Af Sygeplejens Historie

Efter „Tidsskrift for Sygepleje.”

Sygeplejen kan i en vis Forstand siges at være ligesaa gammel som Menneskeheden selv, naar man dermed blot forstaar, at det ene Menneske plejer det andet. Hos Græ­kerne og Romerne kan vi dog allerede spore noget af en almen Sygepleje, de havde et Slags Sygeherberg, og Særlig blandt Romerne synes man at have draget Omsorg for Plejen af saarede Soldater og syge Slaver. Da der opstod Sygdom blandt Slaverne, blev de raske sat til at pleje de syge, og paa denne Maade lærte og opøvedes de. Disse Slaver blev de første Læger, og derfor kunde Lægerne i Rom heller ikke nyde nogen Anseelse. Syge­huse fandtes ikke, end ikke under Kejser Augustus’ Tid, da Rom havde henved l Million Indbyggere. Heller ikke hos Jøderne fandtes Sygehuse, kun ved Betesda fandtes nogle Telte opslaaede omkring Dammen med det undergørende Vand. Alle Slags lidende Mennesker krøb omkring paa Torv og Gader og samledes ved Tempeldørene. I og med Kristendommen fik Sygepleien først sin rette Grundvold, og først da opstod der Sygehuse. Allerede i de ældste kristne Forsam­linger fandtes Sygeplejere og Sygehuse. En af de første Sygeplejersker er Fabiola; hun indrettede et Sygehus, hvor de syge uden nogen Betaling fik Hjælp og Pleje. I Sammenhæng med Korstogene og Klostrenes Op­blomstring oprettedes i Orienten Sygestuer og Herberger, som forestodes af Pilgrimme, Munke og Nonner.                                                        

I Særdeleshed har Benediktinerordenen taget sig af de syges Pleje. Næsten hvert Kloster havde sit Hospital, hvor syge, svage, blinde og gamle kunde faa Hjælp. Ydermere havde de mange Ridderordner, særlig Johan­niterordenen og den tyske Orden, som opstod i Middelalderen, for en stor Del til Livsopgave at pleje og beskytte de syge og hjælpeløse.

Den første Sygeplerskeorden stiftedes i Marburg 1225 af Elisabeth, Landgrevinde af Thüringen, som særlig tog sig af de syge, og om hvem der findes mange smukke Legender. Denne Orden er ikke den samme som den nuværende Elisabetsorden, der først be­gyndte sin Virksomhed i Midten af dette Aarhundrede.

Efter Aar 1200 syntes en mere ordnet Sygepleje at være kommet i Gang. Større Sygehuse anlagdes, deriblandt „Hotel Dieu” i Paris, Bartolomeus Hospitalet i London og det af Innocentius III. Aar 1204 oprettede Sygehus „San Sperito” i Rom. I Sverrig fandtes ved Reformationstiden mange Helligaandshuse og Hospitaler for Plejen af gamle og uhelbredelige og for de sindssvage *).

 

*) I Danmark fandtes paa den Tid mange af de saakaldte Sct. Jørgens Gaarde eller Leproserier, der udelukkende var for de spedalske. Af andre Ho­spitaler var der Helliggejsthusene, der egentlig var Klostre, som udelukkende gav sig af med at pleje gamle, syge og svage Mennesker.

 

Fra og med det 16. Aarhundrede, da alle Videnskaber og dermed ogsaa Lægekunsten opblomstrede, blev der tænkt mere paa Syge­plejen. Fra denne Tid har vi „ De barm­hjertige Brødres Orden”, som udgik fra Spa­nien, og „De barmhjertige Søstres Orden” fra Paris. Disse to Ordener bredte sig hurtigt ud over alle Evropas Lande og begyndte en gavnlig og betydningsfuld Virksomhed i Ret­ning af Sygepleje og andre Barmhjertighedsværk.

I den protestantiske Verden grundedes Diakonissestiftelser, og den første af disse Stiftelser oprettedes i Kaiserswerth Aar 1836 af Pastor Fliedner. Diakonisseanstalten i Stockholm stiftedes 1849. Danmark fik først sin Diakonissestiftelse i 1883. Dens Virksom­hed for Uddannelsen af Syge-og Fattigplejersker har altid været og vedbliver at være i velsignelsessrig og i høj Grad paaskønnet.

Det røde Kors, som er vidt udbredt i Europa, og hvis oprindelige Formaal var at virke i Krigstid, begyndte sin Virksomhed i 1864, i Sverrig 1866.

Med Miss  Florence  Nightingale begynder saa at sige atter en ny Periode for Syge­plejen. Hendes Fortjenester under Krimkrigen, Aar 1944-56, var store. Den Omorganisation af Hospitaler og Sygehuse, som ved hendes Indgriben gennemførtes i England har vundet almindelig Anerkendelse. Men af endnu større Betydning er det Fremskridt, hun gav Stødet til, ved Oprettelsen af Nigthingalefondets Læreanstalt ved Sct. Thomas Hospital, hvor Kvinder af den dannede Klasse fik praktisk og teoretisk Undervisning i Sygepleje.

Man begyndte fra den Tid mere og mere at indse, at Kravene, der maa stilles til en Sygeplejerske, er store, og at der maa fordres ikke alene den gode Forstands og det gode Hjærtes Egenskaber, men tillige en speciel Uddannelse. Følgen deraf blev den, at der dannedes Uddannelsesskoler for Sygeplejersker i de fleste civiliserede Lande.