børn. De var Vidne til en Moders sønderrivende Kval. De saa en Kvindes Heltemod i al dets ophøjede Renhed - thi hvilken Kvinde kan kaldes heltemodigere end den, der forlader sine Børn for deres Lykkes Skyld? Jeg vægrer mig ved at tro, at De, Vidne til dette, sad optaget af en tør, husmoderlig Forargelse over Noras „Løben fra Børn og Hus og Pligter”.
Jeg kommer nu til min første og sidste Modstander, Karen Mortensen.
Frk. M. mener at have begrundet den gamle Moral i Hensynet til Børnene, hvilket Hensyn forekommer hende at have været grundbestemmende ved Ordningen i Naturen. Hun spørger, hvor vi skal søge Svaret paa Sædelighedsproblemet, om ikke i de Fingerpeg, Naturen giver os. Det fremgaar dog tydeligt nok af mine foregaaende Artikler, at jeg vil, at ethvert Menneske skal søge Svaret i sin egen Sjæl, i sin egen Følelse for godt og ondt, for Ret og Uret. De fleste Mennesker forstaar ikke denne Følelses høje Værd, men er rede til at undertrykke den og lade den i Stikken, saa snart som den kommer i Strid med, hvad vi kalder „lovlig Orden”; men dette kan man ikke gøre uden at tage Skade paa sin Sjæl og uden at vanskeliggøre Karakterdannelsen hos de Børn, man har at opdrage.
Frk. Mortensen skriver, at de løse Forbindelser indtil denne Dag har været Aarsag i en Uendelighed af Nød, Sorg og Forbrydelser. - Ja, hvis mine Anskuelser skulde bedømmes efter disse Forhold, saaledes som de arter sig under de nuværende forkvaklede Tilstande, saa var jeg visselig fortabt! Jeg kan her ikke undgaa at udtale, at den ægteskabelige Forsørgelsesanstalt ganske sikkert ret ofte er den Fristelse, som bringer en ung Kvinde til Fald, idet hun, tværtimod sin Samvittigheds advarende Raab, hengiver sig til sin Bejler, der snedigt benytter sig af hendes Frygt for, ved at fortørne ham, at gaa Glip af Udsigten til at blive gift - og forsørget.
Den økonomiske Afhængighed i Ægteskabet er det, som har fornedret Kvinderne og demoraliseret begge Køn, og jeg kan ikke tænke mig Kønnenes Ligestilling gennemført, saalænge denne staar ved Magt.
Forsøg en Gang at tænke Dem et Fremtidens Land, hvor det, vi nu kalder Ægteskab, ikke var mere.
Da vilde først og fremmest de, der havde Børn at opdrage, faa travlt med at udruste Døtrene med nyttige Kundskaber og praktiske Færdigheder, for at de som Slægtens Mødre kunde blive i Stand til selv at forsørge deres Børn. Bevidstheden om det store Ansvar vilde give de unge Kvinder Energi i Arbejdet og Alvor i Kærlighedsvalget. Tvivler man om, at Kvinderne skulde være i Stand til at forsørge Børnene ganske alene, naar det bød sig saa ? - Med en Flok paa ti Stykker kunde det jo se sort nok ud, men jeg formener ogsaa, at en saa stor Flok vilde høre til de sjældne Undtagelser i mit drømte Fremtidsland. I Middelstands- og Arbejderkredse er det ikke mere nogen Sjældenhed, at Moderen fursørger sig selv og Børnene og undertiden Manden med; ofte er hun slet ikke uddannet dertil, og maa tilmed bære hele Byrden af vort gammeldags, umetodiske Husvæsen samt være sin Mands daglige Oppasser og Tjenerinde. Uddannelse til Erhverv, velordnede Fælleshjem og Mændenes Opdragelse til at kunne undvære en Tjenerinde, vilde gøre Børneforsørgelsen let som en Leg for Kvinderne.
Er der nogen, der forarges over, at Manden da skulde gaa helt fri for Pligten til at sørge for sine Børn? - Han vilde ikke blive at misunde! Snart skulde det gaa op for ham, at idet Kvinden saaledes havde tilrevet sig alle Pligter, vilde Rettighederne være gaaet med i Løbet. Da vilde der nok komme nogen Alvor ind i Kærligheden for ham ogsaa; da vilde den ikke mere være en Leg, eller det praktiske Spørgsmaal om at forskaffe sig Livsarvinger og en flink, uopsigelig Husholderske; men han vilde lære at skatte den som den eneste Nøgle, der lukkede op for Hjemmets Paradis og gav Adgang til Indflydelse paa Børnenes Opdragelse. Jeg tror, at vi da vilde faa Kærlighedssamliv at se, imod hvilke Nutidens fleste Ægteskaber vilde være at betragte som „løse Forbindelser”. Igennem ovenstaaende vil der findes Svar paa det første af K. Mortensens for anden Gang stillede Spørgsmaal, naar det samtidig erindres, at jeg fra først af udelod af Betragtning „de ulykkelige, lavest staaende Væsener, for hvem der ikke gives Kærlighed eller dybere Tilbøjelighed, men kun Drift”.
Og det andet Spørgsmaal: „Finder De virkelig, at det er en Lykke for Manden, naar Kvinden er rede til at give efter saasnart hans Forelskelse har naaet et vist Højdepunkt?” - Ja, det Spørgsmaal undlod jeg med Vilje at besvare, fordi jeg ikke betvivlede, at Aanden i mine Artikler snart vilde nøde Dem til den Erkendelse, at intet Punkt i nogen af mine Artikler giver Dem mindste Anledning eller Berettigelse til at forekaste mig et saadant Spørgsmaal.
