Loven om Menighedsraad

Den første Lov, der giver Kvinder lige Valgret og Valgbarhed med Mænd, er vedtaget. Og man bør selvfølgelig være glad over, at det endelig er faldet en Minister og en Rigsdag ind, at Kvinder er Samfundsborgere lige saa vel som Mænd. Men man ønsker, at selve Loven var bleven vedtaget i den Form, Ministeren og Folketinget i 1902 enedes om. Thi da betød den noget andet og mere end en Aner­kendelse af Kvinders lige Menneskeret med Manden, da betød den, at Me­nigheden gennem Menighedsraad et fik en væsentlig Indflydelse paa Præste­embedets Besættelse -; noget saa selvfølgeligt, at man vanskelig forstaar, at Landstinget har faaet en saa vigtig Bestemmelse fjærnet. Og der­med er Menighedsraadets Betydning for en sund Udvikling af et religiøst Menighedsliv, nærmest bleven lig Nul,

Man vil sikket erindre, at 855 Præster, da Ministeren i 1901 havde forelagt sit Forslag om et Menighedsraad, anmodede Regeringen, om Nedsættelsen af en Kommission til Drøftelse af dette og andre kirkelige Spøgsmaal, men at hverken Kirke­ministeren eller Folketinget vilde gaa ind paa dette.

Saa tog Landemoderne fat i 1902 og udtalte uden egentlig at drøfte selve Kirkelovforlagenes (der var 4) Bestemmelser, at man ønskede de kirkelige Spørgsmaal behandlede paa en Kirkedag, inden de kom til Rigs­dagen.

Og Landstinget syntes at dele disse separatistiske Anskuelser! I 1903 tilbagesendte de Lovforslagene til Folketinget og tilføjede et Lovforslag om Nedsættelsen af en Kirkekommission.

Ministeren og Folketinget vilde ikke tage imod dette sidste Forslag, saa­ledes som det forelaa fra Landstinget; men efter nogen Forhandling og Æn­dring, enedes man pludselig om det, vi nu har faaet: Et Menighedsraad uden væsentlig Betydning og et kirke­ligt Udvalg, der skal udarbejde Forslag til en Kirkeforfatning. Man vil snart opdage, at dette Udvalg har et meget „gejstligt” Præg, naar man hører, at 4 Medlemmer udnævnes af Kirkeministeren, 12 gejstlige Med­lemmer vælges af Gejstligheden. Sjæl­lands Biskop er selvskreven Medlem, det teologiske Fakultet vælger l Med­lem af sin egen Midte, det juridiske ligeledes l - og saa kommer endelig 18 Lægfolk (+ l Medlem for Færøerne), der vælges af Menighedsraadene, ikke af Menighederne; men i Menighedsraadene er den gejstlige Indflydelse ikke ringe.

Hvorom alting er, Menighederne faar kun ringe Indflydelse paa Sam­mensætningen af det Raad, der skal forberede en Kirkeforfatning. Er dette rigtigt? Det er dog den store Lægbefolkning, der skal leve under Kirke­forfatningen, og som skal have Plads for deres religiøse Livs Udfoldelse inden for Kirkens Rammer.

Eller er Meningen den, at Kirkens Embedsmænd skal være de alene be­stemmende, Menigheden de tavse Til­hørere.

Man høre f. Eks., hvad det er, Menighedsraadene maa beskæftige sig med: Kirkens Opvarmning, Forrentning og Afdrag af dens Laan, Laan til Anskaffelse af Brændsel til Kirken, om Konfirmationen skal holdes 2 Gange om Aaret (hvorfor ikke om, hvorvidt det ikke vilde være i Overensstem­melse med sand Religiøsitet helt at afskaffe Konfirmationen?) o. s. v. Saa snart der bliver Tale om endog det lidt, hvilke Salmebøger, Lærebøger, Prædikentekster; der ønskes avtoriserede til Brug, skal Præst og Lærer være enige med Menighedsraadet derom. Endelig i de sidste §§ bliver der Tale om noget, der vedrører selve det religiøse Liv, men her gives der atter Præsten Forrangen for Menighedsraadet. Han kan henvende sig til Menighedsraadet om „Samarbejde i alt, hvad der kan tjene til at vække styrke og lede et sundt  kristeligt Liv i Menigheden”, - men Menigheds­raadene skal gennem et Andragende indgive deres Overvejelser over kirke­lige Spørgsmaal til Biskoppen, det kirkelige Udvalg eller Kirkeministeren. Det vil sige: Den fri Udfoldelse af Menighedslivet presses ind i Former, der næppe vil fremme det sunde, religiøse Liv i Menighederne. Det vil formodentlig blive de fanatiske, mest intolerante Missionsfolk, der vil blive valgt ind i Menighedsraadene, idet den store, indifferente Masse vil undlade at stemme, eller stemme saaledes, som de fleste stemmer, og de faatallige aandsfrie Medlemmer, som Kirken rummer, enten helt vil afholde sig fra at stemme, eller ogsaa kun vil opnaa at kunne besætte Mindretallet af de 4 Repræsentanter, Sognebeboerne maa vælge efter Forholdstalsvalgmaaden. Der kan nemlig for et aandsfrit, religiøst Menneske være Grund til at overveje, om han eller hun, saaledes som det kræves, vil afgive en Skriftlig Erklæring om, at ville handle efter den „evangeliske - lu­therske Kirkes Læresætninger”. Disse Læresætninger er over 400 Aar gamle! Mon der ikke kunde tiltrænges nyere Paavirkninger, om det religiøse Liv skal vokse frem. Naar hidindtil den kristne Kirke har gjort mægtige Skridt mod en sand og sund „religiøs” Udvikling har det været de „oprørske” Aander, som Luther, Hans Tavsen og Grundtvig, dem, der ikke har kunnet eller villet sværge til deres Tids kir­kelige Læresætninger, der har skaffet Lys og Liv ind i Kirken. Det er ikke den vedblivende, bogstavrette Fastholden ved det bestaaende, vi trænger til i Kirken, om denne skal blive og være en bevisførende Magt, men derimod den bestandige Reformation henimod rigere Forstaaelse og mere aandfuld Udvikling af de reli­giøse Sandheder.