« Tilbage til søgeresultaterne
Bøger
De Spedalske.
Roman af Agnes Henningsen.
Det nordiske Forlag.
Hvis Forf. ved Bogens Titel har troet at tage Afstand fra de Mennesker, hun skildrer deri - at staa rolig iagttagende overfor dem, saa er dette ikke lykkedes; men det kan jo heller ikke betragtes som nogen Fejl, at den, der skaber noget, lever i og med det skabte. Agnes Henningsens Sørgmod taler gennem alle disse mer eller mindre letfærdige Mennesker, der enten jager efter Elskov, eller hellere end gærne lader sig fange af Elskov, og for hvem denne Elskovsleg til Dels har ødelagt Livets virkelige og varige Værdier. Det meget betydelige, ja geniale Arbejde, med sit rammende Sprog og sine fortrinlige Situationer, mister maaske lidt i sin gribende og fængslende Magt derved, at Hovedpersonen, Godsejer Brandt, er ret uforstaaelig. Han kaldes Don Juan, men han er ingen levende Don Juan. Han gør Indtryk af at være en afdød Kavaler, som Graven ikke har kunnet holde paa, og hvis Skygge nu vanker rundt og søger das ewig weibliche i En og i Alle, men som hele Tiden tager fejl af, hvem der er hvilken, - som næppe har knyttet et Forhold, før han atter hæver det og som til sidst staar helt komisk, da han, idet han er ved at rejse med den sidst Udvalgte, kommer til at tænke paa, at der jo er en blandt de mange tilbedende Kvinder, han ligesom har glemt at tage i Besiddelse. Næst efter Godsejeren er hans Forpagter den mest fremtrædende mandlige Skikkelse i Bogen. Han er vist uhyggelig sand, halvt eller helt sindssyg som han er, med et stygt Ungdomsliv bag sig og stadig i utøjlet Lidenskab. Sin Hustru betegner han som den „lille Pige”, man giver Kost og Løn for at hun skal være god mod ens Børn”, og skønt han selv forfører et Barn, der er betroet til hans Omsorg, ruger han med dump Skinsyge over Hustruen Fru Iris, der har været et af Godsejerens Ofre og stadig er det, for saa vidt som hun hverken kan eller vil opgive sin Kærlighed. Hendes Skæbne bliver den næsten grufuld almindelige for Kvinder, der har paadraget sig Ægteherrens Unaade: Hun rives fra Hjem og Børn for at sendes til en Sindssygeanstalt. Af de øvrige Kvindeskikkelser er vel Anne Lise den fortrinligst skildrede, denne nervøse, godmodige og letsindige Sangerinde, der ikke som Fru Iris lader sig forføre, men vil forføres eller forføre. Af hæderlige Mennesker findes faa, deriblandt den kloge og dygtige Fru Herning, der er ubegribelig forelsket i sin ubetydelige Mand, og Godsejerfruen, den store Moder, som heldigvis lever saa meget for sine Børn og i sine moderlige Instinkter, at Mandens Utroskab ikke knækker hende.
„De Spedalske” er ligesaa fuldendt kunstnerisk som sørgelig raa. Maatte den højt begavede Forf. snart gøre andre og lykkeligere Erfaringer end dem, der hidtil er kommen til Orde i hendes Arbejder.
Frede Thomsen: Mme. Récamier og hendes Venner. Et Tidsbillede.
(Det nordiske Forlag).
Naar man har læst en Bog, hvis hele Tendens er En imod eller om der ingen Tendens er, hvis Indhold oprører Ens sunde, sædelige Sans, saa er det saare velgørende, næsten nødvendigt for det aandelige Velbefindende hurtigst muligt at vende Øjet og Tankerne til Tider eller Steder, hvor der findes fine og skønne og gode Mennesker. Mme. Récamier var et saadant Menneske, Opvokset i en yderst letfærdig Tid, gift med en langt ældre Mand allerede i sit 15. Aar før Kvinden i hende endnu var vaagnet, elsket af berømte og „farlige” Mænd, vedblev hun dog hele sit Liv igennem ikke blot at være den uforlignelige Skønhed, Mennesket med det store og rige Hjærte, men den pligttro Kvinde, den hvis Dyd sejrede over selve den dybe og stærke Kærligheds Fristelse.- Frede Thomsen har omfattet sit Emne næsten med Ømhed og hverken sparet Tid eller Ulejlighed for at faa saa meget som muligt med. Alle disse Smaatræk om den „ædle Dame” udgør ogsaa en baade let og behagelig Læsning, men nogen egentlig Karakteristik har Forf. ikke evnet at give hverken af Hovedpersonen eller af de Berømtheder, som til dels udgjorde hendes Kreds.
